Så er sæson 2008 / 2009 startet på Amager Teater. Sæsonen starter med Modern Talking, som vi så 22. oktober. Det blev til en meget lystig og fornøjelig oplevelse.
Modern Talking er en teater-sitcom af og med folkene bag The Loyal Shakespeare Company.
The Loyal Shakespeare Company, som igennem 10 år har specialiseret sig i at omskrive Shakespeares gamle værker til turbo-farcer, er nu på banen med en helt anderledes historie:
Farshad Kholghi og Andreas Bo Pedersen spiller selv alle roller i fortællingen om David og Ib, som mødte hinanden på Grindsted Kost- og Realskole i midten af 80’erne.
David og Ib har ikke set hinanden siden de optrådte ved skolens afslutningsfest som det legendariske tyske pop-band Modern Talking. De var hinandens “Brother Louie, Louie, Louie”, men gik hver deres vej efter skoletiden.
15 år senere er Ib stadig single og har etableret sig som super succes-forfatter med midlertidig skriveblokering i København. David er blevet bankassistent i Varde Bank. Da David pludselig bliver forladt af sin kone, opsøger han Ib: Deres genforening vender op og ned på alting…
Rollerne etableres ved hjælp af simple virkemidler, og adskillelige mærkelige eksistenser kigger forbi lejligheden i København hvor David og Ib – for en stund – kommer til at bo sammen.
Historien er forfattet af de to skuespillere sammen med Heinrich Christensen, og den kaster The Loyal Shakespeare Company ud i en videreudvikling af det, som hidtil har været specialet. Således bliver Modern Talking i højere grad en kommentar til vores samtid og en selvironisk kommentar til mænd i midten af trediverne. Tilbage er dog stadig en masse humor, gale indfald og glimt i øjet, som alt sammen leveres i en stil hvor stand-up, farce, drama, satire og revy mødes.
Medvirkende: Farshad Kholghi og Andreas Bo Pedersen
Manuskript: Farshad Kholghi, Andreas Bo Pedersen og Heinrich Christensen
Scenografi: Emilie Nordentoft
Lys- og lyddesign: Fabian Carvallo
Skriv et svar