Det var godt nok fantastisk. Den symfoni lever helt op til sit navn, og man sad helt fremme på stolesædet spøndt til bristepunktet for at høre hvad det næste øjeblik ville bringe. Den blever vi nok nødt til at skaffe på en cd en af de nærmeste dage. Kan kun anbefales på det varmeste.

Den fantastiske symfoni

Koncerten dirigeres af Tugan Sokhiev, der er noget af en sensation. På ganske få år har han markeret sig som et af verdens største talenter. Han er bare 30 år, og man har de største forhåbninger til ham. Sokhiev er født i den forhenværende Sovjetunion, uddannet i Skt. Petersborg og modtog undervisning af veteranen Ilja Musin og efter hans død af DR Radiosymfoniorkestrets 1. gæstedirigent, Yuri Temirkanov.

Berlioz: Symphonie fantastique

Den 11. september 1827 var Berlioz i teatret for at se Hamlet. Rollen som Ophelia blev spillet af en irsk skuespillerinde, Harriet Smithson, og Berlioz forelskede sig hovedkulds i hende. Den totale, altopædende forelskelse! “Du ved ikke hvad kærlighed er”, skrev han til en ven.

“For dig er det ikke det vanvid, det raseri, det delirium som berøver alle ens evner. Jeg håber du aldrig vil opleve disse ulidelige plager, som jeg er blevet offer for”.

Berlioz var en sand romantisk kunstner og evnede at vende sine plager til noget kreativt. Over sin plagsomme forelskelse skrev han et af 1800-tallets mest sensationelle musikværker:
Symphonie fantastique – den Fantastiske Symfoni.

Berlioz’ symfoni var – og er stadig – helt usædvanlig. I et enkelt værk rykker Berlioz grænserne for, hvad en symfoni kan rumme. Den har en sensationel orkesterbehandling, en hæmningsløs dynamik og satstyper, der slet ikke følger traditionerne. Som rød tråd gennem musikken går et bestemt tema, der forvandler sig til nye varianter i hver sats. Dertil kommer den overordnede plan for symfonien: Den fortæller en bestemt historie, som endda er selvbiografisk.

Fantaserer om en kvinde
I symfonien fantaserer Berlioz om sine drømmes kvinde. Hver gang han tænker på hende, høres det gennemgående tema – en idée fixe, ”gennemgående idé” – som er til konstant distraktion for symfoniens hovedperson, den unge kunstner. Hvor han end drager hen – på landet, til bal – bliver hans sjælefred forstyrret ved tanken om hende.

Rejsen foregår i tankerne, for den unge kunstner har bedøvet sig med en stor dosis opium i et fortvivlet selvmordsforsøg. Men i stedet for at tage livet ham, får narkotikaen ham kun i en dyb søvn, hvor hans følelser træder frem som lyde og drømmesyn.

Nogle komponister, der skriver musik med et underlagt ‘program’ for musikken, er ikke meget for at afsløre præcist, hvad der ligger bag. Berlioz, derimod, forlangte, at alle i salen fik udleveret et trykt referat. “Da værket ikke benytter sig af ord, er det nødvendigt at redegøre for det instrumentale drama på forhånd”, skrev han. “Dette program svarer til teksten i en opera og er uundværlig for en fuld forståelse af værkets dramatiske forløb”.

Skrevet af: Jens Cornelius

Handlingen i Symphonie fantastique

1. Dagdrømme, passioner
Kunstneren erindrer sit sinds utilpashed, den ubeskrivelige lidenskab, melankolien og de meningsløse glæder, dengang han endnu ikke havde set sit elskede første gang. Da inspireres han pludseligt af den eksplosive kærlighed, af deliriske plager, anfald af jalousi, ømhed og religiøs trøst.

2. Et bal
Han ser igen sin elskede ved et glitrende bal.

3. Scene på landet
En sommeraften på landet hører han to hyrder kalde til hinanden. De smukke omgivelser og den blide raslen i løvet genopretter roen i hans hjerte. Men da viser hun sig for ham igen, og han forstyrres af pinefulde tanker – hvad nu hvis hun svigter ham?

Den ene hyrde genoptager sin kalden, men denne gang svarer den anden ikke. Solen går ned. Fjern torden. Ensomhed. Stilhed.

4. March til skafottet
Han drømmer, at han har slået sin elskede ihjel og nu skal henrettes. De tunge skridt til skafottet ledsages af en march, der skiftevis er uhyggelig og højtidelig. Til slut hører han igen sin idée fixe som en sidste kærlighedstanke, inden kniven falder.

5. Drøm om en heksesabbat
Han ser sig midt i en heksesabbat, en skare af rædselsvækkende spøgelser, troldmænd og uhyrer, der er forsamlet til hans egen begravelse. Den elskede melodi viser sig igen, men har mistet sin ædle og sky natur. Den er nu en simpel dansemelodi, vulgær og grotesk – det er hende, der kommer for at være med i sabbaten. Hun slutter sig til det djævelske orgie, begravelsesklokken kimer, og heksene danser til en parodi på begravelseshymnen Dies irae.

”Heksesabbaten” er en vanvittig virtuos og uhæmmet finale på et værk, der den dag i dag kan være oprørende at lytte til.

Berlioz’ inspiration har været rødglødende manisk, da han komponerede Symphonie fantastique. 4. satsens ”March til skafottet” skrev han på enkelt nat, fortæller han i sine memoirer, mens han beklager sig over, at den langsomme sats tog hele tre uger …

Det lykkedes for den balstyriske komponist at erobre sin drømmekvinde et par år senere, men med skæbnens ironi blev ægteskabet alt andet end en drøm. Harriet Smithsons skønhed falmede hurtigt, og samlivet blev ædt op af de to kunstnertemperamenters jalousi, Berlioz’ stofmisbrug og Smithsons alkoholisme.

Skrevet af: Jens Cornelius