Med The Boss i Parken tænker jeg ikke på Flemming Østergaard; men på musikeren med tilnavnet The Boss – Bruce Springsteen.
Jeg var så utrolig heldig, at få en opringning fra en leverandør fredag eftermiddag, og denne opringning var en invitation for 2 til at overvære Bruce Springsten
og The Seeger Sessions Band i Parken, København, lørdag aften. Lidt sent for en sådan invitation kan man måske sige; men jeg vil hellere takke den person, som meldte afbud, og dermed gav os andre chancen for af få denne oplevelse.
Aftenen startede med en dejlig middag, og ved 19:30 tiden blev vejen lagt i retning af Parken. ikke et sekund for tidligt, for der stod ca. 22.000 ivrige fans der skulle ind og høre koncerten.
Vi fik bænket os lige som koncerten begyndte, og sikken en koncert. Jeg / vi har aldrig oplevet en koncert i det omfang, og Bruce Springsteen har måske ikke tidligere stået øverst på listen over foretrukne musikkunstnere; MEN nu må jeg tilstå, at det nok har været en stor fejl. Det var en kanon koncert og en fed oplevelse. En professionel anmeldelse af koncerten vil jeg ikke give, det overlader jeg gerne til andre der har ekspertisen til at leve en sådan. Og hvem har det? Jo, det ser ud til, at B.T.’s musikanmelder Jan Have Eriksen ved hvad han taler om i dagens udgave af B.T. Så med farer for at lægge mig ud med alverdens copyright rettigheder m.v. har jeg herunder indsat hans anmeldelse. Når jeg nu alligevel tilstår tyveri må det også lige nævnes at billedet er taget af Nils Meilvang.
Sprudlende Springsteen
B.T. vurderer 
Af JAN HAVE ERIKSEN
KONCERT: Bruce Springsteen og The Seeger Sessions Band i Parken, København, lørdag aften
Han blev Born To Run. Siden gik rejsen gennem Badlands og Backstreets, mens han luftede sit sultne hjerte og Pink Cadillac.
Men hvem havde troet, at man skulle opleve et Bruce-bad af ren livsglæde med sådan en flok sprudlende spradebasser.
Normalt bakkes han op af et hamrende solidt hold spillemænd i The E-Street Band.
Men i disse dage består Brucerens blandingsbatteri af hele 16 musikere.
Bossen har midlertidigt erstattet drengene fra E-Street til en flok glade gademusikanter.
Sent i aftes begejstrede Springsteen og hans Seeger Sessions Band det danske nationalstadion, til lejligheden i halv størrelse med et enormt tæppe på langs ved midterlinien.
Tilskuern ellevilde
22.000 ellevilde danskere og svenskere jublede fra første sjaskede strofe i “John Henry”, og da først lyden usædvanlig hurtigt var på plads i betonbunkeren – formentlig fordi næsten instrumenter er austiske – gik det for fuld swingende power videre med bl.a. “O Mary Don’t You Weep”. Den, vi kender som “Åh Marie a vil hjem til dig” med Four Jacks.
Dette ubetaleligt pragtfulde, fodtrampende sammensurium af alt fra trombone, violin, trumpet til gulvbas klæder Bossen overraskende godt.
Cirkusmusik, cajun, hillbilly, kirkemusik, hylende swingende basin jazz, blues og gospel mikset sammen så indtrængende soulfuldt – at det gik som Bruce forlangte: Get your danish ass up of your danish chair«.
Ja, man fik lyst til at udbryde “Praise The Lord” – eller “Yihaaa”.
Lyden af “musikalske bifloder”
Det er simpelthen lyden af alle originale amerikanske musikalske bifloder, der flyder sammen i en frådende Mississippi med udløb i New Orleans.
Byen, som Springsteen mener blev svigtet af kynikerne i Washington DC under Katrina-orkanen.
Hovedparten af Springsteens aktuelle sangkatalog stammer fra den nu 87-årige protestsanger og aktivist Pete Seegers skatkiste af urgamle, traditionelle sange fra Amerikas tidlige ungdom.
Det er Bossen som bumsen. Seeger Sessions er Springsteens romantiske, nogle vil sige nostalgiske hyldest til Bluecollar America, arbejderens USA.
Til de tusinder af Jens Vejmænd, der byggede højhuse, jernbaner og tisporede motorveje. Banede vejen for pengemændene i Whitecollar Corporate America.
Mange tror fejlagtigt, at disse feststemte, støjende folkesange er anti-amerikanske. Tværtimod. Det er en kærlighedserklæring til de åbne vidders længsel, retfærdighedens og anstændighedens USA.
Springsteen har altid besunget skønheden i den splittede amerikanske sjæl.
Det store spørgsmål for overtegnede før aftenens koncert var: Ville gadeprædikant Bruces gospel fungere i Don Ø’s kapitalkatedral på Øster Allé. Eller ville det bare være “Pay Me My Money Down”.
Gjorde regning uden vært
Der havde jeg gjort regning uden værten, Kongen af Koncersalen, der lægger så meget sjæl og indlevelse i, at man mærker følelser, man enten ikke troede, man havde, eller havde glemt piple selvfølgeligt frem. Som i hjertegribende smukke “Jacobs Ladder” og “Land Of The Common People”. Man skal være kriminelt naiv og godtroende for at tro, at de hvide kravers Corporate America, Denmark for den sags skyld, lader sig rokke af Spingsteens blå øjne.
Men håbet, troen og festen kan de ikke tage fra os. Lad os kalde den fremragende koncert i Parken en hyldest til den menneskelige naivitet og godtroenhed.
Kan man tro for meget på det gode?
Skriv et svar