KLIXBÜLL

Frække chicks og friske fyre

Du syntes måske det er en mærkelig overskrift; men det er mit bedste alternativ til de forslag, de ”frække chicks” kom frem med under vores tur. Der er vist heller ikke mange i min beskedne læserkreds, som ikke genkender ordene fra Rabalderstræde. De fleste medlemmer i klubben har jo danset til, og skrålet med på Gasolins original udgave fra 1973.

Nå, det skal jo ikke handle om musik; men om roning.

Søndag den 22. september var der arrangeret en tur fra Øresund til SAS og retur. Oprindelig skulle turen være en Amager Rundt; men diverse problemer – blandt andet usikkerhed omkring vejret – gjorde, at den blev ændret. Nu viste vejret sig så fra sin bedste side, og det blev den, måske, mest vindstille dag i hele 2019. At vi så blev drillet af lidt tåge, er en helt anden sag. Tågen betød, at vi måtte udskyde afgangen fra Kastrup i ca. 40 minutter. Da vi først var kommet på vandet, gik det i havblik rask mod Københavns Havn. Undervejs truede nogle tågebanker med at lægge os hindringer i vejen. Det blev dog ved truslerne.

Fra Lynette Løbet og ned til SAS var der forbløffende lidt trafik. Vi følte faktisk at vi havde havnen for os selv. Mest trafik mødte vi lige før anløbet i SAS, for der mødte vi ikke mindre end fem 4-åres og to 2-åres fra Københavns Roklub. Det var Roskilde Roklub der skulle på tur i lånte både.SAS tur 2 2019

Vel ankommet til SAS blev de medbragte klemmer taget frem, og vi fik en velfortjent frokost, inden vi skulle tage hul på hjemturen.

Nu var der også for alvor kommet liv i havnen. Det gode vejr havde lokket masser af sejlere på søen, og vi skulle have et øje på hver finger for ikke at ligge i vejen for andre, og større, fartøjer.

Til hjemturen var det planlagt, at vi ville ro bag om Langelinie, for så at tage tværs over havnen ved Trekroner. Her kom den lumske tåge til at spille os et puds. Fra Langelinies nordspids var sigtbarheden ikke stor, og styrmanden besluttede, viseligt, at lade os ro ned til bjørnen, for at se om vi kunne komme over der. Det var lige hvad der skulle til. Med gode kraftige tag kom vi over havnen i en fart, og fik stukket snuden ud i Lynette Løbet igen. Nu var vi på vej hjemover. Bortset fra en kapsejlads udfor Helgoland forløb resten af turen uden forhindringer.

Vel hjemme i Øresund var det fem godt slidte roere, der fik lagt Drogden tilbage i bådehuset, og takket hinanden for en dejlig tur.
SAS tur 3 2019 Foto: Ulrik Klixbüll

Husk kære læser, at på søndagsturene er der altid plads til en til. Vi ses.