Så er det igen tid for de store korværker

Så er det igen tid for de store korværker, og sæsonen statede 1. oktober Københavns Kantatekors opførsel af Verdis Requiem i Store Magleby Kirke.

Jeg har i ugen op til koncerten “sakset” lokalpressens beskrivelses af den kommende koncert.

Totaloplevelse i St. Magleby Kirke

Københavns Kantate­kor har allieret sig med nogle af de yp­perste solister fra Det Kongelige Teater til opførelsen af Verdis’ Requiem i St. Magleby.

af Hanne Højberg

Ikke færre end 175 medvir­ker, når Verdis Requiem op­føres i Store Magleby Kirke på søndag 1. oktober klok­ken 16.00.

Store Magleby Kirke har gennem de seneste 15-20 år opbygget en tradition med opførelser af kirkemusik­kens største og bedste vær­ker. Det er efterhånden ble­vet til omkring 50 store orato-rieopførelser, og på søndag tilføjes et nyt højdepunkt med Requiet, der regnes for et af Verdis allerbedste vær­ker. Det myldrer med gode melodier og når hele følelses-registeret rundt lige fra øre­døvende dommedagsstem-ning til stille og indtræn­gende bøn om at nå det evige lys.

Københavns Kantatekor står bag opførelsen, og en­semblet har allieret sig med

nogle af de ypperste solister fra Det Kgl. Teater. Sopran er Anne Margrethe Dahl, som har fået forrygende gode an­meldelser som Violetta i La Traviata sidste år og for tiden som Tosca, mezzosopranen Susanne Resmark, operaens store Wagner-mezzo. Tenor­partiet synges af Niels Jør­gen Riis, teatrets nye store »italienertenor«, og baspar­tiet synges af Christian Chri­stiansen, som gennem 25 år har været én af teatrets mest brugte solister. Dirigent er Torben H. S. Svendsen, som har gjort opsætninger af store kirkemusikværker som sit speciale.

Orkesteret består fortrins­vis af musikere fra Det Kgl. Kapel, Radiosymfoniorkeste­ret og Sjællands Symfonior­kester og er som et stort ud­videt symfoniorkester kryd­ret med bl. a. stortromme og fire fjerntrompeter, som spil­ler fra kirkens bagvæg.

Koncerten er støttet af blandt andre Toyota Fonden og Dragør Kommune.

Om værket:

Guiseppe Verdis (1813-1901) anledning til at skrive et requiem kom i 1867, da den store italienske komponist Rossini døde, og 13 italienske komponister i fællesskab ville skrive et requiem til opførsel på årsdagen for hans død ved hver især at komponere en sats. Verdi skrev satsen “Libera me”. Planen blev ikke til noget og set med eftertidens briller kan vi vist kun være glade for at Verdi fik lov til at komponere sit eget Requiem. Dette blev til i 1874, og blev opført i Milano første gang på årsdagen for den italienske digter Manzonis død. Verdi var selv med til at beslutte detaljerne omkring opførelsen, han fik lov at vælge kirken, musikerne, sangerne og skulle selv dirigere. Verdi var så fast overbevist om hvordan værket skulle lyde at han fik kvindelige sangere med i den kirkelige opførelse, noget der ellers ikke var tilladt på det tidspunkt i den katolske kirke.

Der blev hurtigt rejst den anklage mod Verdi, at hans requiem var en “Opera i Kirkeklæder”, som den tyske komponist og musik-kritiker Hans von Biilow kaldte det. Det er da også klart, at det ikke er en liturgisk messe, som de fleste tidligere udgaver af Requiem var det, Verdis er ikke ment som en del af en større liturgi. Men det er heller ikke en opera! Også selv om musikken mange steder minder om den, man kan finde i Verdis operaer.

Det er et storslået værk, der i sit musikalske udtryk og dramatik lever helt op til de største operaer, som f.eks. Aida. Hele følelsesregistret bliver sat i spil. Dies iræ satsen er så voldsom, at man ikke kan lade være med at blive bange for denne frygtelige dommedag, som teksten handler om. Verdi adskiller sig fra mange af sine forgængere ved sit fokus i netop denne sats. Det er ikke Rex tremendæ, der er klimaks, som det f.eks. er hos Mozart, men tværtimod Salva me. Og her findes måske en nøgle til Verdis tanker bag værket, også teologisk. Tilføjelsen af den mere personlige Libera me og at Dies ir æ skal kulminere i Salva me vidner om en mere subjektiv fortolkning af requiet. Det er ikke længere den, der bedes til, der er centrum, men den, som beder. Og med det tilbagevendende Dies iræ, der optræder løbende gennem hele sekvensen, bliver det endnu tydeligere, at det er det enkelte individs rædsel på dommedag, der er på færde. Værket er ikke ment som en forbøn for den afdøde, som det ellers traditionelt var requiets funktion helt tilbage fra den tidlige middelalder. Det er i stedet et kunstværk til minde om en af Italiens store skikkelser (fra en anden, kunne man tilføje).

Verdi var ikke ateist eller areligiøs, tværtimod, men anti-klerikal, og han tog skarpt afstand fra den katolske kirke som verdslig magt. (Hvilket især fremgår af operaerne Don Carlos og Aida, der begge er skrevet i årene inden requiet.). Der er tale om et værk, der ganske givet må kaldes religiøst, men ikke nødvendigvis kristent.

Verdi markerer en overgang fra den tid, hvor religiøs musik nødvendigvis også var liturgisk musik, til at de kirkelige tekster også kan bruges som “libretto” til kunstmusik. Det er også derfor at Verdi 3 dage efter førsteopførelsen igen dirigerede en opførelse, denne gang på Milanos “La Scala” opera. Værket er altså ikke nødvendigvis begrænset til kirkerummet, men det får uden tvivl en anden karakter af at blive opført i en kirke.

Værket opføres ikke så ofte i Danmark, bl.a. fordi det kræver et ret stort ensemble af både musikere og sangere, som disse opførelser også vidner om.