En aften i selskab med Leonidas Kavalkos og “Falmouth”.

Så er vi i rækken af stjernekoncerter nået frem til sæsonens første violinvirtuos, nemlig græske Leonidas Kavakos.

Det var en god koncert, og sikke toner man kan lokke ud af to stykker krydsfiner og 4 kattetarme. I stedet for at jeg skal bruge megen tid på research vil jeg i lighed med tidligere indlæg omkring stjernekoncerter citere fra Nina Ørums udmærkede program:

Leonidas Kavakos (født 1967) er tredje generation af violinister i sin familie. Hans bedstefar spillede violin i sin egen folkemusikgruppe i Grækenland. Hans far begyndte som violinist i samme gruppe, men blev senere sendt på konservatoriet i Athen for at lære at spille klassisk violin. Han giftede sig med en pianist, og da de fik en søn, var de ikke i tvivl om, at han også skulle være musiker.

Fem år gammel fik Leonidas Kavakos således en lille violin i julegave, og hans far begyndte at undervise ham. l dag beskriver Kavakos de første møder med violinen som “nærmest tortur”. “Det tager jo noget tid at lære at sætte fingrene rigtigt på strengene, så violinen lyder godt. Men min far var perfektionist og kunne ikke acceptere urenhe­der, Det blev til nogle kampe,..”, fortalte Kavakos for nylig i et interview. Tit besluttede han at lægge violinen helt på hylden. Den blev imidlertid kun liggende i få dage, for han kunne ikke undvære at spille.

Som sin far blev også Leonidas Kavakos uddannet på konservatoriet i Athen. Han var 17 år, da han debuterede under Athens Musikfestival. Året efter vandt Kavakos – som yngste konkurrencedeltager – den prestigefulde Sibelius konkurrence i Helsinki, og så rejste han til USA for at studere,

l dag kan Leonidas Kavakos ærgre sig over, at han ‘ aldrig rigtig har lært at spille folkemusik, og han lader sig til stadighed inspirere af folkemusikere fra hele verden. “Min far turde ikke lære mig den særlige teknik og tradition, fordi han var bange for at forvirre mig. Og på konservatoriet kunne det slet ikke komme på tale. Men folkemusikernes glæde ved musikken, deres spontanitet, rytmesansen og evnen til at improvisere – det er noget, som alle vi klassiske musikere bør tage til os”, mener Kavakos.

Violinisten har spillet med de største orkestre i Europa og USA. Han er også flittig kammermusiker, og i august i år blev han udpeget til kunstnerisk leder af Camerata Salzburg. Leonidas Kavakos spiller på en Stradivarius fra 1692 med navnet ‘Falmouth’.

Enrico Pace er fra Rimini i Italien og jævnaldrende med Ka­vakos. Udover at være pianist har han også studeret direk­tion og komposition. Pace har turneret som solist i Europa og Sydamerika og bliver ofte brugt som akkompagnatør.

Aftenens program:

Beethoven (1770-1827)
Sonate for violin og klaver nr. 6 i A-dur (var, ’24)

Allegro
Adagio molto espressivo
Allegretto con Variazioni (I-IV)

Schumann (1810-1856)
Sonate for violin og klaver nr. 1 i a-mol (var, ’18)
Mit leidenschaftlichem Ausdruck
Allegretto
Lebhaft

Brahms (1833-1897)
Sonate for violin og klaver nr, 3 i d-mol (var. ’23)
Allegro (Moderate)
Adagio
Un poco presto e con sentimento
Presto agitato

Beethovens nr., 6 i A-dur er fra 1802 – året, hvor komponis­ten måtte se i øjnene, at hans hørelse var på vej helt væk, Han skrev et bittert og ulykkeligt brev til sine brødre om frygten for at blive døv, frygten for at dø. Samtidig formåede han imidlertid at skrive musik med relativt lette og optimis­tiske klange. Sonaten er kendetegnet ved, at temaerne ligger hos både violin og klaver, det er umuligt at skelne mellem melodi-instrument og akkompagnement. Beethoven dedikerede sonaten til den russiske tsar Alexander l,

Bare fem dage tog det for Schumann at komponere Sonate nr. 1 i a-mol. Det var i september 1851, kort tid efter at Schumann var blevet ansat som dirigent og musikchef i Musikverein i Düsseldorf, Han var bekymret for fremtiden på det tidspunkt, han havde nemlig lige fået at vide, at man var utilfreds med hans måde at lægge programmer på og også hans måde at dirigere på. Schumann var slet ikke nærværende, lød kritikken, Komponistens uro høres tydeligt i sonatens første sats, mens anden sats har en mere drømmende og eventyrlig karakter. Den barske virkelighed og bekymringerne vender dog tilbage i sidste sats.

Brahms havde den største respekt for Beethovens vio­linsonater, og det siges, at han smed mindst tre færdige sonater i skraldespande i sin ungdom, Først da komponis­ten var fyldt 40, turde han begynde at eksperimenterer med genren. Brahms sonate i d-mol er hans tredje og sidste for violin og klaver, og den blev færdig i 1888, mens kompon­isten opholdt sig ved søen Thun i de schweiziske alper. Her tog han ofte ud for at finde inspiration og få fred fra Wiens mylder og larm, Især sonatens langsomme sats er Brahms på smukkeste, blideste vis.

Nina Ørum