KLIXBÜLL

Madpakketur til Ishøj

Jeg må starte med at sige undskyld. Undskyld for, at jeg endnu engang forstyrrer med et indlæg i Stroken; men blækhuset er fyldt op, gåsefjeren spidset og papiret ligger helt blankt på bordet foran mig. Dagens emne er madpakketuren til Ishøj.
Som altid er udgangspunktet for denne tur Roklubben SAS, og klokken 09:00 den 4. august var alle deltagere til dagens tur mødt op hos SAS. Femten roere i alt, heraf de otte fra Øresund. Det antal passer lige til tre tyks inriggere. Hanne havde sat tre gode bådhold, og de tre både blev hurtigt klargjort. Så gik det afsted mod dagens første mål - Brøndby Havn. Vandet ud til Skrædderholmen var fint; men da vi nærmede os hjørnet ved Avedøreværket begyndte søen at røre på sig. Ingen i vores båd klagede over vejret, for, som vi siger, man skal være glad for vejret, så længe man kan trække det. Alle kom tørskoede frem til Brøndby Kajakklub, hvor vi straks kastede os over formiddagskaffen.
Ishøjtur 1 2019
Brøndby Havn. Foto Ulrik K.

Næppe var kaffekopperne og bægerne til de små skarpe blevet tømt før anden etape af dagens tur blev skudt i gang. De fem kilometer til Ishøj roklub blev forholdsvis hurtigt tilbagelagt, selvom det kun var en rask indgriben fra en vågen roer – her nævnes ingen navne 😊 – der forhindrede, at vores båd kom ud på en længere omvej. Nu skulle vi have frokost. Der er ikke noget som motion og frisk søluft, der kan skærpe ens appetit. Madpakker, vand og øl kom på bordet, men inden vi kastede os over de medbragte klemmer, skulle der synges fødselsdagssang. Carsten havde besluttet at tilbringe sin fødselsdag i selskab med gode rokammerater, og en sådan beslutning må honoreres med en god (vi gjorde det efter bedste evne) fødselsdagssang. At Carsten så også lige pludselig fremtryllede indtil flere kager, kan vi ikke takke nok for.
Ishøjtur 2 2019
Ishøj Roklub. Foto Ulrik K.

Efter frokost og kage var det tid til at slå mave inden tredje etape – turen til Hvidovre Havn. Hvis der nu er nogen, der gætter på at der i Hvidovre blev indtaget mere kaffe og kage, så tager man ikke fejl. Kager og andre søde ting er det rene brændstof for en roer. Med tankene fyldt helt op kastede vi os ud i turen tilbage til SAS. Den forløb fint, og vi var så heldige, at slusen stod åben da vi kom, så der var ingen ventetid her.
Ishøjtur 3 2019
Hvidovre Havn. Foto Ulrik K.

Med bådene rengjort og sat på plads i bådhuset var det blevet tid til at sige tak for en god tur og på gensyn næste år.