Klarinettens mester – del 2

Med de gode minder fra fredagens koncert i baghovedet var det med store forventninger vi tog af sted til endnu en koncert med Martin Fröst. Hvad kunne den mon byde på?

Første halvleg var også en fornøjelse; men anden halvleg B-A-C-H – føj for den. Det var kun noget kultureliten – læs snobber – som omgav os fandt uendelig interessant og spændende. Nu er jeg af den mening, at man ikke altid skal lade sig diktere af hvad andre mennesker mener og tror, så min mening er, at der var tale om spild af penge og en god søndag aften.

Læs Nina Ørums beskrivels af program og kunstnere herunder:

Bach/Busoni: Chaconne for klaver i d-mol

Brahms (1833-1897): Sonate for klarinet og Maver nr. 2, Es-dur
Allegro amabile
Allegro appasionata
Andanste con moto – Allegro

B-A-C-H – Beyond All Clarinet History (var, ca, ’60)

Chaconne i d-mol stammer fra Johann Sebastian Bachs Partita i d-mol for soloviolin. Da pianisten Ferrucio Busoni 1893 transskriberede satsen for klaver, havde Brahms aller­ede gjort et forsøg på samme. Brahms arrangement var imi­dlertid kun for venstre hånd – altså den dybe klaverstemme – han ønskede nemlig, at satsen skulle lyde så autentisk som muligt. Busoni derimod havde ikke en enlig violinist i tankerne, da han bearbejdede Bachs chaconne, har øn­skede at udnytte alle tangentinstrumenternes ressourcer. Og det lykkedes.

Brahms Sonate i Es-dur er fra 1895. I 1890 havde Johannes Brahms ellers besluttet, at han aldrig ville komponere igen. Han var tom, sagde han, og smed alle sine ufærdige skitser ud. Men så mødte Brahms klarinettisten Richard Muhlfeld og blev straks inspireret igen, “Han er den fineste blæser, jeg nogensinde har hørt”, skrev Brahms til en god ven og kaldte Muhlfeld “Miss Clarinet” p.g.a., musikerens skrøbelige og sarte tone. Brahms komponerede adskillige værker med Muhlfeld i tankerne. Blandt andet denne sonate i Es-dur,

B-A-C-H er Martin Frösts nyeste projekt. Han fortæller selv: “Det er en koncert, jeg har udviklet sammen med Svan­te Henryson og Roland Pontinen. Titlen ‘B-A-C-H’, er en forkortelse for ‘Beyond All Clarinet History’. Det betyder, at vi anvender både Bach, som jo selvfølgelig er før klarinettens historie – klarinetten fandtes endnu ikke på Bachs tid – og så helt nyskrevet musik, som ikke er spillet før. Uden for klarinethistorien, så at sige. Bach ligger som et fundament i forskellige arrangementer, og så spejler de nye komposi­tioner sig i Bach. Samtidig er der en billedside til værket. Back-groundfilm. Jeg spiller duet med mig selv på film, så stemmerne ligesom vandrer frem og tilbage mellem mig på scenen og mig på skærmen. Og ja, jeg er formentlig også en del i bevægelse”

Klarinettisten Martin Fröst har inden for de seneste få år erobret en enestående position som på én gang form­sprængende grænsebryder og uovertruffen instrumen­talist, Ingen spiller efter kritikernes mening Mozarts klari­netkoncert eller for den sags skyld hans klarinetkvintet bedre end denne høje, alvorligt udseende og drengede musiker fra Stockholm, som ved hjælp af dans, mime, performance og maskespil har slået et gabende stort hul i alle fordomme om, hvad klassisk musik er og kan være. Det er ti år siden, Martin Fröst kom i gang med perform­ance, og det skete ved et tilfælde, Han fik tilbudt en rolle som skuespillende musiker i en tysk opera af Wilfred Hiller med tekst af Michael Ende. En opera kaldet ‘Rotte­fængeren’. Martin følte sig udfordret af opgaven og endte med at blive kåret som Årets Fortolker for den af det tyske operamagasin Opernwelt.

“Jeg havde på det tidspunkt allerede været gennem al standardrepertoiret”, fortæller klarinettisten, så man et øjeblik glemmer, at han dengang kun var 25 år gammel. “Så havde jeg også lavet noget Stockhausen og Boulez, som havde lys og lidt bevægelse i sig, Og så fik jeg det her job, og for mig var det vældig sjovt at få den rolle og skulle stå på scenen 25 gange”.

Martin Fröst har ingen uddannelse, når det gælder skuespil og dans. “Når jeg arbejder med den slags, har jeg altid lærere, der hjælper mig. Det kræver meget træning. Det er ikke så let for mig, faktisk, selv om mange synes, det ser let ud”, siger Martin Fröst.

Og det er da også dansen og det med at iføre sig masker og ‘performe’, som Fröst er blevet kendt for. Men det er magtpåliggende for ham at få på plads, at performance kun udgør en del af hans arbejde, “Hvert år laver jeg 100 koncerter, og hvert år uropfører jeg én ny klarinetkoncert. Det er vigtigt for mig, at der altid er en balance mel-lem eksperimenterne og det traditionelle. Frihed og uforudsigelighed, Det er dét, Martin Fröst elsker i musikken, Uanset hvor meget kontrol han samtidig insis­terer på. Og trods de endnu større tekniske udfordringer føler han den samme frihed i ny musik, som han dyrker i klassikerne.

(Uddrag af Thomas Michelsens artikel ‘Isbryderen’, Ma­gasinet Klassisk, feb.2007)

Roland Pontinen er også svensk og debuterede i 1981 med Stockholm Fildermonikerne. Siden har han optrådt som solist med orkestre i Europa, USA, Sydamerika og Asien. Pontinen er også passioneret kammermusiker, han har samarbejdet med en lang række musikere og er fast pianist for Martin Fröst, violinisten Ulf Wallin og sopranen Barbara Hendricks. Roland Pontinen er medlem af Det Kongelige Musikalske Akademi i Sverige.

Svante Henryson er en af Sveriges mest eksperimen­terende musikere og elektron-kunstnere. Han spiller både cello, kontrabas og el-bas, og han komponerer “orkesterværker, filmmusik, jazz, ja – hvad som helst”, siger Henryson selv, Han samarbejder stort set med hvem som helst. Det er vigtigt at være “fri som fuglen”, siger han, De to faste jobs, Svante Henryson har haft, var først hos Oslo Filharmonikerne, så hos heavy metal-guitaristen Yngwie Malmsteen

Nina Ørum
og uddrag af Thomas Michelsen artikel ‘Isbryderen’, Magasinet Klassisk, feb. 2007