Dagens koncert stod der helt og holdet Johannes Brahms på – Lieder og en symfoni.
Herunder kan du læse hvordan Jens Cornelius beskriver komponist og musik.
Johannes Brahms
Nånie, Op. 82 (1881)
Johannes Blahms
Gesang der Parzen, op. 89 (1882)
Johannes Brahms
Schicksalslied, Op. 54 (1871)
Johannes Brahms
Symfoni nr. 4, e-mol, op. 98 (1884-85)
Allegro non troppo
Andante moderato
Allegro giocoso
Æresdirigent Herbert Blomstedt
Født i Sverige
Herbert Blomstedt blev uddannet i efterkrigstidens Stockholm og i Uppsala. Han studerede ny musik hos den amerikanske avantgardekomponist John Cage i Darmstadt og direktion hos Igor Markevitj i Paris og hos Leonard Bernstein i USA. Han debuterede officielt som orkesterdirigent i Stockholm 1954.
Efter sin periode hos DR Symfoniorkestret har Blomstedt været chef for en række orkestre, der i dag alle taler om deres ‘Blomstedt-tid’. De længste perioder har han haft hos Dresdens Statskapel fra 1975 til 1985 og hos San Francisco Symfonikerne fra 1985 til 1995. Hans sidste chefstilling var hos Leipzigs Gewandhaus Orkester, hvor han stoppede som chefdirigent i 2005.
Ved siden af sine faste stillinger har Blomstedt gæstedirigeret de fleste af verdens betydeligste orkestre, bl.a. Concertgebouw Orkestret, Berliner Filharmonikerne og alle de store amerikanske symfoniorkestre. Han har indspillet hundredvis af værker på cd, blandt de nyeste er musik af Richard Strauss og en cd med et moderne storværk, Sven-David Sandstroms Messe. Det tyske plademærke Querstand har de seneste år udgivet en hel serie med koncertoptagelser fra hans periode som chefdirigent i Leipzig, senest Bruckners 7. Symfoni.
I sine internationale dirigentstillinger har Blomstedt været en god mand for dansk og nordisk musik. Han har opført Carl Nielsens musik overalt, hans indspilninger af Nielsens seks symfonier med San Fransisco Symfoniorkester er skelsættende.
Af Jens Cornelius
Brahms for orkester og kor
Musik for kor og orkester blev vældig populært på Brahms’ tid, og Brahms bidrog med stor vægt til et nyt repertoire. I sine korværker med orkester bruger han tekster af høj litterær kvalitet. Han var en kræsen og begavet læser, sikker i sin udvælgelse og redigering af tekststrofer. De tekster, han valgte ud, understregede hans personlige livsopfattelse, som ikke længere var bundet til kristendommen. Som det også gælder for hans hovedværk i genren, Ein deutsches Requiem, repræsenterer de tre korværker på denne aftens program en form for agnosticisme, altså troen på, at der ingen Gud findes, og at livsanskuelsen må være et individuelt anliggende. Det var dengang en drastisk indstilling hos en ellers konservativ kunstner. “Så stort et menneske, og så er han ikke troende!” sagde Brahms’ katolske kollega og fan, Dvorak.
Johannes Brahms (1833-1897, Nånie, op. 82 (1881)
Brahms’ korværk Nånie er et af hans smukkeste stykker overhovedet, og at man aldrig hører det skyldes sikkert bl.a. den mærkelige titel. Nånie lyder som navnet på en kvinde eller sådan noget, men det er faktisk et ord der kommer fra latin: Naenia var betegnelsen for en sørgesang ved romerske begravelser.
Teksten er skrevet af den klassiske tyske digter Schiller, der også skrev de berømte ord til slutkoret i Beethovens 9. Symfoni, An dieFreude. Hans digt Nånieer en sørgmodig erkendelse af, at selv det skønneste i livet engang skal forsvinde. “Auch das Schone muss sterben!”, begynder digtet. Schillers trøstende morale er, at det trods alt er skønt at blive husket for det gode – “Auch ein Klaglied zu sein im Mund der Geliebten, ist herrlich”.
Brahms havde puslet i nogle år med at sætte disse linjer i musik. Den endelige anledning fik han ved vennen, maleren Anselm Feuerbachs død. Feuerbach arbejdede ofte med motiver fra den græske mytologi, og Schillers digt er også fyldt med antikke referencer.
Indledningen af Nånie er et af Brahms’ allerskønneste temaer, der folder sig ud i en stor bueform, anført af oboen. Derefter sætter koret ind i en lyrisk strøm og med udsøgt stemmeføring. Som melankolsk solnedgangsstemning er Nånie i samme klasse som andre af Brahms’ modne værker, fx 3. Symfoni og 2. Klaverkoncert. Det virker som Brahms’ helt private sorgarbejde, at han lader musikken ende i lysere og mere håbefulde toner, end digtets afslutning egentlig lægger op til. Ligesom Brahms’ storværk Ein deutsches Requiem er også Nåniebkåe en mindesten over den døde og et trøstensord for de efterladte.
Johannes Brahms, Gesang der Parzen, op. 89 (1882)
Gesang der Parzen – Skæbnegudindernes sang – er Brahms’ sidste større værk for kor og orkester, komponeret i 1882. Teksten er en bid fra Goethes tragiske skuespil Iphigenia i Tauris. Goethes stykke er en gendigtning af den klassiske græske tragedie af Euripides.
Ifigenia er datter af kong Agamemnon og Klytaimnestra. Tragedien handler om, hvordan Agamemnon vælger at ofre sin datter for til gengæld at opnå gudernes hjælp. De linjer, Brahms’ valgte fra Goethes stykke, synges af Ifigenias amme, der forudser pigens senere undergang. En skæbne uden håb, hvor guderne passivt ser til, at menneskeslægten går undergangen i møde.
Goethe tilføjer den bitre pointe: “Den, som de har opløftet, må frygte dobbelt så meget!”. Denne tekstlinje kunne være dækkende for Brahms’ tanker for sin afdøde mentor, Schumann. Den maniodepressive Schumanns undergang i vanvid og selvmordsforsøg slap aldrig taget i Brahms. Det samme gjaldt for tankerne for Schumanns børn, som Brahms havde været reservefar for. De gik alle tidligt under i misbrug og sygdom.
Brahms satte barsk musik til teksten. Uforløste dissonanser og trommeslag dunker gennem stykket og gør Gesang der Parzen til det mest sortsynede af hans korværker. Musikken er præget af intense, mørke klange i både kor og orkester. Frasernes stejle former og korets massive front tegner en uoverstigelig forhindring, et dilemma der ikke kan løses. Sjældent har vemodets mester Brahms i sådan grad givet udtryk for angst og håbløshed.
Johannes Brahms, Schicksalslied, op. 54 (1871)
Schicksalslied – Skæbnesang – er fra 1871. Brahms anvender her en tekst af Friedrich Holderlin, der handler om fatalisme, altså troen på skæbnens magt. Den sortsynede tekst er taget fra digt-romanen Hyperton, der grundlæggende har en pessimistisk livsindstilling. Holderlin sammenligner i sit digt den skønne tilværelse i Himmelen med menneskelivets kummer og lader det stå klart, at han længes efter et liv, der er bedre, end hvad denne verden kan tilbyde.
De to kontrasterende verdener adskiller Brahms tydeligt i sin musik. I versene om den himmelske fred er musikken blid og paradisisk, fordi de lykkelige ånder i evigheden omtales som skæbnefri. Halvvejs gennem værket følger modsætningen, der i sidste strofe beskriver det slidsomme liv på jorden. Musikken pisker afsted i urolige mol-klange. Mennesket kan ikke finde fred, og skæbnen kaster os gang på gang mod klipperne.
Brahms tilføjer overraskende et element af tvivl, når han faktisk modsiger digtet i slutningen af værket. Efter det dramatiske afsnit om jordelivet gentager han de afsluttende linjer, “årevist i det uvisse ned”, men denne gang til de fredelige toner fra himmel-afsnittet. Det er et personligt spørgsmålstegn ved digtets ubøjelige morale.
Schicksallied blev af Brahms selv omtalt i gådefulde vendinger. “Hvor er det ærgerligt, at digteren aldrig nåede til hovedsagen”, sagde han. Sikkert en selvironisk kommentar til at Brahms følte sig alene med sit håb for menneskeheden.
Johannes Brahms, Symfoni nr. 4, e-mol, op. 98 (1884-85)
Brahms’ 4. og sidste symfoni slutter med eftertryk. Den sidste sats er som en fæstning af kampesten, hvor en faldport til slut banker ned i bjælkebroen og lukker alt ude. Punktum – her ender symfonien, og der er ikke mere at sige.
Brahms var faktisk ikke så gammel endda (52 år), da han skrev symfonien, men han var klar over, at den ville blive hans sidste. Oven i købet så han symfonien som afslutningen på en meget lang tradition, der rakte 200 år tilbage: Den stolte og enestående germanske musikkultur fra Bach til Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert og Schumann. Tiden havde udfordret de klassiske værdier, og Brahms følte sig som den sidste i en slægt uden arvtagere.
Med alderen var Brahms begyndt at fordybe sig meget i barokmusik. Det var dengang et område, der var forbeholdt en lille skare af kendere, organister og musikhistorikere. Brahms opbyggede en ret formidabel samling af originale barokmanuskripter og kendte også til upåagtede sider af den tyske musikarv. En aften i 1880 spillede han for et par gæster en akkordrække, han havde fundet i Bachs Kantate nr. 150, Nach dir, Herr, verlanget mich. Bachs musik stod foran en spirende renæssance dengang, men et værk som kantaten var fuldstændig ukendt, og Brahms’ musikalske gæster havde end ikke hørt om den. Slutsatsen fra kantaten er en passacaglia eller chaconne, dvs. en sats, der er bygget på en række akkorder eller bastoner, som gentages igen og igen. “Hvad ville I sige til en symfonisats over det tema?” spurgte han sine forundrede gæster.
En anden chaconne, Brahms beundrede højt, var slutsatsen fra Bachs Partita nr. 2 for soloviolin. En næsten uspillelig sats på et helt kvarter, som i sin stramme form rummer en verden af drama, “Hvis jeg kunne skrive sådan et stykke, ville spændingen drive mig til vanvid”, skrev han i et brev, næsten 10 år før han sluttede sin sidste symfoni med sådan en chaconne.
I 4. Symfoni bruger Brahms en chaconne som rystende og genial finale. Denne sidstesats begynder med, at blæserne spiller akkordrækken, som Brahms havde gjort endnu mere magtfuld ved at tilføje nogle dissonanser og ved at gemme basunerne indtil dette øjeblik. Derefter følger 30 omgange med akkordrækken, der udvikler sig med overvældende kraft og streng logik. Efter de første 11 variationer med det fulde orkester indskyder Brahms en variation for en fløjte, der står helt afklædt og sårbar i de dystre omgivelser. Musikken havner i dur, og de tre følgende variationer virker som trøstende ord fra Himlen. Men blæserkorpset genoptager mol-variationerne med fornyet kraft, og da først gitterporten er begyndt at falde, er den ikke til at stoppe. Symfonien slutter med et dunk og efterlader lytteren i et mørke, der er gravalvorligt.
Symfonien er styret med enestående fast hånd, og lige fra 1. sats rummer den en maskulin blanding af afklaring og sortsind. Det er efterårsmusik af stor renhed og skønhed, konstrueret så de mindste bidder passer sammen til større, der igen hænger sammen i en helhed.
Symfoniens bankende hjerte er andensatsen, der rummer nogle af de mest mættede farver, Brahms nogensinde anvendte, og takket være Brahms’ orkestrale beherskelse virker satsen næsten helt moderne. Det første tema i 2. sats foldes ud som en sørgemarch i folketone af klarinetter, fagotter og horn. Imens spiller strygerne ved at knipse på strengene – resultatet er en ophøjet sørgmodighed. Senere skifter strygerne til at bruge deres buer og drysser trøstens ord ud over musikken med to nye temaer, stadig uden sentimentalitet.
Oven på den sats er 3. sats markeret, næsten brutal i sin støjende livskraft. De stærke rytmer hugges ud med skarpe kanter af de overraskende accenter. Virkningen er, at finalens monumentale chaconne efter den ‘ureflekterede’ 3. sats slår desto hårdere og mere uimodsigeligt.
Skriv et svar