Torsdag den 29. maj bød på sæsonens sidste torsdasgskoncert. Koncerten bestod af dansk og finsk musik, skrevet af henholdsvis Carl Nielsen og Jean Sibelius.
Det fulde program kna du læse herunder, og endnu engang sender jeg min tak til Jens Cornelius for den gode måde han fortæller om solister og komponister på.
DR Radiosymfoniorkestret
DR Vokalensemblet
DR Radiokoret
DR Radiobørnekoret
Københavns Drengekor
Dirigent: Thomas Dausgaard
Solister: Inger Dam-Jensen, sopran
Mathias Hedegaard, tenor
John Lundgren, baryton
Koncertmester: Soo-Jin Hong
Korindstudering:
Michael Bojesen (VE og RK)
Susanne Wendt (RBK)
Ebbe Munk (Kbh. Drengekor)
Carl Nielsen (1865-1931)
Hr. Oluf han rider. Forspil (1906)
Jean Sibelius (1865-1957)
Symfoni nr. 3, C-dur, op. 52 (1904-07)
Allegro moderato
Andantino con moto, quasi Allegretto
Moderato, Allegro ma non tanto
Jean Sibelius
Symfoni nr. 4, a-mol, op. 63 (1910-11)
Tempo molto moderato, quasi adagio
Allegro molto vivace
II tempo largo
Finale: Allegro
Carl Nielsen
Fynsk forår, op. 42 (1921)
For solister, kor og orkester
Som en græsgrøn plet
Å se, nu kommer våren
Den milde dag er lys og lang
Derharvi den aldrende sol igen
Til dansen går pigerne arm i arm
Jeg tænder min pibe i aftenfred
Og månen jeg ser
Den blinde spillemand
Nu vil vi ud og lege
De gamle
Dansevisen
Thomas Dausgaard, chefdirigent
Thomas Dausgaard er kendt for sin dynamiske stil og nytænkende tilgang til musikken. Han er en ildsjæl, der først og fremmest arbejder seriøst, grundigt og fornyende med de klassiske mesterværker. Samtidig er han en af de faste dirigenter ved DR Radiosymfoniorkestrets uhøjtidelige Metrokoncerter, hvor nysgerrige lyttere strømmer ind til en lille time med en stor symfoni.
Store internationale turnéer er blevet et varemærke for DR Radiosymfoniorkestret og Thomas Dausgaard. De seneste år har orkestret optrådt med Dausgaard så forskellige steder som Kina, Korea, Concertgebouw i Amsterdam, The Proms i London, Baltisk Østersøfestival i Stockholm, samt senest foretaget en vellykket turné i Centraleuropa med koncerter i bl.a. Theatre des Champs Elysées i Paris.
Overalt hvor de har spillet, har pressen kvitteret med flotte anmeldelser. Orkestret spillede bl.a. en koncert i Wiens berømte Konzerthaus, og selv om anmelderne i Wien er vant til en høj kvalitet, har Wiener Zeitung kun roser tilovers for orkestret og dets chefdirigent, idet de anmelder koncerten under overskriften “Ein dånisches Dreamteam”.
I Graz stod Brahms’ 4. Symfoni på programmet, og det gav publikum en ny fortolkning af en gammel tysk kending: “Langt fra den belastende tyngde, som man oftest hører værket med her i landet, fortolkede Dausgaard med sin stort besatte elitetrup Brahms’ 4. Symfoni med hvælvet ‘schwung’ og lidenskabelig ekspressivitet,” skriver Ernst Naredi-Rainer, og i Kronenzeitung skrive de, at opførelsen “an der Weltklasse kratzt”!
Dausgaard fungerer også som gæstedirigent for flere førende orkestre, deriblandt Det saksiske Statskapel, Dresden, Berlins Radiosymfoniorkester og symfoniorkestre i Toronto og Houston. Som chefdirigent for Det svenske Kammerorkester har han bl.a. været på turné til sommerfestivalerne i London (Barbican) og Italien (Stresa), og deres indspilninger af Beethoven og Schumann regnes blandt de bedste.
Inger Dam-Jensen, sopran
Siden sit gennembrud i 1993 har Inger Dam-Jensen været en af Europas mest efterspurgte sopraner i det lyriske fag. Hun debuterede herhjemme i 1991, men det store gennembrud kom, da hun vandt BBC’s konkurrence Singer of the World. Ikke mindst i Storbritannien har man derfor et godt øje til Inger Dam-Jensen, og hun har optrådt både på Covent Garden i London, ved den internationale Glyndebourne Festival og sunget med de store engelske orkestre.
Det danske publikum kender hende fra Det Kgl. Teater, hvor hun har været ansat siden 1993, og fra hendes mange optrædener med DR Radiosymfoniorkestret. På Det Kgl. Teater har Inger Dam-Jensen excelleret i partier af Mozart, Richard Strauss og Donizetti. Hun har også haft stor succes i barok-opsætningen af Håndels opera Julius Cæsar, hvor hun i rollen som Kleopatra spillede over for kontratenorstjernen Andreas Scholl.
Som koncertsangerinde, bl.a. i sopranpartiet fra Mahlers 4. Symfoni, har hun optrådt med verdenskendte orkestre som Berliner Filharmonikerne, New York Filharmonikerne og Tjekkisk Filharmonisk Orkester.
På cd kan man høre Inger Dam-Jensen synge både oratorier, opera og danske romancer. Hendes seneste pladeindspilninger er Per Nørgårds H.C. Andersen-værk Lygtemændene tager til byen og hovedrollen i August Ennas opera Den lille pige med svovlstikkerne, begge udgivet af Dacapo.
Jens Cornelius
Mathias Hedegaard, tenor
Tenoren Mathias Hedegaard har fået mange roser i løbet af de få år, han har optrådt professionelt. Han har modtaget priser og legater, bl.a. Gladsaxe Musikpris og Sonning Musikfonds Stipendiat. Og han er blevet omtalt som det største danske tenortalent siden legendariske Aksel Schiøtz.
Da Mathias Hedegaard modtog Musikanmelderringens Kunstnerpris i 2006, skrev Politiken: “En lys, lyrisk tenor med en uforvekslelig personlig klang og en akut fornemmelse for sprog og indhold. Mange har knækket halsen på de skrøbelige nationale klassikere, men på et ualmindelig klart og smukt dansk forenede Hedegaard det følsomme og det fortællende i sangene med en præcision og en begejstring, der bragede ud over rampen. Så friskt og sprællevende kan de altså gøres!”
Mathias Hedegaard er søn af tenoren Ole Hedegaard. Han er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og videreuddannet på Operaakademiet. Allerede inden hans diplomeksamen kom der bud efter ham, og han har efterhånden optrådt som koncertsanger med de fleste danske symfoniorkestre og givet liedkoncerter over hele landet. På Det Kgl.Teater har han haft roller i Verdis opera La traviata og i Ravels L’enfantetles sortiléges.
Der findes nu fire cd’er med Mathias Hedegaard. Den seneste er med danske romancer og serenader og er lavet sammen med dirigenten Adam Fischer og DR RadioUnderholdningsOrkestret. Han har også indspillet italiensk barokmusik sammen med Copenhagen Saxophone Quartet, Weyses berømte Morgen- og Aftensange, og han medvirker på Adam Fischers indspilning af Mozarts opera Idomeneo.
Jens Cornelius
John Lundgren, baryton
Barytonen John Lundgren er svensker, født i Mariestad, men uddannet på Opera-Akademiet i Købenahvn. Haner ansat ved Det Kgl. Teater i København, hvor man i denne sæson kan høre ham synge Marquis Posa i Verdis Don Carlos og Scarpia i Puccinis Tosca.
På Den Jyske Opera skal han næste sæson synge titelrollen i Wagners Den flyvende hollænder. I denne sæson har han haft rollen som Don Pizarro i Beethovens Fidelio.
John Lundgren synger i øvrigt et meget bredt repertoire, alt fra barokopera på det berømte Drottningholms Teater uden for Stockholm til moderne uropførelser i både Danmark og Sverige. Man kan se ham på dvd’en med Det Kgl. Teaters roste opsætning af Håndes opera Julius Cæsar og på dvd’en (og cd’en) med Rued Langgaards Antikrist med DR Radiosymfoniorkestret og chefdirigent Thomas Dausgaard.
Inden han blev operasanger, nåede John Lundgren at uddanne sig til både socialrådgiver og kaptajn af reserven. Han har også sunget i en svensk country’n’western-gruppe. Det var dog for sine præstationer i det klassiske repertoire, at han i 2006 modtog Birgit Nilson-prisen.
Jens Cornelius
Carl Nielsen: Hr. Oluf han rider. Forspil
De danske folkemelodier kom ind i den klassiske musik i begyndelsen af 1800-tallet. Kuhlaus Elverhøj, Gades Elverskud og Hartmanns Liden Kirsten er nogle af højdepunkterne fra 1800-tallets stormende kærlighed til de gamle sange om danske helte, prinsesser og naturmystik. 11906 var idéen stadig ikke gammeldags. Carl Nielsens musik til Holger Drachmanns teaterstykke Hr. Oluf han rider er sådan et eksempel på sen nationalromantik.
Drachmann var en institution i dansk kulturliv, og Det Kgl. Teater fejrede ham naturligvis, da han fyldte 60. Hans stykke om Hr. Oluf bygger på samme folkevise, som Niels W. Gade bruger som grundlag for Elverskud:Vtsen om Hr. Oluf, der natten før sit bryllup lokkes på afveje af elverpigerne.
Drachmann gav sit teaterstykke undertitlen “Den danske sommernats drama”, og han udvidede folkevisens enkle persongalleri til en kæmpe skare af jomfruer, borgfruer, jægere, riddere og nisser. Hans morale er den omvendte af Gades: Den farlige kærlighed slår ikke ihjel, men er en berigelse af livet. “Den blev ej mand og moden,/ som ej lagde vid og sans / skønhedsdåret ned for foden / af en mø i elverdans!”, siges det til sidst i stykket.
I Elverskud citerede Gade nogle tekstlinjer fra visen om Hr. Oluf, men ikke selve melodien, så den bruger Carl Nielsen som rygrad i sin ouverture. Melodien høres i sin helhed mod slutningen, spillet af basunerne. Derfordeler Carl Nielsen fraserne i et arrangement, der minder om Bachs store koralsatser med kor og orkester. En flot afslutning, hvad enten man kender melodien om Hr. Oluf på forhånd eller ej.
Skuespillet Hr. Oluf han rideri\k ikke god kritik (det var Drachmann efterhånden vant til), og musikken af Carl Nielsen gik derfor hurtigt i glemmebogen. Først i de seneste år, hvor man har vendt hele stakken af Carl Nielsen-noder, er hans inspirerede og originale ouverture dukket op på repertoiretigen. DR Radiosymfoniorkestret og Thomas Dausgaard har også indspillet den på cd.
Sibelius: Symfoni nr. 3
Efter den stormfulde, heroiske Symfoni nr. 2 blev Sibelius’ symfonier mere koncentrerede. Kortere, med færre satser og tættere i deres indre sammenhæng. Det blev musikken dog ikke enklere af. En klog mand har sagt, at det er nemmere at følge med i en symfoni af Dvorak eller Tjajkovskij, ikke fordi de er mere sammenhængende end en symfoni af Sibelius, men fordi de er mindre sammenhængende!
Den gamle russiske komponist RimskijKorsakov var bekymret over 3. Symfonis kompleksitet. “Hvorfor gør De det ikke på den sædvanlige måde,” sagde han til Sibelius. “Publikum kan hverken forstå eller følge med i dette.”
Sibelius havde i 1907 et enkelt møde med Gustav Mahler, datidens anden store symfoniker. Deres samtale har ikke været uinteressant- Sibelius havde netop skrevet sin kortfattede 3. Symfoni for lille orkester, mens Mahlers seneste symfoni (nr. 8) varer halvanden time og kræver mindst 500 medvirkende. I sin alderdom huskede Sibelius tilbage på mødet med Mahler:
“Da samtalen kom ind på symfoniens væsen, sagde jeg, at jeg beundrede dens strenghed og stil og den dybe logik, som skaber indre sammenhæng mellem alle motiver. Mahler var af en helt modsat opfattelse: ‘Nej, en symfoni skal være som verden. Den skal favne alt’”.
Det er netop Sibelius’ evne til at lade hver lille bevægelse være en del af en helhed og en del af en organisk udvikling, der gør hans symfonier så enestående.
3. Symfoni begynder i strålende C-dur. Efter lysbadet skifter musikken med mystisk virkning pludselig til fjerne tonearter. Satsens fremdrift fortsætter dog, og motiverne fortsætter med at udvikle sig i en glidende forvandling. Forløbet styres alligevel af de overordnede principper, som også Mozart og Haydn brugte til en førstesats.
Nogle af motiverne lyder som brokker fra folkemusik, og i den langsomme 2. sats er folketonen umiskendelig. Satsen er en af Sibelius’ enkleste symfonisatser, nærmest minimalistisk i sine repetitioner af samme lille motiv. Finsk og estisk folkesang har siden de ældste tider været opbygget af den slags gentagne mønstre, der kan fortsætte nærmest uendeligt.
I modsætning til enkelheden i den langsomme sats er finalen en af Sibelius’ mest komplekse og dristige. Sibelius beskrev satsen som “tankens udkrystallisering af kaos”. Første halvdel af satsen – kaos? – kan man opfatte som den ‘3. sats’, Sibelius ellers har udeladt i symfonien. Anden halvdel af satsen er en afklaring, der med stolthed sætter alt på plads.
På sin vis kan hele symfonien faktisk ses som en “udkrystallisering af kaos”. Det er et værk, hvor Sibelius vælger side og bevæger sig væk fra det svulmende og altfavnende, som fx Mahler og andre senromantikere stod for. Så hellere en udkrystallisering, hvor alt er fortættet i en nøgtern klarhed. Symfonien afsluttes helt uden patos. Den stopper bare på det tidspunkt, hvor krystallen har nået sin fuldendte form.
Sibelius: Symfoni nr. 4
Ondt i halsen og vedvarende hæshed skræmte næsten livet af Sibelius. Det kunne være tegn på halskræft, ikke usandsynligt for en storrygende og stordrikkende mand som ham. Læger foreslog ham at rejse til en specialist i Berlin, hvad der var økonomisk helt uoverkommeligt. Han havde belånt sig til skorstenen og var langt bagud med leverancer af værker, han allerede havde fået honorar for. Rygtet gik i Helsinki, at nationalhelten Sibelius var døende. Han måtte reddes, og en forsikringsdirektør skred ind med den fulde betaling. I Berlin fik Sibelius fjernet en svulst. Al tobak og sprut skulle fremover lægges på hylden i årevis. I den efterfølgende tid overgik Sibelius’ skræk for at dø hans abstinenser, selv om hans dagbøger er fulde af linjer som “Savner cigarerne!”
Sibelius’ symfonier blev til ved hårde fødsler. Især 4., der udsprang af hans dødsangst. Frelsen kom denne gang fra en vandretur til Koli, et næsten helligt urlandskab i det østlige Finland. Øde, barsk og tomt Sibelius hørte her vindens egen stemme, naturens grundtone, kort sagt Jordens bidrag til sfærernes musik. Det var en af de afgørende oplevelser i Sibelius’ liv. Den lutrende rejse til Koli fik hans sind og musik til at vende sig indad. Konsekvensen blev hans mest asketiske og strenge værk overhovedet, 4. Symfoni.
1. sats et studie i hvide, grå og sorte farver, gjort med et minimum af armbevægelser. Dur og mol presses af kirketonearter, den mystiske heltoneskala og rumlende bastoner. Det ‘forbudte’ interval tritonus bliver nærmest et motto for hele symfonien og giver den en uforløst anspændthed. Der er tilløb til både dans og glæde undervejs, fx i 2. sats, men hver af de fire satser ender dumpt i mørket.
Sibelius taler med en mystikers stemme, og hvad der egentlig foregår i symfonien, har optaget musikforskere i 100 år. 3. sats er måske en svanesang for musikken selv. Der er et tema dernede et sted, men det får ikke lov til atkomme ud. Man hører oplæg til dets fremkomst, men tema og tonalitet når kun lige akkurat at blive gjort tydelige, før lyset slukkes igen.
Som om intet var hændt, går 4. sats i gang med hurtige motiver, men også de suges tomme for kraft. Symfonien ender med små pip fra fløjten, de sidste tegn på liv. Fløjten stiller det samme spørgsmål tre gange, men affærdiges koldt af oboen. Og så er det slut, på en tom og død molakkord. Har alt været forgæves?
Med 4. Symfoni er vi i samme verden som Ingmar Bergman og August Strindberg. Sibelius brugte selv et citat af Strindberg som karakteristik af symfonien: “Det år synd om månniskorna”. Meget nærmere kom han ikke en beskrivelse af denne gådefulde musik, der ikke let giver sine hemmeligheder fra sig. Tydningen af den bevæger sig ofte i religiøse baner. Nogle ser afslutningen som en befriende overgivelse, andre som et budskab om, at alt håb er ude.
Nervøse nik og forvirrede blikke blev sendt tavst afsted til komponisten og hans kone ved uropførelsen i 1911. Når det, der burde have været ‘den tykke del’ af 1. sats, består af nogle få strygerstemmer på vejvækfra civilisationen, må mange have gruet for nationalheltens tilstand. Var han blevet en levende død – eller kunne man få lov til at beholde hans forstand?
I dag regnes 4. Symfoni for en af de vigtigste symfonier fra det 20. århundrede overhovedet og som et af de mest kompromisløse og originale værker af denne nordiske mesterkomponist. Med den afslutter DR Radiosymfoniorkestret og chefdirigent Thomas Dausgaard sæsonens opførelser af alle Sibelius’ syv symfonier i anledning af 50-året for komponistens død.
Carl Nielsen: Fynsk forår
En del af særheden ved Carl Nielsen er hans evne til at skrive det mest avancerede og det mest folkelige. Af og til helt sideløbende. Da han i 1921 skrev på sin 5. og mest drastiske symfoni, arbejdede han samtidig på et af sine mest folkelige værker, korstykket Fynsk forår. Der er en verden til forskel på de to værker, og alligevel hænger de sammen. Begge stykker begynder med samme interval, en terts, der vipper i violinerne. I det ene tilfælde er idyllen begyndelsen til en krigerisk ekspansion, i det andet er det en idyl, derforbliver idyllisk gennem hele værket.
Udgangspunktet var en bestillingsopgave, der havde ligget længe i skuffen og ventet på tid til at blive til noget. Allerede under 1. Verdenskrig havde Carl Nielsen sagt ja til at skrive musik til den tekst, der måtte blive udnævnt som vinder af en konkurrence udskrevet af Dansk Korforening. En musikalsk ‘blind date’, altså. Vinderbidraget var pudsigt nok skrevet af en bekendt af Carl Nielsen. Aage Berntsen var læge og digter, søn af højskolemanden og fhv. konseilspræsident (= statsminister) Klaus Berntsen, der i sin tid havde medvirket til at den fattige Carl Nielsen kunne flytte fra Odense til København for at studere.
Fynsk forår blev en født klassiker, selv om teksten ikke har holdt sig så godt. Den har en sødladen, hygsom tone, og nogle linjer er ikke til at bære, fx “Og alle folk synes, at dagen er sød/fra morgenens grå og til aftenrød / og de mimrer ved tanken om boghvedegrød”. For ikke at tale om ” I lommen har jeg min klarinet / min bedste trøster, når jeg har grædt”. Andre dele af Fynsk forår har vist sig udødelige, ikke mindst tenorens solo “Den milde dag er lys og lang”, en hyldest til vores foretrukne version af kærligheden, den nære og besindige.
Alt i alt er værket præget af en regional racisme, der hørte til nationalromantikken, og som sammen med dialekterne næsten er forsvundet i dag. Fyns Stiftstidende formulerede det sådan efter uropførelsen: “Fyenboerne savner absolut Evnen til at tage sig selv med stor Højtidelighed. Som ægte Sønner af fyenske Slægter har Berntsen og Carl Nielsen derfor gjort Fyensk Foraartil en Humoreske; men ikke mindre ejendommeligt er det at Humoresken bærer Lyrikens Præg, for Fyenboerne er og bliver de Danskere, der lettest hengiver sig til Stemningernes vekslende Spil.”
Uropførelsen fandt sted i sommeren 1922 ved et stævne med næsten 1000 sangere i Kvæghallen i Odense. Der var opstillet æresport ved indgangen, hvor mottoet “Vi elsker vort land” bød publikum og deltagere velkommen. Programmet bestod desuden af dansk musik af Lange-Müller, Julius Bechgaard og Christian Danning – samt et stykke af renæssancekomponisten Palestrina.
For at blive færdig til tiden måtte Carl Nielsen have hjælp til orkestreringen af sin elev Nancy Dalberg. Alligevel var det et stykke, han fuldt og helt stod inde for. På sin 60-års fødselsdag tre år senere dirigerede han selv Fynskforårved en festkoncert i Tivoli – sammen med den krigeriske, kosmiske 5. Symfoni.
Jens Cornelius
Skriv et svar