Metrokoncert. Mærkeligt navn. Det har intet med Metroen at gøre, så hvis du, kære læser, tror det er en koncert der spilles på byens Metrostationer, så må jeg skuffe dig. Næ, det sker i DRs Koncerthus. Denne gang havde vi kun kunne fremskaffe biletter på Terrasse C, og der sidder man godt nok højt oppe, og bag orkestret. Lidt skægt at se det hele fra en anden vinkel end den vi er vant til. På effermiddagens program stod der W. A. Mozart. Mere præcist hans seranede nr. 10 Grand Partita,og om den og dagens dirigent stod nedenstående at læse i programmet.
Vi fandt stykket meget underholdende, og nød de små 50 minutter det varede.
Wolfgang Amadeus Mozart: Serenade nr.10, “Gran Partita”
Det største i det mindste. Typisk Mozart! Hans Gran Partita er en serenade for blæsere, som inden for tilsyneladende enkle rammer folder den største musik ud.
”På papiret så det ud af ingenting. Begyndelsen så enkel, at det næsten var komisk. Bare en puls – fagotter, bassethorn – som en rusten harmonika. Og så, pludseligt – højt oppe – en obo. En enkelt tone, der hang deroppe lige så stille, indtil en klarinet tog over og afrundede frasen så frydefuldt. Det var musik, som jeg aldrig havde hørt det før. Fyldt med så megen længsel, så uopnåelig en længsel. Det var Guds egen stemme, jeg hørte.”
Sådan fortæller komponisten Salieri i en af de mest uforglemmelige scener fra Mozart-filmen Amadeus. Det var den langsomme tredjesats fra blæserserenaden Gran Partita, der blev Salieris første møde med Mozarts musik. Overraskelsen var desto større, fordi en serenade egentlig er ment som uforpligtende underholdningsmusik – hvis det da ikke ligefrem er ren baggrundsmusik.
I 1780’ernes Wien kunne man fodre svin med serenader. Og en serenade stillede ikke ret hårde krav til en komponist. Besætningen kunne være på ganske få instrumenter. Der behøvedes ikke mere end nogle få, korte satser. Banale temaer var helt ok. Og akademisk lærdom hørte simpelthen ikke hjemme i sådan et værk. Ofte skulle en serenade spilles udendørs, og så ville de finere nuancer alligevel blive taget af vinden eller overdøvet af alverdens lyde.
Mozart skrev masser af serenader. Nogle af dem har titler som Divertimento, Notturno eller Partita, der er forskellige ord for stort set det samme. Gran Partita betyder altså bare ‘stor serenade’.
Gran Partita er fra 1781. Det er Mozarts største serenade, og den er stor på forskellige måder: Dels er der hele syv satser, og dels når varigheden op på knap tre kvarter. Og så er musikken skrevet for 13 instrumenter – et helt lille orkester.
Nøjedes man med 1., 3., 4. og 7. sats, ville man have en fremragende helhed. Nærmest en symfoni for blæsere. Men de fire satser supplerer Mozart med endnu mere fra samme gode skuffe. ”For meget af det gode kan være pragtfuldt,” sagde den gamle Hollywoods sexbombe Mae West, og det gælder også her. I stedet for et fuldendt firesatset mesterværk skaber Mozart en himmelsk fest i syv satser.
Dirigent Ivan Meylemans
Der var engang en fremragende basunist, der ikke ville nøjes med at spille i verdens bedste symfoniorkester. Derfor studerede han til dirigent ved siden af. I dag er belgieren Ivan Meylemans ikke længere basunist, men chefdirigent for Brugge Kammerorkester.
Ivan Meylemans var indtil for få år siden solobasunist i Amsterdams Concertgebouw Orkester, der er blevet kåret til verdens bedste symfoniorkester. Allerede for 10 år siden fik han sit gennembrud ved en række dirigentkonkurrencer, og i 2007 droppede han endeligt basunen for at hellige sig arbejdet som dirigent.
De seneste år har Ivan Meylemans dirigeret bl.a. Rotterdam Filharmonikerne og Den nordvesttyske Radiofilharmoni, som han også har turneret med i Japan. Desuden har han gæstedirigeret en lang række europæiske orkestre i Rusland, Tyskland, Luxemborg, Ungarn og Kroatien. I aften optræder han for første gang med DR SymfoniOrkestret.
Skriv et svar