Onsdag den 22. februar gik ture atter forbi Koncerthuset. Der var dømt Metrokoncert. Dagen musik var en af Schuberts ufuldendte symfonier. Heldigvis havde han da lavet skelettet, så andre kunne gøre den færdig for ham.
Dirigenten indledte koncerten med en god og humoristisk gennemgang af stykkets historie, og så var det ellrs bare med at lytte på symfoniens fire satser.
Læs mere om musikken og dirigenten her:
Det blev atter til en god oplevelse i Koncerthuset, selvom jeg stadig irriteres over de kummerlige adgangsforhold man har valgt at lave i så nyt et byggeri.
Franz Schubert: Symfoni nr. 7
”Schuberts Ufuldendte” er en symfoni med så berømt en titel, at den ligefrem er blevet et begreb. Hvad de færreste ved er, at der findes mere end én ufuldendt symfoni af Schubert! Inden Schubert skrev sin senere så berømte ”Ufuldendte”, havde han nemlig droppet tre yderligere forsøg på at skrive en symfoni. I sommeren 1821, året før ”Den Ufuldendte”, nåede han meget langt med en symfoni i E-dur. Det er den, som i eftermiddag spilles under titlen Symfoni nr. 7.
De i alt fire ufuldendte symfonier i træk er ufuldendte på hver deres måde. Som den eneste nåede nr. 7 så langt, at alle satser fik deres form, takt for takt. Schubert skrev endda ’slut’ på sidste side! Men takterne er ikke fyldt ud med andet end melodilinjen og enkelte steder også med lidt basstemme. Mellemstemmer, kontrapunkt og harmonisering mangler. Symfonien er ufint sagt et skelet uden kød. At gøre det arbejde færdigt er tidskrævende, og den rastløse Schubert valgte måske at ofre sin symfoni for at komme videre til noget nyt.
Flere har forsøgt at gøre arbejdet færdigt, og det mest succesfulde arbejde er gjort af den engelske Schubert-forsker og komponist Brian Newbould (f. 1936). Hans udgave fra 1978 er pertentligt tro mod manuskriptet og bygger på et dybt kendskab til Schuberts musik. I aften spilles Symfonien for første gang i Danmark.
1. sats har en eksperimenterende indledning i mol, hvis 110 første takter Schubert faktisk fuldendte i alle detaljer. Her når han en storhed og en alvor, som satsens videre forløb lever flot op til. Schubert udvider desuden orkestret med tre tromboner og øger horngruppen fra to til fire. Både i 1. og 2. sats bruger Schubert tre grundlæggende temaer i stedet for de sædvanlige to. I al sin yndefuldhed viser den langsomme 2. sats nye dybder, og 3. sats virker som en forløber for scherzoen i Schuberts sidste symfoni, den store Symfoni nr. 9 i C-dur. Sidste sats begynder tilforladeligt i stil med tidens populære musik af Rossini, og typisk for symfonien aner man ikke, hvor voldsomt satsen siden vil udvikle sig. Igen dukker der tre hovedtemaer op i hver deres toneart, og i det ekspansive forløb får Schubert dem flettet sammen, mens musikken danser afsted.
Andrew Manze , dirigent
Englænderen Andrew Manze er chefdirigent for Helsingborg Symfoniorkester og gæstedirigent for BBC’s skotske Symfoniorkester.Indtil for nogle år siden havde Andrew Manze en solokarriere som en af verdens førende barokviolinister. På utallige cd-indspilninger kan man høre hans virtuose og beåndede spil som solist. Han har også været kunstnerisk leder af to af Englands førende barokorkestre, Academy of Ancient Music og The English Concert. I dag har Manze lagt violinen helt væk for udelukkende at bruge sin tid på at dirigere. Han skal i år optræde med BBC’s Symfoniorkester og skal på Europaturné med Det svenske Kammerorkester. Han er regelmæssig gæst hos de britiske symfoniorkestre og dirigerer også meget i Norden og i Tyskland.
Med sit eget Helsingborg Symfoniorkester har han turneret i USA og indspillet værker af Beethoven og Wilhelm Stenhammar. Om kort tid udkommer næste indspilning fra holdet i Helsingborg: En boks med alle Brahms’ symfonier og ouverturer der udkommer på det tyske plademærke CPO.
Andrew Manze modtog sidste år Sveriges pendant til Sonning-prisen, Rolf Schock-prisen. Motiveringen var ”hans virtuose og indsigtsfulde fortolkninger som violinist og ensembleleder, hans enestående måde at inspirere musikerne og hans gudbenåede evne til at kommunikere med publikum.”
Manze har vitterlig et fantastisk talent for at formidle musikken: Ikke bare som lærer (han er gæsteprofessor i Oslo og fellow ved Royal Academy of Music i London), men også gennem sine stimulerende og originale introduktioner til publikum. I sandhed en multibegavet person, der for øvrigt studerede klassisk filologi i Cambridge, før han blev professionel musiker.
Skriv et svar