KLIXBÜLL

Roerne på fortet

Når vi nu ikke vinder så tit i lotto, er det dejligt når vi kan vinde en god vejrudsigt i DMIs tvivlsomme vejrspil. Birgit Ø havde til søndag den 14. juli slået en søndagstur til røret eller Dragør op på rokort.dk. I begyndelsen af ugen begyndte vejrudsigten for dagen at se helt fornuftig ud, og det blev foreslået at turen blev ændret til et besøg på Flakfortet. Den idé var alle seks tilmeldte straks med på. På dagen viste det sig, at vejrudsigten ikke kun havde set god ud, vejret blev for en gang skyld som lovet. Søndag bød på helt fantastisk rovejr. Klokken 09:00 blev to to-åres gjort klar, og besætningerne sammensat. Det blev en pige og en drenge båd. Hurtigt kom bådene i vandet og så afsted mod Flakfortet. Vandet var som fløjl og vind var der ingen af. Støt gik det med kurs mod Saltholm (i drengebåden blev der talt om, at det da vist var ”småt roning” der blev roet med; men det gjorde ikke noget, for de fine forhold skulle nydes i fulde drag) inden vi svingede mod nord og Flakfortet. Efter en time og halvtreds minuttet lagde vi bådene til kaj på Flakfortet. Nu skulle der spises frokost.
Flakfortet 2019
Frokost på Flakfortet. Toni, Jan E, Freddy, Birgit Ø og Betina. Foto: Ulrik K

Efter frokost blev fortet udforsket, og så var vi klar til at sætte kursen mod roklubben. Der var en af deltagerne, der syntes, at det kunne være morsomt (ja, jeg har en mærkelig form for humor) at ro nord om Middelgrundens vindmøllepark. Efter lidt debat blev forslaget vedtaget, og fra Flakfortet tog vi kurs mod den nordre vindmølle. Her efter frokost begyndte solen at titte frem; men desværre begyndte det også at lufte lidt. Vinden var dog intet at tale om, og vi nåede møllerne inden vi kunne mærke den. Resten af turen forløb planmæssigt, og det var seks glade – men lidt brugte – roere, der to timer og et kvarter efter afgang fra Flakfortet kunne lægge bådene til pontonen i vores lille havn. Tak for en dejlig tur.
Ulrik Klixbüll