Helligtrekongers Aften

Så er det rart at skulle til en finkulturel oplever efter nu at have holdt Jack Bauer i hånden flere timer i træk. I aften går turen for sidste gang i denne sæson til Kastrup Bio,

som igen i aften udgør kulisen for Amager Teaters samarbejde med Det Danske Teater.

HELLIGTREKONGERS AFTEN – eller Hvad man vil – Klassisk komedie af William Shakespeare
Varighed:2 timer 40 min. pause efter 1 time 15. min.
Det Danske Teater og Odense Teater præsenterer William Shakespeares berømte og klassiske komedie om kærlighed.
Der er den kærlighed, man længes og higer efter. Den kærlighed der er indbildt og den, der er så uendeligt stor. Komedien favner de attrående og de attråede, de der virkelig er forelskede og de, som nok snarere er forelskede i forelskelsen.
Forveksling, forklædning og forvirring er uomtvisteligt en af Shakespeares største specialiteter, som han i den grad disker op med i Helligtrekongers aften.
Scenen er sat for en sand komedie om kærlighed på mange niveauer, hvor alle er forelskede i alle; mænd i kvinder, kvinder i mænd og kvinder i kvinder. Komikken når sit absolutte højdepunkt, da den fordrukne storskryder Tobias Hikke og den kejtede og forskræmte Andreas Blegnæb i en berømt scene lurer den opblæste og fisefornemme hushovmester Malvolio til at bære gule strømpebånd.
Helligtrekongers aften er et vidnesbyrd om Shakespeare, når han er bedst; fyrige replikker, elegante ordspil, skjulte hentydninger – ej at forglemme en evig erotisk undertone.

William Shakespeare var 36 år gammel, da han skrev Helligtrekongers aften. Stykket blev spillet første gang den 6. januar 1601 i Londons Whitehall og menes at være bestilt af Dronning Elisabeth I.
Shakespeares komedie om kærlighedens veje og ikke mindst vildveje er en rigtig klassiker med den tragi-komiske morale, at vi nok alle er kærlighedens narre og måske i virkeligheden trives ganske godt med det.

 


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *