Krydsfiner til 30 mio kroner

Det er måske nok lige en “smule” for groft at kalde en violin til 30.000.000 kroner for krydsfiner; men hvordan finder nogen på, at sætte en pris på en violin så højt? Ikke destro mindre er det prisen på Nikolaj Znaiders nye instrument.

Vi havde oplevelsen at høre Znaider spille på den “nye” Guarnei del Gesú violin forrige lørdag til Stjernekoncerten i Rardiohusets koncertsal. Om det er en snob effekt eller eller om man kan høre forskel skal jeg ikke komme ind på; men for mit nedslidte høreudstyr lød det ikke bare godt men fantastisk godt. Publikum ville da heller ikke lade Znaider og pianist slippe. Der måtte hele 3 ekstranumre til.

Aftenes program bestod af:

Beethoven (1770-1827) Violinsonate nr. 4 i a-mol, op. 23
Presto
Andante scherzoso, piu allegretto
Allegro molto

Schumann (1810-1856) Violinsonate nr. 2 i d-mol, op. 121
Ziemlich langsam – Lebhaft
Sehr Lebhaft
Leise, einfach
Bewegt

Beethoven (1770-1827)
Violinsonate nr. 9 i A-dur, op. 47, Kreutzer

Adagio sostenuto – Presto
Andante con variazioni (l-IV)
Presto

Beethovens Violinsonate i a-mol er fra 1800/01 og dedikeret til Moritz von Fries, en rig bankdirektør og kunstmæcen i Wien. Beethoven havde komponeret tre violinsonater før denne, og han var med dem blevet be­skyldt for at være genstridig og egensindig. Anmeldere mente, at han blot ville vise sin afsky for normalitet med sonat­erne, og de anbefalede ham at være mere “naturtro” og rolig i fremtiden.

Beethoven rystede bare på hovedet. Så gik han i gang med sin fjerde sonate, som skulle vise sig at blive noget af det mest dramatiske, han til dato havde kom­poneret – især er sidste sats forholdsvis voldsom. Ikke desto mindre blev sonaten modtaget med begejstring af samme anmelderkorps: “Blandt det bedste Beethoven nogensinde har skrevet, og dermed blandt det bedste, der overhovedet bliver skrevet i dag”, lød dommen.

Det var først i slutningen af sin karriere, Schumann beg­yndte at skrive violinsonater. Men så kom der til gengæld to inden for ganske få måneder. “Jeg brød mig ikke så meget om den første, så nu har jeg skrevet en anden, som forhåbentlig er bedre”, skulle Schumann have sagt til en god ven om Violinsonate nr, 2 i d-mol. Den nye sonate var større, mere dristig og foruroligende end den første.

l 1. sats bruger Schumann et hovedmotiv med tonerne D-A-F-D. Det er en hilsen til violinisten Ferdi­nand David, som komponisten tilegnede sonaten. Et andet motiv har Schumann hentet i koralen Auf tiefster Not schrei ich zu Dir. Han bruger første linje af koralen i 2, sats, mens 3. sats er en række variationer over hele koralen.

Da violinsonaten blev uropført, sad Schumanns hus­tru Clara ved klaveret. Efterfølgende skrev hun om den, at den “rummer en dybde og storhed, som jeg knap er stødt på tidligere. Det er i sandhed overvældende musik”.

Beethovens Violinsonate i A-dur har fået tilnavnet “Kreuzer”, men det kunne lige så godt have været “Bridg-etower”. Da Beethoven komponerede den i 1803, var det nemlig med violinisten George A. P, Bridgetower i tankerne. Det var også ham, der uropførte sonaten sam­men med komponisten.

Et par år senere blev Beethoven og Bridgetower imidler­tid uvenner, og da sonaten udkom i 1805, var den plud­selig dedikeret til violinisten Rudolphe Kreutzer i stedet.

Kreutzer var også selv komponist – efter sigende temmelig forfængelig – og han havde stor succes med en violinkoncert på det tidspunkt, Beethoven så han lidt ned på, Han kaldte sonaten i A-dur for “uhyrligt ufor­ståelig”, og Kreutzer accepterede aldrig, at musikken blev tilegnet ham. Han spillede heller aldrig sonaten offentligt.

Siden er Kreutzer-sonaten blevet en af de mest elskede og opførte violinsonater. Og paradoksalt nok huskes Kreutzers navn i dag kun takket være Beethovens sonate.

Nina Ørum

Nikolaj Znaider proklamerede ni år gammel, at han ville være verdensmester på violin. l dag er han 31 – og er blandt verdens absolutte mestre.

“Violinen er en uløselig del af hans musikalitet og hans fysik. Du føler, at han synger til dig, At han umuligt kan adskilles fra violinen, på samme måde som en stemme ikke er fuldkommen uden den krop, der bærer og be­hersker den”, skrev en britisk anmelder for nogle år siden.

Znaider selv omtaler sin violin (en Stradivarius fra 1704) som dronningen over alle instrumenter, en trofast og følsom ledsagerske, der har drillet og fristet ham gen­nem det meste af livet. Han begyndte at spille som syvårig, Et sjældent talent, time efter time i et øvelokale og inspiration fra lærere i København, New York og Wien har udviklet ham til en af tidens mest efterspurgte violinister.

Ca, 250 dage om året er Nikolaj Znaider på turné. Resten af sin tid tilbringer han i Monte Carlo, som han kalder hjem, eller i Wien eller København. Uanset hvor Znaider er, betragter han musikken som den højeste udtryksform overhovedet. “Fordi musik er det største af de internationale sprog. Et sprog uden sprog, altså uden barrierer”, har han sagt.

Znaider lytter gerne til indspilninger med ældre mu­sikere. Violinisten Jascha Heifetz og pianisten Glenn Gould er blandt favoritterne. Når Nikolaj Znaider selv spiller, virker han umiddelbart også ældre end godt 30. Hans udtryk er kendetegnet af en modenhed, som havde han et langt livs erfaring at dele ud af.

Om denne evne til at udtrykke følelser, han måske slet ikke har haft selv, har Znaider selv forklaret: “Det sker kun i det øjeblik, man står foran et publikum og vender vrangen ud følelsesmæssigt. Der er det lige­som om, der bliver talt igennem en, Man forsøger at være musikkens instrument i det øjeblik”.

Robert Kulek er Nikolaj Znaiders faste pianist. Han er født i Letland, men uddannet og nu bosiddende i USA. Udover at være akkompagnatør for violinister som Znaider, Kyung Wha Chung og andre verdensstjerner, har Kulek også fin karriere som solist. Han har turneret i Europa, USA og Asien og har spillet med bl.a. Berliner Filharmonikerne og Concert gebouw Orkestret.