KLIXBÜLL

Død, Dans eller Dødsdanen

doedsdansenMærkelig overskrift? Mærkeligt stykke. Her har vi fat i August Strindbergs verdensberømte drama Dødsdansen. Ingen før og ingen siden har vel skrevet et stykke, der i den grad udleverer to mennesker, som lever for at gøre hinanden fortræd. At jeg forstod alt hvad der foregik på scenen er vel for meget sagt; men de to forstod til fulde hvordan kniven bedst kunne stikke ind. Ikke et stykke hvor der er meget at grine over, og så alligevel kommer der en række morbide morsomheder ud over scenekanten.

Her er hvad Nørregade Teatret selv skriver om forestillingen:

Dødsdansen er verdensdrammatikkens ultimative ægteskabsdrama.
Det har uden tvivl været inspirationskilde til senere stykker, som Hvem er bange for Virginia Wolff og Scener fra et ægteskab. Siden Strindberg skrev Dødsdansen i 1901, har stykket været spillet utallige gange i hele verden og senest for to år siden med stor succes i Stockholm.

Strindberg skrev sit drama ud af selvhad, fortvivlelse og raseri mod kvindekønnet, men ikke uden selvironi og morbid humor.
Edgar og Alice bor isoleret ved havet og står overfor at fejre deres sølvbryllup. Ægteska­bet er stormomsust, solskin har der ikke været meget af igennem årerne, men masser af uvejr og tordenskyer. Jo mere de kan håne og genere hinanden jo bedre.
Edgar er mili­tærmand og Alice skuespillerinde og ingen af dem har haft succes i deres karrierer eller held i pengesager. Dialogen imellem dem er båret af seksuel tiltrækning og frastødning, had og selvhad.
Ondskabsfuldhederne flyver imellem dem, ofte vittigt og med morbid humor.
Efter mange års fravær ankommer pludselig Alices fætter Kurt.
Alice kan ikke lade være med at indlede en livsfarlig flirt, Kurt bider på og ægteskabsdramaet udvikler sig til et trekantsdrama. En stærk klassiker, en kamp til stregen.

Medvirkende:
Pia Jondal som Alice
Waage Sandø som Edgar
Ole Lemmeke som Kurt

Iscenesættelse: Vibeke Wrede