Ikke alene har ugen budt på et par fridage; men den har også bragt os sæsonens sidste Metrokoncert. En fantastisk oplevelse, hvor vi hørte Dvořák’s Symfoni nr. 9 eller som den populært kaldes “Fra den nye verden”. Det var – bortset fra alle hostene – helt igennem storslået. Dirigenten Joshua Weilerstein, en ung knøs på 24, styrede med fast og sikker hånd DR Symfoniorkestret gennem symfonien. Ikke et øje var tørt, og både orkester og dirigent blev belønnet med publikums store begejstring.
Skulle du være interesseret i at læse mere om Dvořák’s Symfoni nr. 9 og Joshua Weilerstein kan du få din lyst styrret her.
Antonin Dvořák: Symfoni nr. 9, Fra den nye verden
Da USA for alvor fik vokseværk i slutningen af 1800-tallet, var der brug for alle, som kunne give en hånd med. Eksperter blev håndplukket i udlandet for at give et særligt løft – også inden for musikken. Den tjekkiske komponist Antonin Dvořák fik et uimodståeligt tilbud om at blive direktør for musikkonservatoriet i New York. Lønnen var det 25-dobbelte af, hvad han fik for samme stilling i Prag.
I 1892 stod han så i et Amerika, som han kun kendte fra romanen om indianerdrengen Lille Hiawatha. Det var ikke ligefrem dén verden, han mødte i det kogende og boblende New York. Men på konservatoriet fik Dvořák kyndige folk til at synge indianske melodier. Han hørte også de sorte amerikaneres religiøse sange, de berømte spirituals. Melodierne smittede af på de værker, Dvořák komponerede i USA. Især hans 9. Symfoni, som er gennemsyret af amerikansk kultur. Den langsomme 2. sats er skrevet over en begravelsesscene fra Lille Hiawatha, og 3. sats er inspireret af bogens beskrivelse af en indianerfest. Typisk for Dvořák og hans brug af folketemaer er midterdelen af indianerfesten til gengæld baseret på bøhmiske folkemelodier!
Mange har spekuleret over, om nogle af de iørefaldende temaer i symfonien er rigtige spirituals. Men det er de ikke. I 1. sats spiller fløjten en melodi, der lyder lidt som Swing low, sweet chariot, og engelskhornets berømte hovedtema i den langsomme 2. sats lyder lidt i retning af Nobody knows the trouble I’ve seen. Begge temaer har Dvořák dog selv skrevet, og man må sige, at han har ramt stilen flot.
Temaet fra den langsomme sats blev hurtigt så populært, at det blev lavet til en ny spiritual med titlen Goin’ home. Det var en af Dvořáks elever i New York, som med en tekst på kunstigt ‘negerengelsk’ tilførte amerikansk musik denne usandsynlige blanding af slavesange og centraleuropæisk symfoni. Selv kunne Dvořák ikke høre nogen særlig forskel mellem indianernes og de sortes musik. De temaer, han selv fremhævede som indianske i stilen, er nogle af dem, man siden har hørt som mest sorte. Dvořák syntes faktisk, at begge dele mindede ham om skotsk folkemusik! En tankevækkende udtalelse der fortæller, at national musik især bliver national af den sammenhæng, man sætter den ind i.
Dirigent Joshua Weilerstein
I 2009 vandt amerikaneren Joshua Weilerstein den store Malko Konkurrence for unge dirigenter her i Koncerthuset. Han var en meget overraskende, men suveræn vinder, som scorede højt på sin udstråling, positive holdning og selvfølgelig det helt utrolige talent. Alt sammen i en alder af bare 21 år og uden nogensinde at have prøvet at optræde med et professionelt symfoniorkester.
Ikke alle unge prisvindere i musiklivet kan holde dampen oppe, men Joshua Weilerstein tegner til at blive en af de mest succesfulde Malko-vindere nogensinde. I denne sæson har han haft posten som assisterende dirigent for New York Filharmonikerne. En stilling han fik direkte efter at have afsluttet sine musikstudier!
Hans lærer, dirigenten Hugh Wolff, priser Weilersteins evner højt. ”Han er afslappet, årvågen og går direkte til sagen. Han har store sociale evner og kan få god kontakt til et orkester med det samme. Man kalder det karisma – umuligt at definere nærmere, men det er, hvad han har.”
Joshua Weilerstein kommer fra en musikerfamilie i Boston. Hans far er violinist, hans mor pianist, og hans storesøster Alisa Weilerstein er en anerkendt cellist, som også har optrådt her ved Torsdagskoncerterne. Selv er han også en glimrende violinist.
Siden sejren ved Malko Konkurrencen har Joshua Weilerstein optrådt mange gange i Skandinavien, bl.a. med Oslo Filharmonikerne, Stockholm Filharmonikerne og Göteborg Symfoniorkester. I USA har han dirigeret orkestre som Los Angeles Filharmonikerne og Houston Symfoniorkester. I dag er han 24 år – meget sjældent ser man så flyvende en karrierestart.
Skriv et svar