Torsdag 13. november 2008

Torsdagskoncert 13. november 2008

Program

Bent Sorensen (f. 1958) Exit Music (2007)

Kalia Saariaho (f.  1952) Notes  on Light, for cello og orkester
I Translucent, secret
II On fire
III Awakening
IV Eelipse
V Hart of light

Peter Tjajkovskij (l840 – 1893)
Symfoni nr.  5, e-mol, op. 64 (1888)
1. Andante, allegro con  anima
2. Andante cantabile, con alcuna licenza
3. Valse,  allegro  moderatgj
4. Finale: Andante maestosoHaneciro vivace

Finsk   musik
Den for tiden så omdiskuterede tjekkiske forfatter Milan Kundera skrev engang et essay om de små nationers betydning i Europa.

“En iagttager udefra kan blive fascineret af den ofte forbavsende intensitet i deres kulturelle liv. Dette er en fordel ved lidenheden: Frodigheden af kulturelle begivenheder foregår i en menneskelig skala; alle kan blive omfattet af denne frodighed,” anfører Kundera.

Finland passer om noget på denne beskrivelse, og da i særlig grad landets musikliv. Det begyndte med den gådefulde Jean Sibelius, som en dag skrev i sin dagbog: “Ikke alle kan være et fornyende geni. Som en personlighed og et genfærd fra skovene får man tildelt sin lille, beskedne plads.” Men just beskeden blev hans indsats nu ikke for den store musik. Tværtimod.

Takket være Sibelius er den finske musik i dag vokset frem til en førerposition i verden. Hvilket andet land kan forholdsmæssigt mønstre en så frodig talentmasse? Et så dynamisk koncertliv med en snes symfoniorkestre, 80 årlige klassiske musikfestivaler, flere håndfulde førsteklasses dirigenter og ikke mindst en blandingsskov af originalt skabende komponister?

Finsk nutidsmusik bliver i dag beundret og respekteret over hele verden, og blandt de fremmeste komponister er Kaija Saariaho og Magnus Lindberg. Den første især optaget af klangfarvernes uendelige blandingsmuligheder, den anden søger ofte de rytmisk ekspressive virkemidler. Men der er mange, mange flere. Jo, Finland er et lidet land hvad angår indbyggertal, men det er en stor nation målt med musikkens alen.
Af Valdemar Lønsted         

Dirigent John  Storgårds
Født i Finland
“Det finske dirigentmirakel” kalder man den fantastiske skare af begavede dirigenter, der er kommet fra Finland de seneste årtier. Af den flok skiller John Storgårds sig ud. Han har en dobbeltkarriere som dirigent og violinvirtuos, og han er en pioner inden for den ny musik.

Fra dette efterår er John Storgårds ny chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne. Til og med næste år er han samtidig chefdirigent for Tampere Filharmonikerne. Storgårds holder også fast i posten som kunstnerisk chef for det eventyrlige Laplands Kammerorkester, der nord for polarcirklen giver nogle af Europas mest fantasifulde koncerter.

Den ny musik er en mission for John Storgårds. Han var medstifter af det prisbelønnede kammerorkester Avanti!, hvor han både var koncertmester og dirigent. Hans indspilning af den lettiske komponist Peteris Vasks’ Distant Light blev kåret som Classical Disc of the Year ved MIDEM-f estivalen i Cannes 2004. Blandt de mange værker, han har uropført, er musik af blandt andre Kaija Saariaho, Kalevi Aho, Karin Rehnqvist – og sågar et nyf undet værk af Sibelius.

På cd har John Storgårds bl.a. indspillet Kaija Saariahos Graal Theatre og – med Frank Peter Zimmermann som solist – Busnois’ Violinkoncert. Med DR Symfoniorkestret har han indspillet to dobbeltkoncerter af Anders Koppel, og som solist Sunleif Rasmussens Violinkoncert nr. 2, Songs ofSeasons. “Jeg tør godt arbejde med det nye og usædvanlige,” siger John Storgårds. “Jeg vælger ikke de hurtige udveje.”
Af Jens Cornelius, Journalist

Solist Anssi  Karttunen, cello
Født i Finland
Den finske cellist Anssi Karttunen er en af de mest flittige cellister i verden. Han har uropført ikke færre end 18 nye cellokoncerter og næsten 100 andre nye stykker. Det er ikke kun finske komponister, der har skrevet musik til Karttunen, men han har uropført mange værker af de største finske navne som Magnus Lindberg, Esa-Pekka Salonen og ikke mindst Kaija Saariaho.

Anssi Karttunen er uddannet i Finland og i England, bl.a. hos den legendariske Jacqueline du Pré og hos hendes lærer, William Pleeth.

Som solist har han optrådt med mange internationale orkestre i Europa, USA og Asien, bl.a. Concertgebouw Orkestret, Philadelphia Orkestret og Orchestre de Paris, og han var fra 1999 til 2005 koncertmester i London Sinfonietta.

En lang række af Kaija Saariahos celloværker fås i indspilninger med Anssi Karttunen. Hans overordentligt store repertoire har også smittet af på hans cd-produktion, fx har han indspillet Beethovens cellosonater på historiske instrumenter og soloværker fra barokken af Telemann og Bach.

I Finland har Anssi Karttunen været kunstnerisk leder for eliteorkestret Avanti!, der helliger sig ny musik. Ligesom Kaija Saariaho har han i dag slået sig ned i Paris, hvor han bor med sin sydamerikanske kone. De tre har sammen stiftet et internetbaseret musikforlag, Petals, der udgiver ny musik – ofte finsk og for cello! – på noder og cd’er.
Af Jens Cornelius, Journalist

Bent Sørensen (t 1958) Exit Music (2007)
Bent Sørensen er en af Danmarks førende komponister. Han er internationalt anerkendt for sin righoldige, originale og virtuost gjorte musik, og hans værker opføres i mange lande. I sommer fyldte han 50 år, og det markerer Torsdagskoncerterne ved at opføre hans nyeste orkesterværk, Exit Music.

Komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussen har karakteriseret Bent Sørensens musik som “helt og aldeles nutidig, både i æstetisk og teknisk henseende. Og dog er det en musik, der ofte synes gennemstrømmet af minder, af levet liv og ældgamle drømme”. Denne dobbelthed i Sørensens musik fik den store norske komponist Arne Nordheim til at udbryde: “Det minder mig om noget, jeg aldrig har hørt!”

Bent Sørensen er opvokset i Borup på Midtsjælland hvor han stadig bor. Han har studeret hos Ib Nørholm og Per Nørgård og fik sit gennembrud med en række værker i 1980’erne. I 1995 modtog han den store Nordisk Råds Musikpris for sin violinkoncert Sterbende Garten (Døende haver). Fra slutningen af 1990’erne arbejdede han især med sin første opera Under Himlen, der fik urpremiere på Det Kgl. Teater i 2003. Bent Sørensen har netop færdiggjort en ny klaverkoncert til den norske stjernepianist Leif Ove Andsnes og arbejder på et værk for orkester, kor og skuespillere til uropførelse i DRs nye koncerthus til næste år.

Exit Music blev bestilt af Bergen Festspillene og uropført af Bergens Filharmoniske Orkester. Værket er tilegnet Bent Sørensens lærer Per Nørgård i anledning af dennes 75-års fødselsdag i 2007.

Hvordan værket blev til – og hvordan det endte med at blive – har Bent Sørensen fortalt lidt om: “Det begyndte med en drøm – det gør det faktisk altid når jeg komponerer. Jeg drømte, at jeg stod i en åben dør på en bakke i et ellers åbent landskab. Jeg ved ikke, hvad der var bag døren; men foran døren – ud mod landskabet – ‘så’ jeg min musik forsvinde. Jeg stod og kiggede efter musikken og begyndte at høre den, huske den i takt med at den forsvandt. Drømmen blev ved med at komme tilbage som underlige billeder i mine dagdrømme, og jeg blev optaget af at forsøge at skrive den forsvundne musik ned. Drømmen blev også det, der gav stykket sin titel – Exit Music (Udgangsmusik).

Exit Music bygger på tre enkle sange (der altså er dem, der forsvinder ud af døren!): En lille vuggevise, der bliver ved med at vende tilbage i fragmenter. En underlig polyfon popsang, der tager udgangspunkt i et afsnit fra min opera Under Himlen, og en lille lidenskabelig ‘love song’, som i de helt dæmpede unisone strygere slutter stykket. Disse enkle sange bliver så bestandigt overmalet af enerverende tonerepetitioner i forholdsvis enkle rytmer, som er med til at presse sangene ud af rummet.”
Af jens Cornelius, Journalist

Kaija Saariaho (f. 1952)
Notes on Light, for cello og orkester (2006)
Kaija Saariaho er uddannet i Finland men flyttede ret tidligt til Paris for at studere videre. Her blev hun en del af den franske scene for ny musik, arbejdede med elektronisk musik i IRCAM-studierne i Pompidou Centret og lavede spektralmusik sammen med det elitære Ensemble Intercontemporain, stiftet af guruen Pierre Boulez. Hun har efterhånden boet i Paris i over 25 år.

De seneste år har Kaija Saariaho også skrevet musik i mere klassiske former: Solokoncerter, operaer og endda et oratorium. Selv i de rent akustiske værker kan man høre, at hendes klang-øre er blevet skolet i den elektroniske og spektrale verden. Få komponister kan skrive så overjordisk og mysterie fuldt for orkester som Kaija Saariaho.

Hendes nye cellokoncert Notes on Lighter skrevet på bestilling fra Boston Symfonikerne til fejring af orkestrets 125-års jubilæum i 2007. Titlen er et ordspil, der kan oversættes til både Bemærkninger om lys og Noder på lys. Lyset viser sig i hvert fald i slutningen af værket – og som association har Kaija Saariaho påhæftet sit partitur et citat fra T.S. Eliots berømte digt The Waste Land:

“… I could not
Speak, and my eyesfailed, Iwas neither
Living nor dead, andlknew nothing,
Looking into the heart of light, the silence.”

Kaija Saariaho har fra starten haft den finske cellist Anssi Karttunen i tankerne som solist. Han har tidligere opført flere af hendes værker og uropførte Notes on Light ved koncerten i Boston sidste år, dirigeret af Jukka-Pekka Saraste. Siden har Karttunen allerede opført værket over 10 gange, og tidligere i år har han også indspillet det på cd sammen med Orchestre de Paris og dirigenten Christoph Eschenbach. Her fortæller Anssi Karttunens om sit syn på Saariahos store nye cellokoncert:

“Ved første øjekast ligner Notes on Light med sine fem satser ikke en almindelig cellokoncert, men ser man nærmere efter, indeholder den de elementer, der skaber en stor koncert: Forholdet mellem solist og orkester gennemlever mange forskellige situationer. Celloen får lov til at vise sin alsidighed. Har celloen noget særlig vigtigt at sige, giver orkestret plads til den – på den anden side har orkestret selv lejligheder til et give musikken en overdådighed af farver.

I Notes on Lighter cellosolisten ikke bare en helt. Han skal også kæmpe for sin ret, føre an, samarbejde med og nogle gange underlægge sig orkestret. Alt dette gør Notes on Light til en begivenhedsrig rejse, der meget vel kan føre os helt ind i ‘the heart of light’- lysets hjerte.

I 1. sats præsenterer celloen stykkets hemmelighedsfulde verden, der er lysende orkestreret. 2. sats er en hidsig samtale mellem solisten og orkestret. Musikken er energisk og insisterende, og celloen nægter at tale samtidig med orkestret. 3. sats ansporer omsider de to parter til at samarbejde med store og farverige bevægelser.

I 4. sats bliver solisten overskygget af orkestrets sorte klangbølger. Efter to mislykkede forsøg lykkes det tredje gang for cellisten at ryste skyggerne af sig. Det fører direkte til 5. sats, og de to parter begiver sig ud på en fælles vandring mod lyset.”

Peter Tjajkovskij (1840-1893)
Symfoni nr. 5, e-mol, op. 64 (1888)
Tjajkovskijs Symfoni nr. 5 er et af de musikværker, der ikke behøver en fortaler. Symfonien svømmer fuldstændigt over med melodiøsitet, farver, følelser og drama.

Personligt kunne Tjajkovskij dog godt have trængt til en fortaler, da han skrev symfonien, for han var konstant i tvivl om dens kvaliteter. Han var ikke sikker på, at den levede op til hans 4. Symfoni. Efter den succes havde selve det at komponere været en sindsoprivende proces for Tjajkovskij.

Tjajkovskij lader sit eget neurotiske dilemma udspille sigi 5. Symfoni: Han vil skabe et mesterværk, ved også at det er muligt, men tvivler alligevel på sine evner. Det var en nervøsitet, der prægede hans personlige liv, hvor han vaklede mellem vital triumfering og en lammende fatalisme.

I 5. Symfoni hører man, hvordan skønheden og kærligheden sættes over for tvivl og rædsel. Som lytter oplever man både at leve i lykke og i frygt med musikken. Tjajkovskijs fantastiske timing gør, at symfoniens balancering mellem mørkt og lyst bliver til vidunderlig kunst.

Gennem symfoniens satser går et skæbnetema, som bliver præsenteret af klarinetterne i de allerførste takter af 1. sats. Temaet har karakter af en sørgemarch, og når det senere dukker op igen, får det sin egen komponist til at skælve af skræk.

Det sker fx i den langsomme andensats, der ellers er begyndt i sublim ro. En smægtende melodi spilles af hornet og bevæger sig derefter rundt til de andre instrumenter med stigende følelsesintensitet. Men kort før satsens afslutning afbrydes den amourøse stemning af det mægtige skæbnemotiv, der spilles brutalt af messingblæserne.

I sidstesatsen viser skæbnetemaet sig på to måder: Dels i form af en heroisk march, der indleder og afslutter satsen, og dels som et militant signal fra blæserne.

Da skæbnetemaet vender tilbage for sidste gang som en kraftig march, kan man tolke det alt efter temperament. Er det en happy ending, den endelige befrielse fra bekymringerne? Eller er det Forsynets triumfmarch, der tordner ind, så drømme og vilje må overgive sig til uovervindelige kræfter?