Løgn og Latin

I onsdags stod den så på fald på halen komedien – eller hvad man skal kalde den Løgn og Latin. Et godt grin er ikke at foragte; men det kan nu også blive for meget af det hele.

Den blev kørt heeelt ud i alle hjørner med misforståelser og alle genrens øvrige ingredienser.

Det var helt sikkert sjovt; men det havde ikke behøvet at vare halvanden time.

Her følger hvad man kan læse om forestillingen på Amager Teaters hjemmeside. For øvrigt en noget finurlig side. Den har ingen forside, så man skal kende navnet på en af de underliggende for at komme ind på den.

To kejtede og knap så begavede politibetjente får juleaftensdag den utaknemlige opgave at overbringe et ældre ægtepar et tragisk budskab. Hvad nu, hvis chokket er for meget for ægteparret? Ingen af betjente vil være den, der ringer på døren – måske ville det være bedre, om de ikke vidste besked? Ægteparret – hvoraf den ene er dement, og den anden lider af et svagt hjerte – misforstår og tror fejlagtigt, at deres hund er død.

De to betjente prøver på enhver tænkelig måde at undertrykke sandheden. Den ene løgn fører den anden med sig. Situationerne bliver mere og mere groteske. Forvekslingerne og misforståelserne accelererer hele tiden, og udviklingen bliver mere og mere uforudsigelig.

I ægte farcetradition omfatter persongalleriet foruden de to betjente spillet af Ulf Pilgaard og Dick Kaysø samt det ældre ægtepar en præst, der inden aftenen er gået optræder i dametøj, en ung pige samt en kvindelig furie.

Farce af Anthony Neilson med blandt andre Ulf Pilgaard & Dick Kaysø.

Iscenesat af: Lisbet Dahl.