KLIXBÜLL

Mærkelig overskrift? Mærkeligt stykke. Her har vi fat i August Strindbergs verdensberømte drama Dødsdansen. Ingen før og ingen siden har vel skrevet et stykke, der i den grad udleverer to mennesker, som lever for at gøre hinanden fortræd. At jeg forstod alt hvad der foregik på scenen er vel for meget sagt; men de to forstod til fulde hvordan kniven bedst kunne stikke ind. Ikke et stykke hvor der er meget at grine over, og så alligevel kommer der en række morbide morsomheder ud over scenekanten.

Her er hvad Nørregade Teatret selv skriver om forestillingen:

Dødsdansen er verdensdrammatikkens ultimative ægteskabsdrama.
Det har uden tvivl været inspirationskilde til senere stykker, som Hvem er bange for Virginia Wolff og Scener fra et ægteskab. Siden Strindberg skrev Dødsdansen i 1901, har stykket været spillet utallige gange i hele verden og senest for to år siden med stor succes i Stockholm.

Motion for lattermusklerne.

Der er vel ikke mange raske drenge (på min alder) som ikke har læst Jules Vernes fantastiske bog om levemanden Sir Phileas Foggs væddemål med medlemmerne i Londons Reform Club. Væddemålet gik i al sin enkelthed ud på om det var muligt, at rejse hele jorden rundt på 80 dage. Det er fornøjelig læsning, og jeg kan stå helt inde for, at Flemming Jensens og Jesper Kleins teaterudgave af denne klassiker følger Jules Vernes oplæg  - men ikke ret godt.

Skuespillere: Thomas Mørk – Jacob Morild – Lisbeth Kjærulff – Kim Hammelsvang
Instruktion og manuskript: Flemming Jensen

Det var en absolut seværdig forestilling, og det var lige før at lattermusklerne fik for megen motion.

Om stykket skriver Flemming Jensen på flemmingjensen.com følgende:

Jensen & Klein’s JORDEN RUNDT PÅ 80 DAGE af Flemming Jensen
Særdeles frit efter Klein & Jensens ”Jorden rundt i 80 dage”, som var mere end uforskammet frit efter Jules Verne’s ” Le tour du monde en quatre-vingts jours”.
Det er det private arvesølv, der er taget frem til lejligheden – og forestillingen er – også – en hilsen til Jesper Klein. Anderledes kan det ikke være. Han og jeg spillede forestillingen op mod 200 gange, og samtlige roller blev spillet af os selv
– og ikke andre! 2 mand om 52 roller. Vi styrtede ind og ud og skiftede tøj. Somme tider til det rigtige kostume.
I denne nyskrevne udgave bredes det hele ud i større format, og vi udvider personalet, så der nu er fire skuespillere om de 52 roller – både i Paris, Gibraltar, Hong Kong, Port Said, Calcutta, Cairo og Travemünde. Det er altså alt sammen ret langt væk – selv for en landsdækkende teaterturné i tiden lige efter Brexit.
Den ene af de fire skuespillere er oven i købet kvinde! Hvilket ville ha’ været helt utænkeligt på Phileas Fogg’s tid. Men nødvendigt i 2019, hvis man ikke vil ha’ ballade.
Det er en aldeles hæsblæsende forestilling, så jeg står selv af som skuespiller og sætter mig i instruktørstolen. Dér sidder man godt – ikke mindst fordi vi har lidt af et stjernehold til at tage over efter Jesper og mig.
Det er også på tide, at den forestilling bli´r spillet ordentligt.
Verdensdelene vil flimre forbi øjnene af de måbende tilskuere, mens vi med denne tour de force er vidner til et af de tidligste udtryk for globalisering. Vi møder spændende, fremmede mennesker af anden etnisk herkomst, der dengang føltes så charmerende, fordi de blev dér, hvor de var.
Skønt det jo er en gammel historie, er den faktisk ualmindeligt aktuel og lydhør over for tidens trends, idet den himmelråbende økonomiske ulighed dengang var helt på linje med den nuværende udvikling, hvor kastesamfundet ikke længere kun findes i Indien – men i dagens Europa er bærende element i de mest fremgangsrige politiske bevægelser.
Forestillingen er i farver – og vi garanterer, at der ikke vil blive spillet violin!

De mest godartede hilsener
Flemming Jensen