En helt igennem “über fed” koncert oplevelse. Aftenen bød på Khatjaturjan, Musorgskij og Kirill Karabits. De to første komponister og den sidste dirigent. og der blev dirigeret. Til den helt store guldmedalje, og vi publlikummer fik en god og meget underholdende koncert.
Mangt og meget har jeg sagt af mere eller mindre pæne ting om koncerthuset, og dem står jeg ved; men lyden i salen er efter min ringe mening ret fantastisk. Desværre er akustikken så go, at det høres tværs over salen når er er en blandt publikum der absolut skal snøfte og pudse næse. Er der nogen, der kan huske hvilken fysisk love der kræver, at når man lukkes ind i en koncertsal skal der hostes? Jeg kan ikke mindes noget fra ungdommens fysiktimer, der beskriver det forhold. Folk burde tage sig sammen. Hvor svært kan det være undertrykke et host?
Aram Khatjaturjan: Suite fra Gajane
Man skal forestille sig en flok unge, temperamentsfulde mænd i Armenien, der danser en krigerdans, mens de fægter med deres sværd. Musikken dertil er skrevet af armeneren Aram Khatjaturjan, som var en af Sovjetunionens kendte komponister i første del af 1900-tallet.
Som mange andre sovjetkunstnere blev Khatjaturjan kammeratligt opfordret til at dyrke folklore i sin musik. Dels for at vise den etniske mangfoldighed i Sovjetunionen, og dels fordi folkemusik blev betragtet som et værn mod den værste modernisme.
Hans kendte Sabeldans stammer fra balletten Gajane, der er et godt eksempel på sovjetmusik med folklorekulør. Musikken er simpelthen forrygende effektiv og underholdende. Khatjaturjan har masser af melodier i ærmet, og han formår at oversætte den eksotiske stil til klassiske rammer. Ved at orkestrere på usædvanlige og ret støjende måder giver han fornemmelse af den vildskab, han kendte fra armensk folkemusik.
Gajane havde premiere i 1942, da krigen så sortest ud for Sovjetunionen. Den berømte Kirov Ballet var blevet evakueret, så derfor blev musikken transmitteret fra byen Perm. Den slags nationale radiosendinger havde en meget stærk propagandaeffekt og spredte budskabet om, at Sovjetunionen stadig var modstandsdygtigt. Khatjaturjan modtog den ypperste pris for sin ballet: Stalin Prisen.
Balletten handler om den unge bomuldsplukker Gajane, der arbejder på et landbrugskollektiv, en såkaldt kolkhoz. Hun er gift med den fordrukne og usolidariske Giko, som involverer sig med en flok smuglere. Giko stikker af, og under sin desperate flugt sætter han ild til kolkhozens lade og angriber Gajane med en kniv. Slutningen er naturligvis god: En heltemodig grænseofficer fanger Giko og tager sig af den sårede Gajane. De to bliver forelskede – og i sidste akt holdes der bryllup på kolkhozen. Et af optrinene til festen er de unge mænds forrygende Sabeldans.
Modest Musorgskij: Udstillingsbilleder
Musorgskij fik sin geniale idé til Udstillingsbilleder, da man arrangerede en mindeudstilling med maleren Viktor Hartmanns billeder. Hartmann havde været en god bekendt af Musorgskij. Nu blev han beæret med et storslået musikværk, inspireret af hans billeder.
Som rød tråd gennem maleriudstillingen bruger Musorgskij en sats, han kalder Promenade. Den gåtur mellem de forskellige billeder vender tilbage flere gange som pusterum mellem de stærke indtryk fra udstillingen. Musorgskijs værk er nemlig en intens kavalkade, hvor billederne nærmest vælter ind over hinanden – et kig ind i Musorgskijs hjerne, mens han lader fantasien digte videre.
Nogle af Hartmanns billeder er bevaret i dag, og af dem kan man se, at Musorgskijs fantasi var langt stærkere end Hartmanns. Satsen Gnomus er hos Musorgskij en grotesk beskrivelse af en uhyggeligt forkrøblet dværg. Hos Hartmann var det blot en tegning af en pudsig nøddeknækker!
Samuel Goldenberg og Schmuyle er hos Musorgskij et møde mellem to jøder, den ene stolt, den anden underdanig og tiggende. Hos Hartmann er det to små billeder, der ikke har noget med hinanden at gøre. Endnu et eksempel er Baba Yagas hytte på hønsefødder. Viktor Hartmann brugte denne titel til en tegning af et standur(!), hvor imod Musorgskij laver et voldsomt portræt af heksens utilregnelige vildskab.
Nogle af billederne er fra russisk folklore, mens andre stammer fra Hartmanns rejser til Frankrig og Italien, fx Det gamle slot, Tuilerierne og Limoges. Endnu en fransk scene er Katakomberne, de uhyggelige massegrave i Paris’ undergrund. Satsen glider over i Cum mortuis in lingua mortua (Med de døde på et dødt sprog).
Musorgskij skrev sine Udstillingsbilleder som et meget uortodokst værk for klaver i 1874. Samme kantede brutalitet finder man ikke i Ravels orkesterudgave, som blev lavet i 1922 på bestilling af dirigenten Sergej Koussevitskij. Ravel giver musikken en farverigdom og elegance, som er helt mageløs, og det er orkesterudgaven, der har gjort Musorgskijs værk verdensberømt. Men hvis man kun kender Udstillingsbilleder for orkester, så prøv en anden gang at høre Musorgskijs vilde, grovkornede original.
Dirigent Kirill Karabits
Måske nogen kan huske en meget ung deltager, som stillede op til DRs Malko Konkurrence i 1998. Han talte ikke rigtig noget fremmedsprog, og hans teknik svarede endnu ikke helt til det, han havde på hjerte – men det musikalske talent var kæmpestort. Den unge dirigent var Kirill Karabits fra Ukraine. Og han er i dag rykket højt op på listen over de mest efterspurgte i verden.
Karabits fik en særlig talentpris ved Malko Konkurrencen. Derefter hørte det danske publikum ikke mere til ham – indtil han en dag igen befandt sig i Radiohusets Koncertsal, denne gang som assistent for den berømte dirigent Ivan Fischer og hans Budepest Festival Orkester.
I dag er Kirill Karabits chefdirigent for det engelske Bournemouth Symfoniorkester. Det blev han udpeget til i 2007, og i Bournemouth er man så begejstrede, at man for nylig forlængede kontrakten med Karabits indtil 2016. Han er nemlig et navn, andre orkestre også gerne vil have fingre i.
Kirill Karabits er født i en musikalsk familie i Kiev. Hans far var komponist, og selv begyndte han tidligt at uddanne sig som pianist. 13 år gammel skiftede han retning, fordi han ville være dirigent, og som 19-årig gav han sin første store orkesterkoncert. Derefter studerede han i fem år på Wiens Musikhochschule og blev assisterende dirigent for Det franske Radiosymfoniorkester.
På plademærket Onyx er Kirill Karabits i gang med at indspille en serie russiske og sovjetiske værker. Den første cd var med musik af Khatjaturjan, bl.a. balletten Gajane. Netop udkommet er Musorgskijs Udstillingsbilleder, og Karabits’ næste projekt er de syv symfonier af Prokofjev.
Skrevet af Jens Cornelius og “sakset” fra DR’s koncertprogram.
Skriv et svar