Sommerferie 2021
Alting har en begyndelse og en slutning. Det er et faktum, og gælder derfor også for sommerferier.
Vores sommerferie startede lørdag den 12. juni og sluttede fjorten dage senere lørdag den 26. juni.
Da bilen var pakket og klar lørdag morgen, lettede vi anker kl. 09:40 og satte kursen mod Gråsten. Efter et stop for at købe lidt ind til aftensmaden, og et stop for at spise frokost ankom vi til nøgleudleveringsstedet kl. 14:50.
Dejlig stor lejlighed, hvis layout vi faktisk kendte ret godt, da vi for flere år siden havde haft lejet nabolejligheden, var blevet indtaget og udpakning af afsluttet var det blevet tid til et glas kold hvidvin og en kold øl.
Søndag 13. juni: Dagens tur startede ned langs Flensborg Fjord. Smukt som altid. Det egentlige mål med turen var at køre et godt stykke på den gamle Hærvej, hvor vi skulle have et gensyn med de tre gamle broer, Gejlå Bro, Povls Bro og Immervad Bro. Undervejs kom vi også forbi Urnehoved Tingsted og Hærulfs runesten. En af de først kendte af Danmarks ca. 200 runesten fra vikingetiden. Efter besøget ved Immervad Bro gik turen rask tilbage mod Gråsten ad motorvejen. På vejen hjem så vi en flyver, der pludselig gik i et spind mod jorden. Uhyggeligt. Den rettede sig op i tide, og da vi i radioen hørte, at netop denne dag blev den udskudte fejring af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark afholdt på Dybbøl Banke, kunne vi drage den konklusion, at det var en del af fejringen.
Mandag 14. juni: Dagen startede med det obligatoriske indkøb hos REWE i Flensburg. Denne gang var der ekstra tryk på, for den yngre del af familien havde givet os en længere indkøbslist med. Vi fik plads til det hele i bilen, og tilbage i Gråsten blev alt gods læsset ind i et ubenyttet værelse.
Nu var det blevet tid til dagens sightseeing. En god køretur rundt på Broager Land og Sundeved.
Tirsdag 15. juni: Dagens udflugt gik ud på at holde sig så tæt på den Dansk – Tyske grænse fra øst til vest og retur. Undervejs skulle der være plads – og tid – til at få tage den obligatoriske selfie i metropolen Klixbüll. Frokosten blev indtaget ved det der må være den mindste grænseovergang mellem DK og D. Nemlig Siltoft. Den er dog nu blevet så verdenskendt, at politiet har opsat nummerpladescannings kameraer på stedet.
Onsdag 16. juni: Så stod der Als og Kegnæs på dagsordenen. En god tur i ”vandkanten” hele vejen rundt. I Nørreskov var det dog lige før det blev for spændende. Ud ingenting kom et rådyr pludselig springende, og det var maks. En ½ - 1 meter fra at miste livet. Frokosten blev indtaget på toppen af Høgebjerg. Høgebjerg er med 81 meters højde det højeste punkt på Als, og da nogen havde glemt at sættet et skilt op med indkørsel forbudt, skulle hjulsporet til toppe da lige afprøves. Man kan få en bil op på toppe, og der er plads til at vende den; men man bør nok bestige ”bjerget” til fods.
Torsdag 17. juni: Så var det blevet Løjt Land og landskaberne syd for Haderslev Fjords tur til at få besøg af os. Det er helt vildt hvor mange smukke steder man kommer forbi på sådan en tur.
Fredag 18. juni: Denne dag bød på et besøg i slotshaven og pakning af så meget som muligt.
Lørdag 19. juni: Så skulle køretøjet pakkes igen, og denne gang med både feriebagagen og indkøbene fra REWE. Med lidt fingerfærdighed og held blev der plads til det hele, og vi kunne vinke farvel til ferieboligen i Gråsten kl. 09:15. Da vi først kunne overtage huset i Øster Hurup kl. 16:00 gik det ad omveje og biveje nord på. Klokken 15:50 var den nye destination nået, og vi kunne kravle ud af bilen. Så startede cirkusset igen. Bilen skulle tømmes, og alt bæres ind i huset. Heldigvis kunne vi bakke op til et vindue og lange alt godset ind gennem dette. Det sparede da en for en god del skridt.
Der blev også tid til en lille afstikker til stranden, som bød på en god gang sopning. Det er en MEGET børnevenlig strand. Der skal gås langt før ens knæ bliver våde.
Søndag 20. juni: Kom hviledagen i hu står der skrevet. Det efterlevede vi ikke 100%; men det blev da kun til en lille tur op i Lille Vildmose. Altid spændende om man får set nogen spændende dyr. Dagen høst var meget sparsom. Det var mest kører af forskellige race vi fik set.
Mandag 21. juni: Rundtur i området nord for Mariager Fjord, der stod for tur. Op langs kysten til Egense, og derfra et smut ind i den vestlige del af Lille Vildmose. I dag var vi heldige. Nu fik vi set andre dyr end køer. Det blev til traner, et par ørne og minsandten om vi ikke også fik set en elg. Lige da vi kørte over kreaturristen, for at komme ud af området, spottede jeg en elg, der stor og kiggede længselsfuldt ud af hegnet. Så det er korrekt – der er elge i Lille Vildmose. Nu gik turen ind i det bakkede område mod Rebild Bakker og Rold Skov. Mens vi nød udsigten til Madum Sø, indtog vi de medbragte klemmer, før turen gik mod Hadsund og indkøb i den lokale REMA 1000.
Tirsdag 22. juni: Igen en tur ind i Vildmosen. Ville vi have held med os i dag? Ja, lidt. En enkelt hjort der gik og græssede på den modsatte side af Tofte Sø, og nogle oddere, som boltrede sig i søen. De er svære at se; men et lille hoved og en ryg dukkede op fra tid til anden.
Onsdag 23. juni: På tur langs Mariager Fjord og ned omkring Randers. Vi startede med at sætte kurs mod Als Odde, og derfra gik det langs fjorden. Det kan varmt anbefales, at man kører ned over Stinesminde til Krogen. Vejen er smal og visse steder går den næsten helt ned i vandkanten. Rigtig flot tur. DA vi havde fået rundet Randers og kom til Mariager, var det blevet frokosttid. Denne dag havde vi besluttet, at frokosten skulle være en god gang pølsemix fra Havnens Grill. Frittet, pølser og karrydressing. Mums.
Torsdag 24. juni: Store Blåkilde, Rebild Bakker og sydsiden af Mariager Fjord. Det var dagens menu. Jeg var ved Store Blåkilde i et kvarters tid, og det betyder, at jeg har set 73 m3 vand blive presset op gennem kilden bund. Det svarer til 7 mio. ltr. Vand i døgnet. Godt man ikke skal betale vandafledningsafgift for det. Så gik turen op gennem Rebild Bakker og derfra mod Hobro, og turen langs fjorden.
Fredag 25. juni: Dagen før dagen. Nej, det er ikke dagen før jul, der er tale om; men dagen før hjemrejsen. Endnu en tur gennem Vildmosen. Et par hjorte med kid blev det til denne gang. Ned over Hobro og retur langs Mariager Fjords nord side.
Lørdag 26. juni: Endnu engang skal køretøjet pakkes; men man er ved at have lært det, og 07:30 startes motoren og afsted går det. Et lille stop for at nuppe den hurtig gang morgenmad, før vi kl. 11:50 kunne bakke bilen ind i den hjemlige indkørsel.
Se billederne fra ferien her: Sommerferie 2021