Torsdagskoncert 17.april 2008

Så synger sæson 2007 / 2008 på sidste vers. Måske skulle man hellere skrive “spiller på sidste vers” når det nu er koncerter, som der er tale om. Vi er dog ikke helt færdige endnu. Aftenens koncert bød på musik af nyere komponister. Hvilke og hvad vi hørte fremgå af nedenstående. Jeg har endnu engang “klippet” i DRs officielle program for aftenen. En stor tak til Jens Cornelius, som endnu engang øser af sin store viden.

DR Radiosymfoniorkestret
Dirigent: Matthias Pintscher
Solist: Niels Thomsen, klarinet
Koncertmester: Christina Astrand

Matthias Pintscher, dirigent
37-arige Matthias Pintscher har en dobbeltkarriere som dirigent og komponist. Hans virke som komponist kan man læse nærmere om i forbindelse med omtalen af hans Fem orkesterstykker.

Som dirigent arbejder Matthias Pintscher bade med traditionelle symfoniorkestre og med specialensembler for ny musik som fx det tyske Ensemble Modern, det franske Ensemble Intercontemporain, Klangforum Wien og detfinske kamerorkester Avanti!

Af symfoniorkestre har han bl.a. dirigeret Cleveland Orkestret, Philadelphia Orkestret, Chicago Symfonikerne, BBC’s Symfoniorkester og alle de forende tyske orkestre, heriblandt Berliner Filharmonikerne.

Med sin baggrund som moderne komponist har Matthias Pintscher inden for den symfoniske musik en forkærlighed for den forste generation af modernister: Ravel, Debussy, Stravinskij og Schonberg. De benytter ofte samme store orkesterbesætning, som han selv elsker at boltre sig i som komponist, og deres klangeksperimenter gør det muligt for ham at sammensætte programmer, hvor de klassiske værker kan spilles side om side med hans egne kompositioner.

En anden af Pintschers yndlingskomponister er 1800-tallets orkestertroldmand Berlioz, der ikke var bange for at gå nye veje i brugen af orkestret. “Mine tanker om at dirigere er påvirket af mit arbejde som komponist – og vice versa,” siger Pintscher selv.

Matthias deler sin tid mellem at komponere og dirigere og mellem sine lejligheder i Frankfurt og Paris. I Tyskland er han kunstnerisk leder af festivalen Heidelberger Fruhling og blev sidste år udnævnt til professor i komposition ved musikkonservatoriet i München.

Ravel: Menuet antique
En uendelig kælighed til alt det tiden har taget, går igennem Ravels musik. Der er nostalgi og længsel efter barndommens land og en sværmerisk drøm om en uopnåelig, fjern fortid. Da Ravel som ung mand begyndte at komponere, var to af hans første værker en ‘antik menuet’ og den berømte Pavane, der skulle fremkalde en eventyrstemning om et ædelt hofmiljø fra fortiden. Begge stykker blev betragtet som yderst moderne i deres samtid, for Ravel opnåede de atmosfærefulde stemninger ved en ny brug af gamle elementer fra musikkens historie. Det er kort sagt ægte pseudo – og det holdt Ravel meget af. I sin villa havde han en pyntestue fuld af nipsgenstande, og når han viste gæster rundt, slog han ud med armen og sagde: “Og alt herinde er… efterligninger!”

Menuet antique var det første stykke, Ravel overhovedet fik udgivet. Han skrev det oprindeligt for klaver, og livet igennem holdt han meget af at forvandle sine egne (og andres) klaverværkertil orkesterstykker. Klaverversionen af Menuet antique er fra 1895, da Ravel var bare 20 år. Orkesterversionen er fra 1929, og krummer ikke et hår på klaverudgaven.

Stykket er tilsyneladende en rigtig ‘akademisk’ menuet, af den slags Ravel havde lært på konservatoriet: Sådan en går i 3/4 og har et fredeligt midterafsnit, hvor et nyt tema
dukker op. Den model krydrer Ravel i Menuet antique på flere måder. Han lader menuettens tema være synkoperet, så den velkendte 3/4-taktart bliver forvirret. Han overdriver subtilt brugen af ‘sekvenser’, dvs. den måde en figur gentager sig på. Og han overdriver fortidens harmonigang, så den lyder mere gammeldags end den gamle musik selv. Det er raffineret lavet og gør, at stykket i stedet for at være en pastiche, bliver et dekorativt symbol på noget ubestemmeligt fortidigt.

Debussy: Rapsodi for klarinet og orkester
Debussy har ikke skrevet nogen solokoncerter. Blandt de af hans værker, der kommer tættest på, er den lille Rapsodi for klarinet og orkester, et stykke på knap lO minutter.

Ideen til stykket fik Debussy, efter at han var blevet beskikket som censor ved Pariserkonservatoriets blæsereksaminer. At nærlytte pa blæserne gav ham lyst til at skrive nyt repertoire for denne instrumentgruppe. “Du har ikke begreb om, hvad de stakler bliver bedt om at spille!” skrev han efter en lang dag sammen med en flok håbefulde træsblæsere.

I 1909 skrev han derfor selv først et lille klarinet stykke beregnet til eksamination i at spille fra bladet, og derefter den raffinerede rapsodi. Også rapsodien var tænkt som
en eksamensopgave, og derfor blev den oprindelig skrevet med klaverakkompagnement. Kort tid efter orkestrerede Debussy stykket, for han var yderst tilfreds med det. Han gav det nummeret 1, men desværre nåede han ikke at skrive flere blæserrapsodier inden sin død.

Rapsodien var et af de værker, der hjalp videre fra hans berømte ‘impressionistiske’ stil, som han gerne ville væk fra. Samtidig har den en spontan charme, som man ellers kun
finder i hans ungdomsværker. Stykket begynder med karakterbetegnelsen ‘Drømmende langsomt’, men de forskellige temperamentsudsving tager til i tempo og energi efterhånden.

Rapsodien er et raffineret og vittigt snapshot af det udtryksfulde instrument, og sammen med Carl Nielsens Klarinetkoncert er det et af de vigtigste stykker klarinetmusik fra det 20. århundrede.

Pintscher: Fem orkesterstykker
Den tyske dirigent og komponist Matthias Pintscher er sin generations store navn inden for tysk musik. Han er bare 37 år, men har allerede gennem 10-15 år fået sine værker

opført i Europas og USA’s førende koncertsale. Store dirigenter som Simon Rattle, Claudio Abbado, baristoph Eschenbach og Franz Welser-Most fører hans musik frem, og Pintscher inviteres naturligvis også ofte til selv at dirigere sine værker.

Matthias Pintscher har studeret i Tyskland og er elev af bl.a. den tyske komponist Hans Werner Henze. Pintscher var kun i begyndelsen af 20’erne, da han havde fuld gang i sin
komponistkarriere. Da havde han allerede modtaget adskillige priser, som 22-årig havde han skrevet tre symfonier og året efter sin første ballet. Pintscher har siden 1990’erne
været huskomponist hos bl.a. Cleveland Orkestret og i sidste sæsson hos Køln Filharmonikerne, og sidste år blev han udnævnt til professor i komposition ved musikkonservatoriet i München.

Som komponist forbinder Pintscher sig med den tyske modernistiske tradition, der går helt tilbage til tolvtonemusikkens skaber Arnold Schönberg i begyndelsen af 1900-tallet.

Pintschers nærmeste forbilleder er vor tids store, gamle modernister som Hans Werner Henze, Helmuth Lachenmann og ungareren Peter Eotvos. Idoler fra en helt anden tid er de italienske renæssancemestre Claudio Monteverdi og Carlo Gesualdo, hvis æra Matthias Pintscher er dybt optaget af.

Blandt Matthias Pintschers hovedvaerker er hans tre operaer, hans cellokoncert, violinkoncert og Fem orkesterstykker, der opføres ved denne Torsdagskoncert. Han har netop færdiggjort et nyt orkesterværk med titlen Osiris, der skal opføres af Pierre Boulez i Chicago, New York og London, og han arbejder pa en ny violinkoncert til den tyske stjerneviolinist Julia Fischer.

Pintschers orkestermusik er overlegent skrevet, fyldt med raffinerede detaljer og alligevel med en vældig vitalitet. “Besat af klang” er ord, man har beskrevet ham med, og det er vel ikke sa galt? Selv siger han, at orkestermusikken er hans store fascination, “fordi mulighederne i et orkester er uendelige”.

Fem orkesterstykker er skrevet i 1997 på bestilling fra Salzburg Festspillene. Værket blev uropført ved festspillene af London Filharmonikerne og dirigenten Kent Nagano. Det er musik for en meget stor orkesterbesætning med bl.a. to harper, synthesizer og en masse slagtøj.

Alene ved titlen knytter Pintscher sig til traditionen fra ‘den 2. Wienerskole”, dvs. Schönberg og hans kreds, der yndede nøgterne titler af den type til selv deres mest radikale værker. Pintschers Fem orkesterstykker er vældig og ekstrem musik, fandenivoldsk og overvældende iderig. Det enorme partitur er som graveret med en nåletynd pen, men mylderet af mikroskopiske detaljer samler sig til et gigantisk orkesterdyr, centreret omkring den midterste sats. Matthias Pintscher mener selv, at hans musik generelt er “rodfæstet i en poetisk kraft. Den følger dramatiske principper og er en imaginær teaterforestilling, fuld af mystik og intimitet.”

Fem orkesterstykker er indspillet på cd af Berlins Radiosymfoniorkester, dirigeret af komponisten (på plademærket Kairos).

Ravel: Alborada del gracioso
Alborada del gracioso er et af Ravels mange spanskinspirerede stykker. Hans mor var fra Baskerlandet, og Ravel elskede alt, hvad der var spansk. Titlen kan løst oversættes som “Gøglerens morgensang” – “Alborada” er betgenelsen for et musikstykke eller en sang, der har med morgengryet at gøre, og “gracisoso” er en klovn eller gøgler. “Gracioso” kan også bruges i overført betydning om en aldrende forfører. Og endelig kan det være, at titlen bare er en af Ravels yndede titelkonstruktioner, der først og fremmest drejer sig om lyden af selve ordene.

Ligesom bl.a. Menuet antique er Alborada del gracioso oprindelig skrevet for klaver. Det stammer fra et af Ravels største klaverværker, Miroirs (“Spejlinger”), som består af fem stykker. Miroirs er meget virtues klavermusik, og det er ganske typisk for Ravels orkestreringskunst, at selv et superpianistisk stykke kan forvandles til noget helt igennem orkestralt.

Alborada del gracioso er både et koloristisk stemningsbillede og et stykke musikalsk humor. Musikken begynder med en slags klimprende guitarindledning, der snart ændrer sig til en fyrig opvågnen. Orkestreringen er fuld af vittige og brillante effekter, der er rigeligt med slagtøj og overraskende soloer til fagot og trombone.

Klaverversionen er fra 1905, og orkesterudgaven først lavet i 1918. Det var en periode, hvor Ravel ellers var gået helt i stå. I 1917 var han blevet hjemsendt fra fronten, hvor han gjorde tjeneste som ambulancechauffør. De følgende år var meget lidt produktive. Orkesterudgaven af Alborada del gracioso blev lavet på bestilling fra balletimpresarioen

Sergej Djagilev, manden bag den berømtetrup Ballets Russes i Paris. Djagilev brugte Ravels stykke som del af en spanskinspireret ballet med titlen Lesjardins d’Aranjuez, hvor den øvrige musik var af Faure og Chabrier, to af Ravels ældre forbilleder.

Stravinskij: lldfuglen, suite
Stravinskij var den mest vidtfavnende komponist i 20. århundrede. Han begyndte tidligt, levede længe og fornyede sig konstant, så hans samlede værker er et helt katalog over det 20. århundredes musik.

lldfuglen er hans første store værk. Det er skrevet pa et tidspunkt, hvor han stadig havde et elevforhold til sin læeremester Rimskij-Korsakov. Emnet er russisk, som Rimskij-Korsakov foretrak det, og i musikken er der russiske folkemelodier, som Rimskij-Korsakov også selv arbejdede med. Instrumentationen er en opvisning i Rimskijs stil, men ligesom på de andre punkter i værket, hvor Stravinskij stadig har forbindelse til den russiske tradition, overgår han sin lærer. lldfuglen er et pragtfuld orgie i orkesterlyd.

Stravinskij havde aldrig skrevet balletmusik for, da tilbuddet om at komponere musikken til lldfuglen kom fra balletmesteren Djagilev. Som leder af en trup eksilrussere havde Djagilev fænomenal succes i Paris med ensemblet Ballet Russes. Korpsets forestillinger med opera, ballet og musik var et udstillingsvindue for tidens moderne russiske kunst.

Djagilev havde en fortid som komponistspire, men opdagede tidligt at han havde større talent for at samle og promovere den nye kunst. Men stor sikkerhed fik han headhuntet kunstnere til i fællesskab at udvikle den russiske modernisme. Publikum i Paris labbede det i sig, og der fandt en frugtbart udveksling sted. I Rusland måbede man således over hvor franske, de værker, som Djagilev fik stablet pa benene, lød.

Djagilev ville lave en symbolistisk ballet over det russiske eventyr om lldfuglen. Koreografen Fokine og scenografen Benois skruede handlingen sammen af to blandt de mange varianter, der findes af eventyret. Nu manglede man en komponist og spurgte i første omgang Aleksandr Tjerepnin, der takkede nej. Derefter gik man til Anatolij Ljadov, en anden af Rimskijs begavede elever, men også han bakkede ud. Først som femte mand fik den temmelig ukendte Stravinskij chancen.

Djagilev var stødt på Stravinskijs talenter ved uropførelsen af hans orkesterstykke Scherzo fantastique og havde i første omgang benyttet ham til at orkestrere noget allerede færdig musik til Ballets Russes. Den store bestillingsopgave pa lldfuglen var Stravinskijs første opgave uden for Rusland, og han blev som beruset af at opdage, hvordan det parisiske, kosmopolitiske kulturliv passede ham bedre end det mere ensrettede Skt. Petersborg.

Handlingen i balletten om lldfuglen drejer sig om prins Ivan, der i troldmanden Kastjejs fortryllede have fanger lldfuglen – en fugl med magiske evner. Fuglen beder om at slippe fri og giver Ivan en af sine lykkebringende fjer til gengæld. Den onde Kastjej har taget prinsesse Tsarevna og hendes 12 søstre til fange. Prins Ivan forelsker sig i Tsarevna, som kommer ud i haven om natten, men hun advarer ham mod at tage med dem tilbage til slottet. Ivan bliver da også taget til fange, da han kommer indenfor i paladset, men får hjælp, da han med fjeren får tilkaldt lldfuglen. lldfuglen fortryller med sin sang troldmanden og hans hof og viser Ivan det magiske æg, som rummer Kastjejs onde sjæl. Ved at ødelægge ægget befrier Ivan til sidst prinsesserne og lægger Kastjejs onde verden i ruiner.

Balletten var en komplet succes, der betog det kyndige parisiske publikum med sine mange musikalske nyskabelser. Danserne havde dog haft det største besvær under indstuderingen.

Stravinskij måtte deltage i de indledende klaverprøver for at hjælpe kompagniet igennem musikken, der ikke først og fremmest bæres af melodier, men af rytmer og farver. Tre gange arrangerede den entreprenante Stravinskij balletmusikken om til koncertsuiter. Den første kom allerede i 1911, den næste i 1919 – det er den hyppigst spillede. En tredje suite fra 1945 – der høres til denne koncert – blev især lavet for at forlænge Stravinskijs ophavsret.

Forskellene suiterne i mellem ligger først og fremmest i orkesterbesætningen. 1919 – suiten skærer ned pa de ekstra blæsere og det ekstra slagtøJ, der fandtes i den fulde ballet, og antallet af harper er skåret ned fra tre til en … “Den originale udgave var fuldstændig ødsel,” mente Stravinskij pa sine gamie dage. 1919 – suiten af balletten er nu både aldeles virkningsfuld og ødsel. Den består af seks danse, der tilsammen tegner et godt rids af historien.

Stravinskij skelner i musikken mellem den virkelige verden og den onde, fortryllede verden. Prinsen og prinsessernes musik er ofte baseret pa folkemelodier, mens fantasivæsenerne danser til flimrende og uhåndgribelige toner med anvendelse af usædvanlige skalaer. Orkestreringen er konkret og tydelig, nar det gælder menneskene, men rå og truende når det er Kastjej, der er hovedpersonen. lldfuglens musik, fx den dans med variation, som er suitens 2. og 3. sats, er farverig og sitrende og medvirker til illusionen om, at danserinden, der spiller lldfuglen, er et flyvende væsen.

Modsætningen mellem godt og ondt bliver tydelig i suiten, når den yndefulde og melodiske runddans afløses brat af Kastjejs helvedesdans med knurrende messingblaesere. Den efterfølgende vuggevise har en hypnotisk stilhed i sig og luller troldmanden i trance. Suiten bevæger sig glidende over i sidste sats, en gåsehuds fremkaldende apoteose, hvor den onde verden synker i grus, og godheden og kærligheden sejrer i triumf. Stravinskijs brillante finale er stadig en af de flotteste slutninger i noget musikværk.

Jens Cornelius