KLIXBÜLL

Øv, endnu en tur gået i vasken

Egentlig skulle dette indlæg have haft titlen ”Flyv, fugl! Flyv over Furesøens vove!”; men det havde passet bedre med omskrivning af Erik Bertelsens Limfjords ode til ”Blæsten går frisk over Furesøens vande”. Hold op hvor det blæste i det nordsjællandske i søndags (15/9/19). Der stod vi; seks morgenfriske roere fra Øresund, søndag formiddag ved Birkerød Roklub og spejdede ud over Furesøen. Det eneste vi kunne se, var skummende bølger og træer der nejede i vinden så langt øjet rakte.

Vagn Rydahl fra Birkerød Roklub havde dog et forslag til, hvordan vi alligevel kunne få en oplevelse ud af det. Han satte vand over til en kande kaffe, og mens den kom i kog, fortalte han om mulighederne for at gå en tur i området. Vi besluttede at følge hans anvisninger. Da vi havde afsluttet vores lille kaffemik – godt der altid er kage og små skarpe med om søndagen – iførte vi os passende tøj, og begav os afsted.
Furesoe 1 2019 Small
Klaus, Grethe Jan E., Birgit Ø. og Mogens Foto: Ulrik Klixbüll

Lad det være sagt med det samme. Det blev ikke nogen lang tur. Alt i alt 4 km i rusk og regn. Vel tilbage i roklubben var det blevet tid til frokost. Ophold udendørs i frisk vejr giver altid en god appetit.

Efter frokost pakkede vi sammen, og lovede hinanden, at der skal tage revanche til næste år. Det skal nok lykkes at få roet en tur på den sø.