Første maj gik turen ikke til fælledparken; men til Koncerthuset, hvor der igen var metrokoncert. Denne gang var det – et for os – totalt ukendt stykke musik af en lige så ukendt komponist, César Franck. Vi fandt Francks symfoni både god og interessant.
I lighed med andre indlæg om koncerter fra Koncerthuset, har jeg tilladt mig at tyvstjæle Jens Cornelius tkester omm musik og dirigent.
Francks Symfoni
I 1800-tallet betragtede man i Frankrig hele symfonigenren som en tysk affære. César Franck – der var født i Belgien – mente derimod, at det var muligt at have et ben i både tysk og fransk kultur. Og han ville også gerne følge med i udviklingen fra tidens førende tysker, Wagner, og hans musikalske revolutioner. Det synspunkt var ikke populært, efter at Frankrig i 1871 havde tabt en blodig krig til Preussen. Francks Symfoni blev faktisk boykottet af mange franske dirigenter, der anklagede ham for faneflugt. Kun et konservatorieorkester kunne overtales til at spille den.
Der er en dyb glød i symfonien, der minder om orkesterklangene fra Wagners operaer. Mættet med dunkle klange og gådefulde akkorder, der gør musikken meget dragende. Det mest slående er dog symfoniens cykliske form. Det betyder, at et bestemt tema går igennem alle
satser, hvor det forvandles til nye karakterer.
César Franck præsenterer det grundlæggende tema i de allerførste takter. Det spilles af de dybe strygere og bliver starten på en fabelagtig førstesats. Grublende afsnit veksler med stormfulde udbrud i et stærkt spændingsfelt. Først et stykke inde i satsen når musikken
frem til et optimistisk dur-tema som forløsning. I 2. sats har udgangstemaet forvandlet sig som ved metamorfose. Det spilles af det dystre engelskhorn, og den smukke melodi ledsages af harpeklimpren i en romantisk ’middelalderstil’.
På papiret har symfonien kun tre satser, men tredjesatsen er dobbelt med både en langsom og en hurtig del. Den hurtige del er vidunderlig ivrig. Er alle bekymringerne virkelig væk? Nej – for César Franck er genial til at jonglere med temaerne, og symfonien slutter med en
genkomst af motiver fra de for rige satser. Symfonien er altså ikke alene cyklisk ved at temaerne er affødt af hinanden. Den danner samtidig en smuk cirkel, hvor afslutningen møder begyndelsen.
Dirigent
Den erfarne schweizer Mario Venzago er et musikalsk multitalent: Han er både dirigent, komponist, pianist, musikforsker og professor, af og til det hele på én gang!
Når Venzago afholder orkesterprøve, må musikerne holde tungen lige i munden, for det flyver om ørerne med musikalske observationer og idéer fra podiet. Mario Venzago var fra 2004 til 2007 chefdirigent for Göteborg Symfoniorkester og indtil 2009 også chef for det amerikanske Indianapolis Symfoniorkester. Sidste år tiltrådte han posten som chefdirigent for Bern Symfoniorkester og vender dermed hjem til Schweiz, hvor han har haft flere dirigentstillinger tidligere.
Han er født i Zürich og studerede klaver og direktion i sin hjemby og senere i Wien. De første 10 år af sin karriere arbejdede han især som pianist, inden han i 1978 blev chefdirigent for Stadtorchester Winterthur. Siden har karrieren ikke stået stille, og hans kalender ligner en meget kompliceret rejseplan.
Ved siden af sine chefdirigentposter har Mario Venzago optrådt som gæst hos nogle af verdens bedste orkestre, bl.a. Berliner Filharmonikerne, London Filharmonikerne, Skt. Petersborg Filharmonikerne, Boston Symfonikerne og Philadelphia Orkestret. Han er også en efterspurgt operadirigent, fx på Scala Operaen, og han har været musikchef for operahusene i Graz, Heidelberg og Luzern.
En af Mario Venzagos hjertesager er nutidsmusikken. På cd har han indspillet værker af nogle af det 20. århundredes musikalske hovedpersoner, blandt andre Alban Berg, Luigi Nono og Ravel. Når han har tid til overs – som regel kun i sommerferien – komponerer han også musik selv.
Skriv et svar