Koncerthuset, her manifesteret i DRs studie 1 – koncertsalen.
Skal man enten elske det eller hade det?
Det er der jo meget delte meninger om i den danske menighed. Jeg vil nu vælge at indlede et slags had kærlighed forhold til Koncerthuset. Hvorfor det? Jo, der er ingen tvivl – hos mig – om at det er en fantastisk koncertsal.
Der er god lyd og en flot arkitektur. Og udefra lover det en oplevelse af en ganske særlig slags.
Det var så kærligheden; men hvor er problemerne så?
Efter min mening så at sige alle andre steder. De omkringliggende faciliteter – lobby og trappe / gang arealer prøver på at konkurrere med vores metrostationer. En kamp de HAR tabt. Ikke en gang den omstændighed, at der er visse områder, der stadig ligger i byggerod, kan rette op på mit syn på den sag. Det kan godt være, at arkitekten har rullet sit rynkede ansigt mod betonen, så den kommer til at ligne elefanthud, og indsat snapseglas i den, så enhver bjergklatrer får tårer i øjnene, når han ser væggene; men lige meget hjælper det. Gråt og trist, som et godt stykke DDR byggeri. Noget tyder dog på, at arkitekten har opdaget sine fejltagelser, for belysningen er holdt på et niveau, så man kan falde over sine egne fødder.
Kigger man nærmere på nogen af faciliteterne, så kan man se, at den håndværksmæssige udførsel ligger på et niveau langt under hvad en hver gør det selv mand vil efterlade i et aflåst rum.
Puha det lettede. Vi hørte faktisk også musik den aften. Det var koncerthusets første torsdagskoncert torsdag den 29. januar. Koncertsalen var tæt på udsolgt, og alle sad helt ude på kanten af stolesædet af spænding. Aftenens program skal jeg ikke skrive meget om her – læs det i denne folder – om man kan lide / forstå Per Nørgaard kræver mere indsigt i musikken end jeg besidder; men han rammer lidt ved siden af min smag. Gustav Mahler derimod får podiet fyldt op. Ikke en bar plet var der at se, så mange musikere og sangere var blevet trukket ud af deres vinterhi. Det gjorde de godt. Stort og dramatisk, så en god musik aften blev det.
Nu må Kenneth Plummer og co. se om de kan få hevet så mange licens kroner ud af os, så der bliver råd til at sætte pærer i alle lampesteder plus en korrektion af alle de andre ting, som endnu ikke er på plads.
Skriv et svar