KLIXBÜLL

Sommerferie 2019

Dag 1:
Tidligt op - gab - lige hvad man har brug for på den første dag i sommerferien. Nå, man har jo i realiteten ferie hver dag.
Vi drog hjemmefra kl. 07:15, og efter en, så at sige, begivenheds løs tur, måske bortset fra de to MEGET kraftige regnbyger vi blev ramt af, ankom vi til Quedlinburg ca. 9 og en halv time senere. I alt 760 km under vesten.
Undervejs havde vi holdt pause i Flensburg - rigtig gættet - der skulle lidt proviant med til den videre tur, og et frokoststop blev det selvfølgelig også til.
Lejlighed er fin og vi blev velmodtaget af værtinden. Da alt var pakket ud, fik vi tid til at nyde den lille flaske rosevin, der stod klar til os da vi kom.

IMG 2082 smallDag 2:
Vanen tro var der allerede hjemmefra planlagt - og plottet ind i GPSen - en tur rundt i det omkring liggende område. Det blev til en tur i fint vejr, dog med et par meget lette byger til at begynde med; men den blev afsluttet i kanon solskin. Vel hjemme igen nød vi en kop kaffe, og så stod den på byvandring i Quedlinburg. Det er ingen løgn, at der er mange bindingsværkshuse. Det der også er en skinbarlig sandhed er, at de ikke er lige velholdte alle sammen. Kommer man lidt væk fra de mest mondæne gader og torve, finder man også huse, der dårligt kan handles som håndværkertilbud.

Dag 3:
Efter morgenmaden blev køretøjet startet op, og vi begav os ud på en lille 200+ km tur. den bragte os forbi gamle kendte steder, hvor jeg i flæng kan nævne, Nordhausen, Bad Sacha, Bad Lauterberg, Clausthal-Zellerfeld og Goslar. Vi havde egentlig planlagt en bytur i Goslar; men da det kom til stykket, vandt dovenskaben og vi kørte direkte hjem til Quedlingburg.

Dag 4:
Igen op før fanden fik sko på for at pakke bil. Afgang fra Quedlinburg 07:00 og ankomst til Pfunds 730km og 8 timer senere. Dejlig lejlighed med fantastisk udsigt. Da alt var pakket ud blev resten af dagen brugt på afslapning.

Dag 5:
Søndag stod der en tur til de nærmeste dale, Kaunertal og Pitztal på programmet. Da vi havde fået betalt de 24 Euro turen op gennem Kaunertal koster, nød vi den i fulde drag. Fantastisk natur, og sikke udsigter vi kom forbi, og på et lille stykke af turen følte man sig helt som James Bond i filmen Spectre. Hvorfor? Jo, en lille del af en biljagt fra den film er optaget netop på Kaunertaler Gletscherstrasse. Desværre var sigtbarheden i 2750 meters højde ikke udpræget god; men lidt kunne vi da skimte, og kom man bare et par hundrede meter længere ned var sigtbarheden fin. Efter Kaunertal kørte vi over til Pitztal og kørte den helt til vejen sagde STOP, hvorpå vi vendte bilen og lagde turen mod Pfunds igen.

IMG 2181 smallDag 6:
Hvorfor blive i Østrig når man bor lige op og ned af Schweiz og Italien? Nej vel. Kursen blev sat mod St. Moritz, og den vej kan varmt anbefales. Inden vi nåede St. Moritz lagde vi kursen mod syd og Livigno. Før denne bratte kursændring havde vi dog gjort et kort ophold i Zernez hvor vi fik brugt de 16 SFr Anders ikke fik brugt på en tur med musikskolen tilbage i ruder konges tid. Det blev til en hel del øl :-).For at komme den vej jeg havde fået planlagt viste det sig, at vi skulle en tur under Munt la Schera. Det sker via en ensporet tunnel på ca. 3,5 km og det koster den nette pris af 15 Euro. Da det er den eneste vej har de jo ingen problemer med at får folk til at slippe skillingerne. Nå, da tunnelen var overstår blev det til en fin tur, og fra Livigno kørte vi mod Bormio, for nu skulle Stelvio besejres. Og det blev det. Uden problemer nåede vi via 37 hårnålesving op i 2757 meters højde, og også ned igen. Der herskede - på nettet - lidt forvirring omkring hvorvidt vejen over Trafoi var åben eller ej, så det var planlagt, at vi skulle tage turen ned via Umbrailpass i Schweiz; men det viste sig at Trafoi ruten var åben, så det blev en nedkørsel gennem alle 48 hårnålesving. Man får drejet lidt på rattet på sådan en tur. En skøn dag i fremragende sommervejr.

Dag 7:
I dag gik turen op nordpå. Turen startede lidt udsigt, for vi kunne ikke komme fra Pfunds og ud på landevejen. Årsagen var, at de lokale køer - altså muh køer - skulle drives på græs, og det skulle altså ske via landevej 180. Da de var kommet forbi, gik turen mod Fernpass 1212m og derfra videre mod vest til Stanzach. Det var nu meningen, at GPSen skulle have lagt kursen mod St. Anton; men i stedet valgte hun at lede os af vejen mod Hantennjoch 1884m. Det skal hun ikke høre et ondt ord for, for det var en flot tur. Efter lidt indkøb i Landeck gik turen direkte hjem til Pfunds.

MVI 2311 smallDag 8:
Dagens program lød på Timmelsjoch Hochalpenstraße. Så kursen blev sat mod Ötztal og dermed også Timmelsjoch passet 2.509m. Det var en flot tur i fantastisk vejr. Det ene panorama efter det andet åbnede sig for os og vi nød turen. Frokosten blev indtaget få hundrede højdemeter fra toppen. Turen ned ad den italienske side var lidt af en karruseltur. Der er mega mange hårnålesving og tunneler man skal igennem. I Italien gik turen gennem Merano. En større by, der ser ud til at tiltrække mange turister.

Dag 9:
Den sidste længere køretur i Østrig for denne gang gik til Silvretta Hochalpenstrasse. Den blev netop åbnet for offentligheden i dag 20. juni kl. 07:00. Vi ankom dog noget senere, blandt andet fordi vi først kørte hjemmefra ca. 08:15. Så blev vi desuden yderligere forsinket fordi vi ankom til Galtür netop på det tidspunkt hvor de lokale i anledning af Korpus Kristi skulle afholde et større optog. Nå, det tog vi med, og den halve time blev brugt til kaffedrikning. Så gik det løs. Igen en flot tur; men vi er enige om, at Timmelsjoch faktisk er en hel del flottere. På vej tilbage til Pfunds begik jeg den kæmpe brøler ikke at dreje fra hovedvejen inden Arlberg tunnelen. Røvsygt og 10 euro lige ud af lommen - ØV.

Dag 10:
Dagen før opbruddet. Vi fik kørt en lille tur til Samnaun, et toldfrit mareridt mellem Østrig og Schweiz. Efter dette toldfri paradis gik turen til Pfundser Tschey, en smuk dal beliggende lige over Pfunds i 1650 meters højde. Vidunderlige blomstrende enge ligger for ens fødder. Hjemme igen fik vi en hurtig frokost, og så blev der gjort klar til pakning af bilen.

Dag 11:
Igen var det op kl. 06:00 for at få pakket bilen i en fart og begynde turen mod nord. Forude ventede 670 km. De forløb heldigvis uden problemer for os; men for de der skulle den modsatte vej var der et sted på turen hvor de fik et problem. En autotransporter var blevet kørt op på et af de midlertidige betonautoværn, og det var da faretruende tæt på, at den ville vælte. Vi kom frem til Winterberg, og blev vel modtaget - næsten for vel - af værtsparret. De re MEGET hjælpsomme og snakkesalige. Efter en hurtig udpakning gik ture til nærmeste ALDI for at få købt lidt aftensmad.

Dag 12:
Der var planlagt en lille tur i den nærmeste omegn, og som sagt så gjort. Der er utroligt flot i Hochsauerland. Blanding af lave bjerge (max. Kahler Asten 841 m) og vide udsigter. Rundt i landskabet ligger der en masse små landsbyer, og det er imponerende hvor godt huse og haver er vedlligeholdt. De fleste af husene er beklædt med skifer, og mange steder er denne sat op i kunstfærdige mønstre. Vi var hjemme ved frokosttid, og da den var blevet indtaget, var det tid til at slå mave foran flimmerkassen med formel 1.

Dag 13:
Denne dag kom meget til at ligne dagen i går. Blot var turen en anden.

IMG 2434 smallDag 14:
Dagens tur gik til Edersee og dermed også til Edertalsperre. Søen er den tredje største opstemmede sø i Tyskland. Dæmningen er et imponerede bygningsværk, og specielt når man tænker på at den er bygget i perioden 1908 - 1914. en tid hvor alt foregik ved håndkraft. Den 17. maj 1943 var dæmningen et af målene under de allieredes Operation Chastise, der gik ud på at bombe 5 forskellige dæmninger i Tyskland. I alt deltog 19 Lancaster bombefly i togtet. Frokosten blev indtaget på McDonnald i Winterberg.

Dag 15:
Sidste rundtur i Hochsaurland er afsluttet, frokosten er spis og pakning er påbegyndt. De første ting er allerede båret ned i bilen. Hjemveen er ved at melde sig, og i morgen omkring kl. 06:30 går det løs. Så kan vi ikke komme til Kastrup hurtigt nok.

Dag 16:
Afgang fra Altastenberg kl. 06:33. Det er fandeme tidligt; men vi vil hjem. Efter ca. en times kørsel er det tid til et morgenmadsstop, og det holdt vi på den første motorvejsrasteplads vi kom forbi. Næste stop var Flensborg – ja, der skal købes vin og øl – hvor vi efter indkøb finder et sted hvor vi også kan spise vores medbragte frokost. Efter 10 timer i sadlen er vi hjemme efter en skøn ferie. I alt har vi tilbagelagt 5.100 km, og brugt for ca. 3.600 kr. benzin. Surt at man ikke har firmabil længere.

Se billederne fra årest sommertur her: Sommerferie 2019