Metrokoncert

På fruen fødselsdag skulle vi alle tre først til metrokoncert, og er efter ud og have en god middag. Nej, du tager fejl. Selv om det hedder Metrokoncert har det ikke noget at gøre med den københavnske metro at gøre. Det er derimod en kort og meget uformel koncert der spilles i Koncerthuset. Meget sgægt at se musikkerne komme i udtrådte cowboybukser, når vi nu er vant til at se dem i kjole og hvidt.

Aftenens muskiprogram bød på nedenstående, og det var god og underholdende musik.

Program:
Dirigent: Kristjan Järvi
Prokofjev: Skytisk Suite
Nielsen: Aladdin suite
DR SymfoniOrkestret

Lettisk-amerikanske Kristjan Järvi (søn af berømte Neeme Järvi) står på dirigentpodiet til en suite med musikuddrag fra en ballet.

Prokofjev: Skytisk suite
I 1914 rejste Prokofjev til de vesteuropæiske kulturmetropoler, såsom London og Paris, for at blive inspireret og være en del af den mest moderne musikmiljø. Her mødte han tidens nye musik og blev især stærkt påvirket af

Stravinskijs balletter. Prokofjev havde planer om at skrive en opera, men han blev frarådet genren da man mente, at operaformen var passé. I stedet forsøgte han sig med en balletpantomime – en genre som efter hans mening lå i tiden, men det blev tydeligvis ikke mødt med begejstring, for han endte med at skrive et rent orkesterværk i fire satser, Skytisk suite, som han selv dirigerede ved uropførelsen i Skt. Petersborg i januar 1916.

Prokofjev har kommenteret satserne med noget, som formodentlig er fragmenter af ballettens synopsis. 1. sats beskriver tilbedelsen af det skytiske folks højeste guddom, solguden Veles, og det efterfølgende offerritual til hans datter Ala. I andensatsen sammenkalder den onde gud syv underjordiske, hedenske uhyrer. I tredjesatsen, Nat, kommer den onde gud snigende i mørket og forsøger at overfalde
Ala. Lolly, en skytisk helt, redder i fjerdesatsen Ala. Han kæmper en ulige kamp mod den onde gud, men solgudens stråler jager de onde magter bort, og satsen afsluttes med en hyldest til solopgangen.

Carl Nielsen (1865-1931) Aladdin-suite (1918-19)
Carl Nielsens musik til Oehlenschlægers skuespil Aladdin blev skrevet til en opførelse på Det Kgl. Teater i 1919. Det var en prestigeforestilling, der kostede enorme summer. Men problemer var der næsten lige så mange af, og Carl Nielsen følte sin musik så dårligt behandlet, at han inden premieren forlangte sit navn strøget af plakaten. Til gengæld dirigerede han ofte uddrag af musikken ved koncerter. Den kendte Aladdin-suite blev dog først sammensat af hans forlægger i 1940, ni år efter Carl Nielsens død.
Musikken til Aladdin er fuld af eksotiske effekter, men først og fremmest præget af Carl Nielsens personlige stil. Man hører hans humor, hans melodiske fantasi og hans ukonventionelle sans for det groteske. Suiten begynder med den pompøse Orientalsk festmarch og den graciøse Aladdins drøm, mens morgentågen danser. Resten af suiten består af karakterdanse ligesom i Tjajkovskijs suite fra balletten Nøddeknækkeren. Forskellige folkegrupper træder frem, først hinduer med musik i en mærkelig skala, og så kinesere i en komisk, trippende dans.
De to sidste danse er den ret ubehagelige Fangernes dans og den vilde Negerdans, en titel, der er politisk ukorrekt i dag, men som var helt gangbar for 100 år siden.