KLIXBÜLL

Åh nej, åh nej...........

Esrum 1 2019

Åh nej – hvad? Det er ikke et svært spørgsmål at besvare. Åh nej skyldes, at sæsonen lakker mod enden. Vi ser foran os fem måneder, hvor vi ikke kan piske sundets vande til skum; men må nøjes med den sure svedlugt efter en tur i ergometeret.

På vanlig vis blev et tidligt gravøl for sæsonen afholdt på Esrum Sø. I dagene op til årets sidste langtur var alle internettets vejrudsigter blevet nærlæst. De havde budt på alt lige fra 14 mm regn og hård vind, til let vind og solskin. Heldigvis viste det sig på dagen, at det blev til tørvejr, svag vind og en lille smule sol. Skønt vejr til en rotur. SAS havde traditionen tro arrangeret turen til Esrum, og nitten friske roere havde tilmeldt sig. Tolv fra SAS og syv fra Øresund. Inden jeg fortaber mig i andre og ganske uvæsentlige ting, vil jeg gerne takke arrangør fra SAS og koordinator fra Øresund for deres gode indsats.

Klokken ti var vi sat stævne i Fredensborg Roklub, og da alle var på plads, blev bådene gjort klar, og sat i søen. Det kriblede i fingrene for at få fat

i årene og komme ud på det helt stille vand. En noget anden oplevelse end den vi ofte mødes af, når der stævnes ud fra Kastrup Gamle Havn. Her var der ingen bølger, og vandet var som en nystrøgen skjorte, blødt og glat.Esrum 2 2019

I en meget let dis gik det stille og roligt derudaf. Forbi slottet. Flaget var ikke oppe, så majestæten var sikkert ikke hjemme. For en sikkerhed skyld vinkede vi. Man kan jo aldrig vide, om det manglende flag skyldes en garder, som havde sovet over sig.

Det stille vand lokkede ikke kun os roere ud. Søens rige fugleliv viste sig frem og lod sig beundre. Da vi roede forbi en rørskov, skræppede en andrik op, og ud af rørene kom hans harem og en stor flok ællinger. Det så ret pudsigt ud. Ellers stod den på hejrer, svaner, blishøns og en masse andre fugle jeg ikke lige kunne typebestemme.

Esrum 3 2019På vej mod vores frokoststop, der traditionen tro skulle være ved Kongens Bøge, begyndte solen at titte frem fra skyerne. Selvom humøret allerede var højt, fik solen det til at stige yderligere et par grader. Det lykkedes med hiv og slæb af få fortøjet alle fem både til broen, og alle nitten roere kom tørskoet op på broen. Noget af en bedrift. Det gælder om at holde tungen lige i munden når den bro skal bestiges. Der findes sikkert ikke det træværk, som er mere glat og mosbegroet end den bro. Efter de medbragte klemmer var røget indenbords, og der var skyllet efter med en lille en til halsen, entrede vi igen bådene for at ro sidste etape.

Esrum 4 2019I år skulle alle både en tur ind i det lille indelukke, ved fuglereservatet, i søens sydlige del. Derinde er der godt nok ikke megen plads at manøvrere på, når der på samme tid ligger fem inriggere. Med alle både vel ude igen gik turen retur til Fredensborg Roklub. Bådene blev tørret af og lagt på plads i bådhuset, og det var nu blevet tid til at sige tak for turen, og gå hvert til sit.Esrum 5 2019