Den 13. september var vi til årets første torsdagskoncert i vor abonnementsrække. Det var Haydens Skabelsen. Et storslået kor- og orkesterværk, som handler om de 6 dage hvor Gud – i følge det gamle testamente – skabte jorden og al den uvæsen.
Udover koret skal der til dette værk bruges tre solister. Det var til denne opførsel
Barbra Bonney, sopran
Werner Güra, tenor
Johan Reuter, baryton
Radiosymfoniorkestret blev dirigeret af Thomas Dausgaard
Nedenstående beskrivelse om værkets tilblivelse og værkets handling har jeg “tyvstjålet” fra det omdelte program:
Joseph Haydn: Skabelsen
Under sit første ophold i London i 1791 var Haydn tilhører i den storslåede Westminster Abbey, hvor man afholdt den årlige Händel-festival. Haydn kendte godt nogle af Handels værker, som stadig var udbredte i Europa, men han havde ikke før oplevet den engelske måde at gribe Händels oratorier an på. Der var over 1.000 medvirkende til opførelserne af Messias, Israel i Egypten og Zadok the Priest, og Haydn var meget imponeret.
Værkerne, opførelserne og London-publikummets begejstring vakte hans interesse for selv at skrive oratorier. To andre personer indså også, at der var muligheder i Haydn som oratorie-komponist. Den ene i/ar Haydns engelske agent J.P. Salomon, der kom med en egnet oratorie-tekst på engelsk. Den havde han fået af engelsk kapelmester, og den baserede sig på skabelsesberetningen i Bibelen og på den engelske digter John Miltons Paradise Lost (Det tabte Paradis). Hvem der egentlig er ophavsmanden til librettoen ved man trods grundig forskning stadigvæk ikke. Men det i/ar sandsynligvis en tekst, der egentlig havde været skrevet til Händel. Kort sagt i/ar der lagt op til, at Haydn kunne blive Händels arvtager på oratorie-området.
Den anden mellemmand var Baron von Swieten, en østrigsk diplomat og mæcen. Van Swieten var formand i en adelig loge, der organiserede oratorieopførelser for i Wiens højeste kredse. Logens ideal var Handel, selv om man fandt stilen i hans værker ret forældet, så baronen fik bl.a. Mozarttil at arrangere Handels værker om til noget mere tidssvarende. Van Swieten Dg hans venner tilbød Haydn den uhyrlige sum af 600 dukater for at skrive et nyt oratorium over den anonyme engelske libretto – det var langt mere, end den store Haydn ellers kunne tjene på et helt år.
Haydn begyndte på Skabelsen i efteråret 1796 og blev færdig i foråret 1798. Han havde
aldrig nogensinde brugt så lang tid på en enkelt komposition, men dels var det et omfangsrigt stykke, og dels havde han store ambitioner. Det mest krævende afsnit var orkesterindledningen, Beskrivelsen at kaos, en at værkets mest originale og overrumplende dele, hvor de musikalske byggesten med vilje skurrer og nægter at falde på plads.
Haydn brugte også megen tid på at udvikle værkets særlige musikalske stil. Forbilledet var ganske vist Händel, men barokstilen var utidssvarende. Haydn var tidens førende komponist og repræsenterede den wienerklassiske stil bedre end nogen anden, men selv for ham var det en svær opgave at genopfinde oratorie-genren.
Skitsebøger viser, hvordan Haydn arbejdede hårdt for at finde en klar og ligefrem stil. Tonesproget er bevidst enkelt på overfladen, men raffinementerne ligger kun et spadestik dybere – kunstfærdighederne er skjult bag et kunstfærdigt dække. Det er en nøje beregnet, raffineret enkelhed, som kræver den højeste sans for timing, hvis det ikke skal blive plat eller ligegyldigt. Men er der en komponist, der har timing, så er det Haydn! Det mest berømte sted i Skabelsen viser denne side af Haydns talent: Da Gud ‘lader der blive lys’, går Haydn med et trylleslag fra en lille orkesterbesætning og et stillestående kor i pianissimo til et chokerende fortissimo, spillet og sunget af alle medvirkende. En drastisk, men samtidig enkel virkning, som krævede en sikker hånd og stort mod. En af Haydns bekendte noterede, at ikke engang baron van Swieten kendte til den passage før premieren. “Jeg kan stadig se Haydns ansigt for mig, som det så ud, da dette sted blev spillet første gang. Haydn bed sig i læben som for at skjule en hemmelighed, og i det øjeblik, lyset brød frem for første gang, var det, som stod der lysstråler fra hans brændende blik. Wiener-publikummet var så fortryllet, at deres klapsalver forhindrede orkestret i at spille videre i flere minutter.”
Inden den første offentlige opførelse i 1799 blev Skabelsen spillet i 1798 ved logens koncert for et fornemt, inviteret publikum. Allerede prøverne skabte stor opstandelse, og der opstod postyr på gaden den dag, værket skulle spilles for første gang. En skare af almindelige mennesker havde samlet sig uden for palæet, for at høre hvad der måtte slippe ud gennem vinduerne af det nye værk. 30 betjente kæmpede med at holde flokken skak, imens Haydn dirigerede uropførelsen siddende ved et cembalo. Den berømte komponist Salieri (kendt fra skurerollen i filmen Amadeus) spillede den egentlige continuostemme på et moderne hammerklaver.
Året efter fandt den første offentlige opførelse sted i et teater i Wien. Haydn skrev til lejligheden en usædvanlig note i programmet, hvor han vedstod, at bifald la er smigrende, men at publikum bedes lade være med at klappe mellem numrene for at forlange et stykke spillet dacapo det var almindelig praksis ved klassiske koncerter helt op til begyndelsen af 1900-tallet). For, som Haydn skrev meget visionært, “ellers vil den nøje forbindelse mellem de enkelte dele, fra hvis ubrudte rækkefølge helhedens virkning udspringer, nødvendigvis blive ødelagt, og derved mærkbart mindske fornøjelsen.” Anmodningen må have virket, for beskrivelser af de første opførelser fortæller om en helt enestående opmærksomhed fra publikums side. En koncert var ellers dengang i høj grad en selskabsbegivenhed, men i Skabelsens tilfælde følte publikum sig i en anden rolle, og deres oplevelse blev desto større. Det var tilsyneladende et afgørende øjeblik for dannelsen af den koncertsituation, som stadig er den gængse inden for klassisk musik: At publikum koncentrerer sig i tavshed for at opfatte komponistens budskab så godt som muligt.
Haydn var ikke særlig velbevandret i engelsk, så den engelske tekst havde baronen oversat til tysk. Derefter oversatte han den tyske tekst ‘baglæns’ tilbage til engelsk, så den rytmisk passede til Haydns musik. Den engelske oversættelse blev dog ret kluntet, og selv i England opfører man derfor ofte Haydns oratorium på tysk som Die Schöpfung og ikke som The Creation.
Den engelske premiere i 1800 var dog en kæmpe succes, og året efter var der også kommet f ranske og italienske udgaver. Skabelsen blev helt usædvanligt opført over 40 gange i løbet af de 10 år år, Hayden havde tilbage at leve i. Overalt følte publikum sig som født på ny af musikkens folkeligt-lærde stil og den geniale pædagogiske fortolkning af kristendommens grundlag. Store digtere skrev oder og hyldesttaler til Haydn, og hans forlægger kunne stolt skrive i sit salgskatalog: “Vi tror ikke, vi tager fejl ved at mene, at en hovedårsag til den store interesse for dette værk, ud over dets rene kunstneriske værdi, er, at det så lykkeligt forener det dybsindige i tonekunsten med det populære og behagelige.”
Haydns oratorium er typisk for oplysningstiden. Mennesket er kommet i centrum, og ved siden af Gud er vores fornuft nu også blevet accepteret som det, der skal holde mennesket på rette kurs. Der er balance mellem Guds fundament, naturen: rammer og mennesket forstand, og netop sådan bør det forblive. Lyset, der bryder s; stærkt frem på førstedagen, er en parallel til oplysningstidens triumf over den mørke middelalder. Gud har skabt en perfekt verden, og nu forstår vi endelig systemet i dens herlighed – som det bliver sunget så pragtfuldt i den første tenor-arie: “Forvirringen veg og orden spirede’ frem”! Det er musik præget af tidens naturvidenskabelige gennembrud, som endnu ikke var blevet forstyrret af Darwin. Naturen prises som det herligste bevis for Guds eksistens, og derfor er naturen så fantastisk beskrevet i Skabelsen. Der går næsten sport i det – teksten lægger op til en hel parade af musikalske beskrivelser af dyr, vejr og naturfænomener, og Haydn illustrerer det på en helt nyskabende og idérig måde.
Handlingen i Skabelsen er jo velkendt, så man kan bruge sin koncentration på at nyde, hvor Haydn tegner, fortæller og bevæger. Begivenhedernes gang er lagt i munden på tre ærkeengle: Gabriel, Uriel og Raphael. Oratoriet er formet i tre dele, og ærkeenglene har ordet i de to første. 1. del følger de første fire dage, hvor himmel, jord, lys, hav, land, planter, sol, måne og stjerner skabes. Hver ny dag indledes af et recitativ. Derefter følger farverige beskrivelser af dagens hændelser og son afslutning på hver dag en lovsang. Lovsangen, der afslutter 1. del, er den gladeste fra hele wienerklassiken: (Himlene forkynder om Guds ære) – Die Himmel erzählen de Ehre Gottes.
Samme opbygning fortsætter i 2. del, der tager fat på femtedagen, hvor Vorherre skaber et mylder af fantastiske fugle og fisk. På sjettedagen følger en ren parade af landvæsener – heriblandt de første mennesker – og 2. del slutter med en vældig lovsang, Vollendet ist das grosse Werk (Fuldendt er Herrens skaberværk). Her virker det, som om Haydn ikke kun priser Vorherre, men også den gamle Händel og hans barok-oratoriestil.
Syvendedagen var jo hviledag, så hele 3. del af Skabelsen er en beskrivelse af Adam og Eva og deres lykke i Edens have. Musikken ændrer til en vis grad karakter og bliver mere operaagtig end de foregående dele.
Ærkeenglene overlader ordet til de to første mennesker. Ansvaret er nu deres: Mand og kvinde skal styrke hinanden og tjene Vorherre, og situationen skal ikke udfordres. Som det allersidste ord inden afslutningen giver Uriel det forelskede par disse listige, men formanende ord med på vejen: ‘O, lykkelige par, l skal fortsat lykkelige være, hvis falskhed ikke forfører jer og får jer til at ønske at få mere, end hvad l har, og vide mere, end l bør.’ Oplysningstiden havde helt klart sin grænse.
Skabelsen rummer en fabelagtig glæde, og verdens mangfoldighed og skabelsens ufattelighed ses med et næsten barnagtigt beundrende blik. Haydns fromhed går hånd i hånd med en friskhed og enkelhed, der virker, som om han selv lige har hørt historien, og nu fortæller den videre til nogen, der ikke kender den. Og han gør det som den største historiefortæller, derved alt om, hvordan man styrer spændingskurven og får smilene frem med afvæbnende humor.
Haydn var et dybt troende menneske, der indledte alle sine manuskripter med ordene In Nomine Domini(I Herrens navn) og sluttede dem af med at tilføje et Laus Deo (Pris Herren). Hvis han havde problemer med sit arbejde, vandrede han frem og tilbage i arbejdsværelset, mens han bad med rosenkransen i hånden, og under arbejdet med Skabelsen var der mere brug for bønner end nogensinde før. “Jeg har aldrig været så from. som da jeg arbejdede med Skabelsen. Jeg faldt på knæ hver dag og bad Gud om at give mig styrke til at gøre arbejdet færdigt,” noterede Haydn sig. Da Skabelsen omsider var fuldendt, kollapsede den aldrende komponist faktisk af overanstrengelse.
Sidste gang Haydn hørte en opførelse af sit succesværk var i 1808, et års tid før han døde. Denne gang var det Salieri, der dirigerede, og Haydn blev som hyldest båret ind i salen, siddende i en lænestol, og placeret på forreste række. Beethoven var til stede blandt publikum, han knælede foran Haydn og kyssede ham adskillige gange.
Ved det berømte sted i musikken, hvor lyset bryder frem, kunne publikum ikke holde sig tilbage og brød ud i massive klapsalver. Haydn smilede til tilhørerne, pegede opad med en finger og sagde: “Det er ikke mig – alt kommer deroppe fra!”
Skriv et svar