Åbning af Sound Around

Åbning af Sound Around? Hvad har det med torsdags koncerter at gøre? Jo, såmænd, hele aftenen var dedikeret den store musik biennale, som forgår på begge sider af Øresund.

Aftenens program var nok lige på den “spændende” side for os; men man skal jo udvide sin horisont. Vi kan til at høre følgende:

Lidholm: Greetings from an Old World
Pelle Gudmundsen/Holmgreen: Plateaux pour Piano et Orchestre. Uropførelse
Guo Wenjing: Koncert for erhu og orkester
Adams: Chairman Dances. Fra operaen Nixon i Kina
Dirigent: Ed Spanjaard
Solister: Juho Pohjonen, klaver
Song Fei, erhu

Når vi efterfølgende skulle sammenligne de to første stykker, som jeg vil betegne som meget moderne, må vi tilstå, at selvom der i Pelle Gudmundsen stykke blev brugt alt i instrumenter, lige fra violin til kæder og blikspande, så var det ikke så tosset, og for vort øre mere interessant end Lidholm.

Nedenstående er – som sædvanlig – “stjålet fra aftenens koncertprogram. En stor tak til Hanna Madsbjerg.

Ed Spanjaard, dirigent
Den alsidige dirigent Ed Spanjaard er hollænder, født i Haarlem og uddannet som dirigent og pianist på konservatorierne i Amsterdam og London. Siden 2001 har han været chefdirigent for Limburg Symfoniorkester i Holland, og han dirigerer også jævnligt Amsterdams verdensberømte Concertgebouw Orkester og de øvrige hollandske orkestre.
l mange år har Ed Spanjaard specialiseret sig i ny musik. Han har i 25 år været chefdirigentfor det hollandske Nieuw Ensemble, der har optrådt i hele Europa. Adskillige nye værker er skrevet specielt til Spanjaard og hans ensemble. Som gæstedirigent har han optrådt med Europas førende ensembler for ny musik, bl.a. Ensemble Intercontemporain fra Paris, Klangforum Wien og Ensemble Modern fra Tyskland.
Det er dog ikke kun den ny musik, der optager Ed Spanjaard. Han dirigerer også det store symfoniske repertoire og romantiske operaer. Det mere traditionelle repertoire har han studeret hos dirigentlegenderne Herbert von Karajan, Georg Solti og Bernard Haitink, som han alle har været assistent for.
Ed Spanjaard er også en agtet kordirigent og arbejder fast med det det virtuose Nederlands Kammerkoor. Sammen har de indspillet en meget rost cd med værker af Fauré, bl.a. det berømte Requiem. l en helt anden boldgade har man kunnet møde Ed Spanjaard som tango-musiker sammen med ban-doneon-spilleren Carel Kraayenhof, og som dirigent ved den hollandske kronprins’ bryllup i 2002, både under selve vielsen og til gallaforestillingen med Verdis opera Trubaduren.

Juho Pohjonen, klaver
Den finske pianist Juho Pohjonen vandt i 2004 Den Nordiske Pianistkonkurrence i Nyborg, men det var ikke kun i Danmark, at den unge finne vakte opsigt; i 2005 havde Juho Pohjonen sin amerikanske debut i Carnegie Hall i New York. Koncerten blev højt rost i New York Times og omtalt som intet mindre end en af årets mest betydelige koncerter i New York.
Juho Pohjonen begyndte allerede i 1989 på Sibelius Akademiets juniorafdeling i Helsinki. Sine studier der har han suppleret med masterclasses hos bl.a. Andrås Schiff og Barry Douglas.
Juho Pohjonen regnes i dag for et af de mest spændende pianistnavne i Norden. Han har vundet priser ved internationale klaverkonkurrencer i bl.a. Stockholm og Dublin, og han har optrådt i Norden, England, Tyskland og Rusland. Hjemme i Finland har han været solist med de førende symfoniorkestre. Juho Pohjonen mestrer et meget bredt repertoire, der går lige fra barokværker af Bach til helt nyskrevne værker af sin landsmand, dirigenten og komponsiten Esa-Pekka Salonen.

Song Fei, erhu
38-årige Song Fei kaldes ‘Dronningen af den kinesiske musik’. Hun er en af Kinas absolut førende erhu-spillere, men optræder også på koto, en kinesisk zither, og pipa, en kinesisk lut. l alt behersker hun 13 forskellige traditionelle kinesiske instrumenter.
En erhu er et kinesisk strygeinstrument med bare to strenge. Det holdes nærmest som en cello, men har en funktion i kinesisk musik, der svarer til vores violin. Song Fei lærte at spille erhu, da hun var syv år. Hendes far er professor ved konservatoriet i Tianjin, og i dag er Song Fei selv erhu-professor.
Song Fei var i mange år erhu-solist hos Det Kinesiske Nationalorkester, og hun har været solist med en lang række andre kinesiske ensembler, l 1996 dannede hun sit eget ensemble De ni blomster, for at promovere traditionel kinesisk musik og kinesiske instrumenter. Ensemblet har turneret flittigt både i Kina og i udlandet. Song Fei har også optrådt ved solo-programmer i mange lande og har bl.a. spillet i Carnegie Hall og i Konzertverein i Wien.
l dag helliger Song Fei sig især undervisning. Hun arbejder på at give de kinesiske musiktraditioner videre til kommende generationer, og hun tager gerne nye metoder i brug. På YouTube.com kan man se en af hendes instruktive undervisningsfilm, hvor hun demonstrerer sin virtuose kunnen og i detaljer viser, hvordan man spiller på erhu.

Ingvar Lidholm:
Greetings from an Old World
Ingvar Lidholm er The Grand Old Man’ indenfor svensk musik. Han er 86 år og har præget svensk musik på flere måder lige siden efterkrigstiden, l midten af 1960’erne blev han professor i komposition ved Musikhogskolan i Stockholm, og inden da havde han været musikchef i Sveriges Radio. Ingvar Lidholm begyndte sit musikalske liv i 1940’erne, hvor han arbejdede som violinist og bratschist, samtidig med at han studerede direktion og komposition. Meget tidligt blev han interesseret i den nye europæiske avantgarde, og som den første svensker deltog han i de berømte sommerkurser for ny musik i Darmstadt. Det var i 1949, og en ny slags musik til et nyt Europa var i støbeskeen.
Fra slutningen af 1950’erne skrev Ingvar Lidholm noget af tidens mest avancerede modernistiske musik i Sverige. Den periode kulminerede med orkesterværket Poes/sfra 1964, der trak musikken i retning af det absurde teater. Ligesom vor egen Pelle Gudmundsen-Holmgreen har Lidholm været inspireret af absurdismens førstemand, dramatikeren Samuel Beckett. Der gik 12 år, før Lidholm igen skrev et nyt orkesterværk, og hans tonesprog var nu mildnet noget. Resultatet blev det perspektivrige værk Greetings from an Old World (Hilsenerfra en gammel verden), hvor noget så traditionelt som en melodi igen er en vigtig byggesten i musikken.
Greetings from an Old World blev skrevet i 1976 på bestilling fra et amerikansk orkester i anledning af 200-året for USA’s uafhængighed, l det lys kan man forstå titlen som en fødselsdaghilsen fra Lidholms gamle Europa til den nye verden. Men hilsenen går også en anden vej, nemlig fra vores europæiske fortid til vores europæiske nutid, l stykket hører man nemlig den gamle sang Innsbruck, ich muss dich las-sen, skrevet i slutningen af 1400-tallet af komponisten Heinrich Isaac. Melodien er kendt i hele Europa, og herhjemme bruges den til salmerne Nu hviler mark og enge og Nu lukker sig mit øje.
Den smukke melodi dukker op i glimt undervejs i det kalejdoskopiske stykke, som er i én sats. Tydeligst høres melodien i nogle fraser, der spilles midtvejs af træblæserne med engelskhornet forrest. Mod slutningen af værket bryder en cello ud i en følelsesmæssig solo, hvorefter Heinrich Isaacs melodi i sin helhed glider ind over, spillet af messingblæserne. Her høres melodien for første gang komplet, endda i sin oprindelige, meget smukke middelalder-sats, og den bliver i sandhed en hilsen fra en gammel verden. Det har umiddelbart en trøstende effekt (der minder om den måde, Alban Berg lader en Bach-salmemelodi afrunde sin tragiske violinkoncert), men omkring melodien vokser den omgivende musik til de hidtil mest avancerede højder. Isaacs original handler om at tage afsked med hjemstavnen og om utrygheden ved det, den ukendte fremtid i det fremmede land måtte bringe, og hos Ingvar Lidholm bliver det afsluttende tidsspring på 500 år til ren science fiction.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Plateaux pour piano et orchestre
I år fylder Pelle Gudmundsen-Holmgreen 75, og DR Radiosymfoniorkestret fejrer ham med ved to koncerter med store uropførelser. Denne aften gælder det et nyt værk for klaver og orkester, og til november en revideret udgave af hans Concerto grosso og uropførelsen af Last Groundlor strygekvartet.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen kalder sin nye klaverkoncert for Plateaux pour piano et orchestre. Det giver mindelser om hans Plateaux pour deux – et i dag berømt (og berygtet) værk for cello og båthorn, skrevet i 1970.
I både det gamle plateau-værk og det nye er plateau’erne en måde at adskille tingene på. Musikkens elementer kan puttes på hylder, flyttes op og ned, og plateau’erne kan bibeholdes, selv om musikken klippes af i forskellige længder. Pelle Gudmundsen-Holmgreen giver selv et fingerpeg om, hvordan plateau’erne virker i det nye værk. Hans program-note er typisk parakdoksal, knap og dog oplysende:
“Plateaux pour piano et orchestre bygger på et begrænset og af og til ekstremt enkelt materiale. Også solostemmen er for en stor del ribbet/nøgen. Der er kun blevet plads til få af klaverets mangfoldige klanglige muligheder – til gengæld fastholdes de!
På de ni plateau’er findes nogle få musikalske “objekter” af helt forskellig karakter. Nogle af disse “ting” dukker op igen på nye plateau’er i nye sammenhænge.”
De ni plateau’er er af meget forskellig varighed og karakter. Det korteste er på 35 sekunder, det længste på næsten 10 minutter.
“Jeg kan lide konfrontationer med det, man plejer,” siger Pelle Gudmundsen-Holmgreen. “Min cellokoncert, violinkoncert og Concerto grosso’en er alle i ét forløb. Nu syntes jeg det ville være sjovt at skrive mange adskilte forløb. Jeg startede fra en ende af, og det er tilfældigt, at der er ni satser. Ni små kig gennem et nøglehul,” siger han.
Ikke alene er mange af satserne temmelig korte. Materialet i dem er også temmelig sparsomt. “Der er ikke så meget på hver hylde, men hver hylde har sin karakter og sit indhold,” forklarer Pelle Gudmundsen-Holmgreen. “Det kan godt være et forskelligartet indhold, men det er i hvert fald relativt begrænset. Pointen er at fastholde det, der er.”
En anden type konfrontation, man møder i musikken, er sammenstødet mellem det store og det små. “Jeg har svært ved at se, hvor grænsen går mellem det banale og det dybsindige,” siger Pelle Gudmundsen-Holmgreen, “men når det dybsindige er monumentalt, og når selvhøjtideligheden sejrer, så får jeg det svært.” Sammenstødene mellem det store og det små finder man overalt i det nye værk. Fx i 6. sats, hvor mørke og uklare akkorder i de dybe strygere sættes over for en klaver-melodi, som et barn kunne spille. l 8. sats er denne lille melodi flyttet op på en anden hylde og spilles nu af en fløjte, mens det pulsslag, der før befandt sig i klaverets venstre hånd, spilles af trombonerne. Klaveret har her slået sig sammen med harpen og bidrager med kliché-agtige figurationer, mens trompeterne spiller en række akkorder, som dukkede op første gang i 3. sats.
Pelle Gudmundsen-Holmgrreen sammenligner selv plateau-konstruktionen med et byggesæt, der kan bruges til at samle forskellige konstellationer, eller med den teknik, en grafiker bruger, når han lægger forskellige trykplader oven på hinanden. Musikkens forskellige ‘ting’ bevarer deres væsen – det er sammenhængene og omgivelserne, der ændrer sig. l sidste sats dukker Mozart op i form af et citat fra hans næstsidste klaverkoncert, nr. 26, Kroningskoncerten. Pelle Gudmundsen-Holmgreen fortæller, at han varmede op til arbejdet ved at lytte til masser af klaverkoncerter af både Ravel, Bartok, Stravinskij og ikke mindst Mozart. I Kroningskoncertens langsomme sats cirkler det barnagtige motiv yndefuldt omkring, og det gør det i og for sig også hos Pelle Gudmundsen-Holmgreen, selv om det er blevet lidt ramponeret og er havnet i uvante omgivelser.
Plateaux pour piano et orchestre er et stort, lakonisk værk, et ‘Spätwerk’, som man så smukt siger på tysk om et kunstværk, der bygger på erfaringerne fra en livslang produktion. Hos Pelle Gudmundnen-Holmgreen sker det med usvækket energi – som han selv siger: “Jeg er en gammel dreng, men jeg er stadig forbavset over hvad der foregår, når man kigger ud ad vinduet.”

Guo Wenjing: Koncert for erhu og orkester
I Vesten kender vi desværre ikke ret meget til kinesisk musik, hverken den nye eller den traditionelle. Den bedst kendte kinesiske komponist er vel nok Tan Dun, der er bosat i USA (sidste sæson opførte DR Radiosymfoniorkestret hans meget originale Water Concerto ved en Torsdagskoncert). Lige så betydelig er Guo Wenjing. Han er 51 år, jævnaldrende med Tan Dun, og de var begge blandt de første studerende, der blev optaget på konservatoriets komponistuddannelse efter Kulturrevolutionen. Tan Dun forlod hurtigt Kina, men Guo Wenjing har stort set aldrig opholdt sig uden for landets grænser. Han synes, at den kinesiske kultur både er hans udfordring og hans held. “Der er mange gode sider ved at bo her,” siger Guo, der kommer fra Sichuan provinsen i sydvest, men har boet i Beijing i 30 år. “Hvis jeg vil fordybe mig i noget fra den kinesiske kultur, findes de bedste kræfter her, hvad enten det drejer sig om en pipa-spiller eller en sanger fra Peking Operaen,” har han udtalt.
Guo Wenjings indsigt i den traditionelle kinesiske musik er ikke kommet af sig selv, for på konservatorierne undervises der først og fremmest i vestlig musik. Der er afdelinger for traditionel kinesisk musik, men det er ikke almindeligt at bevæge sig fra lejr til lejr eller at opholde sig begge steder samtidig.
Guo Wenjing er i dag leder af kompositionsuddannelsen på Centralkonservatoriet i Beijing, og i sine egne værker prøver han at fjerne skellet mellem den vestlige og den traditionelle kinesiske musik. Han fremhæver 12-tone komponisten Alban Berg som sit forbillede, samtidig med at han bruger mange virkemidler fra kinesisk musik. Masser af slagtøj og traditionelle vokalteknikker præger hans værker, men han vil ikke lade sig begrænse af de traditionelle udtryk. “Jeg bruger materialerne, men kun som materialer. Jeg er ikke interesseret i Konfucius eller Lao-tse eller gammelkinesisk kunst. Det er ikke andet end lænker,” siger Guo Wenjing.
l sin Koncert for erhu og orkester fra 2006 forener Guo Wenjing tydeligt de to forskellige traditioner. Orkestret er et sædvanligt vestligt symfoniorkester, men er udvidet med kinesiske slagtøjsinstrumenter. Selve instrumental-koncertens natur er en gammel vestlig tradition, men Guo Wenjings solistinstrument er det mest kinesiske, der findes.
Paradoksalt nok kan de vestlige instrumenter og erhu’en mødes i deres udtryk. Guo Wenjing anvender nemlig mange modernistiske spillemåder på de traditionelle instrumenter, der bøjer klangen og udtrykket væk fra vores tradition – visse steder skal de vestlige instrumenter ligefrem imitere kinesiske instrumenter. Samtidig er erhu-stemmen indfanget i klassisk notation, der gør det muligt at styre den i retning af et vestligt soloinstrument.
Guo Wenjings Koncert for erhu og orkester får i aften sin tredje opførelse. Den blev uropført sidste år i Singapore og blev i foråret spillet i München af Bayerns Radiosymfoniorkester.

John Adams: The Chairman Oances
Formand Mao danser foxtrot i John Adams The Chairman Dances (“Formanden danser”). Et stykke amerikansk minimal-musik fra 1985, der er blevet en moderne klassiker.
Stykket har rødder i John Adams’ opera Nixon i Kina. Operaens ramme er USA’s præsident Nixons besøg hos Mao i 1972. Nixon var den første amerikanske præsident, der besøgte Kina. Det var vel at mærke under Kulturrevolutionen, hvor Mao strammede sit greb voldsomt om Kinas befolkning, og hvor USA var Kinas vigtigste fjende.
Mens John Adams var i gang med at skrive operaen, skulle han samtidig opfylde en bestiling på et nyt orkesterværk. Librettisten til operaen havde netop sendt ham synopsen til 3. akt, og Adams kunne ikke vente med at komme i gang. The Chairman Dances blev derfor en slags ‘opvarmning’ til 3. akt af operaen. Det er hverken et uddrag fra operaen eller en fantasi over dens temaer. l synopsen blev John Adams inspireret af denne billedrige scene: “Chiang Ch’ing, også kendt som Fru Mao, braser midt ind i festbanketten. Først stiller hun sig, hvor hun er mest i vejen for tjenerne. Efter at par minutter tager hun en kasse med papirlygter frem og begynder at hænge dem op i salen. Så tager hun tøjet af, indtil hun kun er iført en stramtsiddende kjole, knappet op til hofterne. Hun giver tegn til orkestret om at spille og begynder så at danse alene. Mao bliver ophidset. Han træder ud af sit portræt på væggen, og de begynder at danse foxtrot sammen. De er tilbage i deres ungdoms Yenan, hvor de danser til grammofonen…”
Stykket ender med at optræksgrammofonen kører langsommere og langsommere og til sidst løber ud. “Musikken forholder sig til, at Chiang Ch’ing, den berømte ‘Fru Mao’, var en tidligere filmskuespillerinde fra Shanghai,” forklarer John Adams. “Oven på en flade af hurtige, travle motiver høres temaer, nogle er sentimentale, andre udadvendte og andre igen slanger sig afsted. Nogle af temaerne dukker faktisk op som i drømmesyn i 3. akt af operaen, når ægteparrene Nixon og Mao tænker tilbage på deres fjerne ungdom.”

Danske radiolyttere vil kunne genkende begyndelsen af The Chairman Dances som kendingsmelodien til P2’s mangeårige musikmagasin Bolero.