KLIXBÜLL

Sommerferie 2017

Billeder fra vores ferie: Sommer 2017

Fredag den 9. juni blev bilen pakket, og ca. 08:30 blev kursen sat mod Tyskland. Første mål på turen var Sehnde, hvor vi havde booket værelse på Apart Hotel Sehnde. Der var dømt pause i Flensburg, hvor vi lige skulle besøge Sky Markt. Proviant skal der til.
Tilbage på motorvejen gik det rask syd på, og bortset fra det uendelige vejarbejde nord for Hamburg, var der ikke de store problemer.
Hotellet var OK. Værelset fint; men ikke lige det vi var blevet lovet på Booking.com. Det kan være, at de skal have et hak i tuden.
Vejret var meget blandet. Vi fik alt lige fra sol til skybrud.

Lørdag 10. juni.
Afgang fra Sehnde 08:30 og hu hej vor det gik der ud af. Let lørdags trafik, som dog ret hurtig blev en hel del tættere. En del vejarbejde; men ikke noget vi ikke kunne leve med. Omkring kl. 15 ankom vi til Hornberg. En lille flække i Schwarzwald; men godt beliggende. Lejligheden er super fin, og frau Hausbesitzer er flink og viste os godt til rette.
Vejret er sol med fine sommerskyer, og en temp. på ca. 25 grader.

 

Søndag 11. juni
Dagen startede med tur til den lokale borg, og derpå en lille byvandring. Hold da op hvor der er en god udsigt fra borgtårnet. Man bliver helt forpustet. Eller var det på grund af alle de trin, der skulle bekæmpes for at nå der op?? Efter en hurtig frokost i lejligheden, tog vi af sted på en lille køretur i den nærmeste omegn. Schwarzwald er et utroligt skønt og kønt område. I hver eneste vejsving udbredes den ene naturoplevelse efter den anden.
Vejret? Næsten ulideligt varmt ca. 33 grader om eftermiddagen – puha.

Mandag 12. juni
I dag skulle vi ud på en lidt længere køretur. Jeg havde snuppet turen ”Kurven und Panoramen” fra siden https://www.hochschwarzwald.de/Touren-im-Hochschwarzwald/Kurven-und-Panoramen. Turen kan via dette link ses på Google Earth. Med afgang kl 10:00 og hjemkomst kl. 17:00, må man sige at den dag var brugt.
Vejret startede lidt gråt; men hurtigt forvandlede vejret sig til en rigtig sommerdag med sol, skyer og temperatur op til 25 grader.

Tirsdag 13. juni
Endnu en dejlig dag byder os velkommen. Planen er en kortere køretur, og derpå afslapning i lejligheden. Så turen fald på ”Kleine Genießertour”, igen et lån fra https://www.hochschwarzwald.de/Touren-im-Hochschwarzwald/Kleine-Geniessertour. Undervejs indtog vi vores frokost på Kandel (48.060770, 8.017894) i 1200meter højde. Fed udsigt og dejlig frisk bjergluft.
Nu er der så dømt hvidvin og kold øl på altanen.
Vejret er sol med fine sommerskyer, og en temp. på ca. 22 grader.

Onsdag 14. juni
I dag blev motorcykelturene sat på pause, og det til en hjemmekomponeret tur i stedet. Turen gik fra ’Hornberg til Baden Baden via Schwarzwald hochstrasse aka B500. Må give turistguiderne ret – det er et must når man er i Schwarzwald. Fra Baden Baden gik turen hjemover via Freudenstadt, med et lille indkøbs stop i Schramberg.
Igen er der ingen grund til at klage over vejret – det er bare super. I solen endda noget til den ”for varme” side = 30 grader.

Torsdag 15. juni
Formiddagen brugte vi på en lille tur med Schwarzwald banen. Fra Hornberg til St. Georgen. Det er ikke mange kilometer; men et imponerende stykke ingeniørkunst. Ikke mindre end 35 tunneller skal toget igennem, inden det er fremme ved banens højest beliggende station, St. Georgen i 806 meters højde. En højdeforøgelse på ca. 450 meter.
Vel hjemme i Hornberg greb panikken os. Det var frokosttid, og den lokale Edeka holdt LUKKET. Hvordan kan det ske?? Da vi alligevel havde planer om at køre til Triberg, for at se Tysklands højeste vandfald, efter frokost, foreslog jeg, at vi straks lagde kursen om mod Triberg. Så kunne vi handle der. Næ, vi kunne ikke. Der holdt butikkerne også lukket. Frokosten kom derfor til at stå i en alt for dyr hamburger serveret ved vandfaldet. Efter burgeren erlagde vi 8 euro ved indgangen, og så gik det op ad mod vandfaldet. Det var et flot syn, og alle pengene værd.
Vejret – som i går = VARMT, og om aftenen et rigtigt godt og gedigent tordenvejr.

Fredag 16. juni
Sidste dag i Schwarzwald ?. Dejlig køretur over Freiburg – byturen blev sprunget over – den må vente til næste gang vi er på disse kanter. Fra Freiberg gik turen videre ned over Schauinsland, hvor det lykkedes mig at besejre selveste Schauinslandturm. Så var man oppe i 1284m + tårnets 31m = 1315 m.o.h. Turen gik videre forbi Feldberg, der med sine 1493 m er Tysklands højeste bjerg – når man ser bort fra Alperne. Så var det bare om at få kursen sat mod Hornberg, så vi kunne komme hjem og påbegynde pakningen inden turen går mod feriens næste mål Bøhmen.
Vejret – stadig fint med lidt lavere temperatur end de foregående dage.

Lørdag 17. juni
Så er det blevet ”dansk sommer”. Vi er kommet til Tjekkiet efter en lille tur på 730 km. Der var afgang fra Hornberg kl. 06:55 og ankomst til Stara Skola (50.689333, 15.426827) ca. kl. 15:10. Få kilometer før ankomst, var vejen blevet lukket p.g.a. er færdselsuheld, og da det så ud til, at ville tage lang tid valgte vi at finde en anden vej. Det lykkedes; men hold da helt op sikken nogen små og snoede bjergveje vi endte på. Nå, det er da bedre, at der sker noget end at holde og vente på at der bliver ryddet op efter et uheld.
Lejligheden er fin, og vi er de eneste, der bor i komplekset, som består af fem lejligheder. Vejret: som sagt er det dansk sommer, overskyet og 16 – 17 grader.

Søndag 18. juni
Vi startede opholdet i Bøhmen stille og roligt. Omkring kl. 11:00 begav vi os afsted på en lille 100 km rundtur i den nærmeste omegn. Jeg vil aldrig mere klage over de danske vejes manglende vedligeholdelse. Her i Tjekkiet er kendetegnet på store biveje, at hullerne er små, og på de små er hullerne store – meget store. Bortset fra det, så er der utroligt fine landskaber at kigge på i denne del af Bøhmen. Der blev så også disket op med den helt store luksusfrokost - McDonalds i Liberec. Her får man et klart bevis for at der er billigt i Tjekkiet. Prisen var præcis 50% af hvad man skal af med i DK. Turen kan ses på Google Earth via dette link: 20170618.kml
Vejret: Rigtigt godt og lunt sommervejr, fine skyer og ca. 20 grader i skyggen.

Mandag 19. juni
I dag en god lang køretur i det nordøstlige hjørne af vores område. Selv en lille afstikker til” Sydpolen” blev det til. Dette område kan varmt anbefales til en ferie. Der er masser af natur at kigge på, og er du til det kulturelle, så er der masser af museer du kan gemme dig i. Dagens tur bragte os ud på verdens vel nok mindste og mest elendige vej til en personbil, og kort før vi var færdig med det vejstykke, så mødte vi en gummiged, der var ved at udbedre vejen (det trængte den til). Jeg måtte ud, og have fat i gummigedens chauffør, der heldigvis kunne ti ord på engelsk. Det lykkedes mig, at få ham overtalt til at trække så langt ud til siden, at vi kunne passere. Først måtte jeg dog lægge øre til, at det var ikke en vej for turister. Garmin fik skylden.
Vejret: Igen en rigtig dejlig dag, der dog var ved at komme betænkeligt tæt på vores maks. temperatur.

Tirsdag 20. juni
Dårlig start på dagen. Ingen elektricitet og intet vand. Surt. Vi fik fat i stedets opsynsmand, der skaffede os vand; men samtidig kunne fortælle, at der var tale om en planlagt strømafbrydelse, der forventedes at vare til kl. 18:00. Det gjorde den nu ikke. Vi havde strøm igen kl. 15:00. Cesky raj var målet for dagens tur. Flotte klippeformationer, mørkeskove, åbne vider, borge og slotte. Du får det hele i den pakke. Vejret – Igen en skøn og varm dag.

Onsdag 21. juni
En køretur ud i det blå. 200 km uden andet mål end at se på de smukke landskaber. Ruten kan ses på Google Earth med dette link: 20170621.kml
Vejret: det er ved at blive trivielt; men jeg må gentage mig selv - Igen en skøn og varm dag.

Torsdag 22. juni
Så er det ved at være slut, og vi prøver at få suget alle de indtryk ind vi kan inden turen går hjemad på lørdag. Til i dag havde jeg planlagt endnu en tur lidt ud i det blå. Blandt andet skulle vi op til et af de helt store vintersportssteder – Spindelruv Mlyn. På vejen derop kører man langs den tjekkiske del af Elben, og lige inden man kører ind i byen langs en opstemmet sø. Ellers gik det på må og få rundt i de fine landskaber.
Vejret: Endnu en varm dag; men sidst på eftermiddagen kom der et let skydække. Det hjalp ikke på varmen – tvært imod. Først på aftenen fik vi også fornøjelse af et gigantisk tordenvejr og ditto regnvejr. Her kunne man virkelig tale om, at himmel og jord stod i et.

Fredag 23. juni
Planen for dagens tur var besøg på borgene Frydstejn og Vranov. På grund af det noget ugunstige vejr – det begyndte at regne let igen – besluttede vi at de må vente, til vi eventuelt kommer på disse kanter en anden gang. I stedet for, kørte vi en tur ned i Cesky raj igen. Eftermiddagen blev brugt på øldrikning og pakning. Så nu er vi klar til afgang i morgen tidlig.
Vejret: Formiddagen var endnu præget af lidt let regn og lavt hængende skyer. Eftermiddagen bød på pæn opklaring. Temp 14 – 19 grader.

Lørdag 24. juni
Klokken 08:30 startede vi hjemrejsen. Første opgave var at finde et sted hvor vi kunne få brugt vores beholdning af tjekkisk valuta. Det lykkedes, og nu behøver jeg ikke købe flere øl foreløbig.
Turen forløb uden de store overraskelser, og omkring kl. 15:00 ankom vi til Sehnde, hvor vi – ligesom på udturen – havde booket værelse på Apart Hotel.

Søndag 25. juni
Sidste etape af hjemrejsen blev indledt med et raskt morgenmåltid og så ud i bilen ca. 08:30. Mens vi spiste checkede jeg Google maps, og fandt ud af, at A7 nord for Hamborg var et stort stop. Derfor tog vi A1 mod Lübeck, A21, og så vej 205, indtil vi igen kom ud på A7. på den måde kom vi uden om kaosset ved Hamborg.
Der var planlagt et indkøbsstop i Flensburg, så første mål var Duborg i Harrislee. Efter endt indkøb, hjoldt vi et kort pitstop hos McDonald for at få lidt i maven inde resten af turen blev påbegyndt.
Cirka kl 15:30 og efter 5.100 km holdt bilen igen i carporten ved Tømmerupvang 6, og vi måtte se i øjnene, at en skøn sommerferie er desværre var slut.

Billeder fra vores ferie: Sommer 2017